Daginstitutioners udearealer - underlag, afgrænsninger og kanter

Legen på daginstitutioners udearealer foregår ikke kun på de legeredskaber, der er placeret på arealet. Også underlag, afgrænsninger og kanter kan spille en vigtig rolle i børnenes leg og motoriske udvikling. En optimal udnyttelse af materialer og dimensionering kan derfor øge legeværdien og derudover også forbedre driftsforholdene.

Ujævne underlag kan stimulere børnenes balanceevne, men det er vigtigt, at udearealet samtidigt tilbyder jævne underlag, der egner sig til boldspil, cykling m.v. Foto: Anne Dahl Refshauge

Variation af underlag

En alsidig brug af materialer i underlag giver flere sanseoplevelser for børnene og flere forskellige lege- og opholdsmuligheder. Det er derfor vigtigt, at der varieres mellem flere typer underlag, så ikke ét bestemt dominerer. Vuggestuebørn har brug for græsområder frem for store flader med hård befæstelse. Både børnehavebørn og vuggestuebørn kan have glæde af en befæstet cykelbane (se Videnblad 3.19-11).

Et eksempel på forskellige typer af underlag, der kan stimulere børnenes sanser. Foto: Anne Dahl Refshauge

Når man kombinerer forskellige typer af underlag, kan man overveje sammensætningen. Felter med varierende farver, stentyper osv. kan nemmere indgå i en leg frem for et mønster i belægningen som f.eks. en labyrint, der er for kompliceret for et lille barn. Underlaget må gerne være ujævnt og med skæve vinkler, da det udfordrer børnenes motorik og rumlige sans.

Afgrænsning af udearealet

Udearealet skal afgrænses fra omgivelserne, med mindre det drejer sig om skovbørnehaver. I Københavns Kommune anbefaler man forskellige hegnstyper afhængig af institutionernes beliggenhed. Ved parklignende omgivelser anbefales trådhegn, der kan suppleres med en hæk eller buskbeplantning. Omkring institutioner beliggende i trafikbelastede områder, anbefales det, at hegnet er tæt, og at trafikken fjernes visuelt, f.eks. ved hjælp af et hegn af træ.

Trådhegn kan virke meget institutionelle, så hvis man sørger for at vælge den laveste hegnshøjde, der kræves til aldersgruppen, nemlig 120 cm, kan man mindske fornemmelsen af indespærring. Institutionaliseringen kan også dæmpes væsentligt ved brug af beplantning langs trådhegnet i form af hække, buske og slyngplanter. Desuden kan det overvejes, om man ønsker at skjule al trafik, da børn godt kan lide at følge med i, hvad der sker på den anden side af hegnet. Man kan alternativt give udsyn til omverdenen med »kighuller« af plexiglas i plankeværket eller enkelte steder sørge for, at børnene kan se hen over hegnet f.eks. fra toppen af en bakke eller fra et legeelement.

Udformning af kanter

Kanten af sandkassen eller af faldzoner benyttes ofte som balancebom af børnene. Er den for høj kan den dog være problematisk at forcere for vuggestuebørn, hvilket medfører en øget belastning for personalet, der må løfte børnene ind og ud. Hvis højden ikke overstiger 30 cm, kan børnene selv kravle over. Alternativt kan man overveje en nedgravning af sandkassen/faldzonen.

Den sidste løsning vil imødekomme de fald, der ofte sker, når særligt vuggestuebørn sidder på kanten og leger. Hvis man foretrækker en løsning over terræn, kan man i stedet vælge et blødere underlag omkring kanten. Hverken græs eller grus kan her anbefales, da det vil give driftsmæssige problemer i forhold til at feje sand op. Derimod er et trædæk en god løsning, da børnene er ikke falder så hårdt, og sandet er nemmere at feje op igen.

En nedgravet sandkasse uden kant giver færre faldulykker og med et trædæk omkring, er det nemt at feje sandet tilbage i sandkassen. Græs og sandkasse er dog ikke en kombination, der kan anbefales. Foto: Anne Dahl Refshauge

I dag ses mange sandkasser og faldzoner kantet af rundtømmerstokke. Det giver mulighed for mere organiske former på sandkassen. Man kan lade kanten bølge op og ned, hvilket udfordrer børnenes balanceevne. Disse fordele skal dog opvejes af den forholdsvis korte levetid for tømmer samtidig med, at det stiller krav til etableringen. Hvis man vil undgå en øget driftsindsats, skal stokkene sættes helt tæt, da sandet ellers vil sive ud mellem dem. Kanten er heller ikke behagelig at sidde på, så det kan anbefales at supplere med alternative siddemuligheder. Vælger man en mere traditionel måde at kante på, kan man i stedet overveje at give kanten stumpe eller spidse vinkler. Dette kan være med til at udfordre børnenes balanceevne, eftersom de fleste er vant til at balancere på kanter med rette vinkler. Det behøver ikke nødvendigvis være sandkassens yderste kant, men kan også være tværgående kanter inde i sandkassen.

Anbefalinger til disponering af underlag, afgrænsninger og kanter

Varier typer af underlag. Vuggestuebørn bør have flere græsarealer, end arealer med hård befæstelse.
Lav gerne flader med forskellige typer befæstelse frem for mønstre i belægningen og brug ujævne overflader med spidse eller stumpe vinkler – ikke altid rette.
Cykelbaner bør laves af en hård, jævn befæstelse.
Hegn omkring udearealet bør begrønnes, og der bør etableres kig ud til omverdenen, hvis hegnet er uigennemsigtigt. Alternativt kan der etableres mulighed for kig henover hegnet fra noget højt.
Sandkasser bør ikke etableres på græs- eller grusarealer, mens sandkasser over terræn ikke bør etableres på asfalt eller flisearealer, men gerne med trædæk omkring.
Hvor det er muligt, kan sandkassen graves ned i terræn. Der skal etableres mulighed for overdækning af sandkassen.
Der bør være siddekant i hele eller dele af kanten – også omkring faldzoner.
Sandkasser kan med fordel udformes i andre former end kvadrater og rektangler, for at give bevægelsesmæssige udfordringer.

Kilde:
Refshauge, Anne Dahl, 2006:11 institutionslegepladser – en erfaringsopsamling, 2006. 45 points speciale ved Skov & Landskab.
11 nye daginstitutioner indgik i undersøgelsen, hvor analyser af udearealerne blev sammenholdt med interviews af både daginstitutionslederne og landskabsarkitekterne samt med et litteraturstudie om børns leg og planlægning af udearealer.

Videnblad nr.: 03.19-12
Forfatter: Anne Dahl Refshauge