Kommunal praksis ved udledning af tag- og overfladevand
Sagsbehandlere i kommunerne har ikke helt let ved at navigere i de bindende vandplaner med miljømål og bekendtgørelse 1022/2010, der ikke gælder direkte for en række regnvandsudledninger. Det er særligt den manglende vejledning i vandplanerne der er et problem. Foto: Rasmus Baaner
Et tværvidenskabeligt speciale i regi af forskningsprojektet Vand i Byer har undersøgt, hvilke problemer de kommunale sagsbehandlere står overfor, når de giver tilladelser til udledning af regnvand fra tage, veje og pladser.
Problemer med hydraulisk stress og miljøfremmede stoffer
På den miljømæssige del er det problemerne med miljøfremmede stoffer i vandmiljøet og hydraulisk stress af vandløbene, der træder frem. Problemerne bliver sat på spidsen, når kommunernes forvaltning både skal leve op til kravene om klimatilpasning og respektere vandplanernes miljømål. De kommunale sagsbehandlere formulerer det på denne måde:
”Vi kan jo konstatere, at både den forøgede urbanisering og klimaforandringer har gjort, at stort set alle vores vandløb har det, vi i vores fagterm ville kalde ”hydraulisk stress”. I en regnhændelse så stiger de voldsomt og tordner derudaf, og når regnhændelsen er overstået så plop! så falder de ned igen. Så får vi en bræmme i vandløbene, hvor der ikke er kantvegetation, fordi det for tit bliver druknet og omvendt ikke vådbundsvegetation fordi, det for tit er tørt, dvs. der står bare igen ting […] Så er de afsindigt sårbare overfor, et ”first flush”, så får vi en vældig erosion i vandløbene, og brinkmaterialet lægger sig i gydebanker og henover levesteder […] Altså det er en rigtig ond cirkel […] Vi får aldrig opfyldt vandplanerne i sådan et vandløb, fordi vi smadrer levestederne for nogle af de arter, der skal til for, at vi kan hæve det til en DVFI 5.”
Det vanskeliggør også sagsbehandlingen, at der ikke er særlig meget viden om, hvilke stoffer regnafstrømning fra forskellige overflader indeholder og vandmiljøets sårbarhed overfor de forskellige stoffer eller stofgrupper.
Mangel på miljødata
Sagsbehandlerne kritiserer over en bred kam, at NOVANA ikke giver dem de nødvendige tidsserier til at bedømme vandmiljøets status og baggrundbelastningen med miljøfremmede stoffer. Det er ikke ualmindeligt, at det er ansøgeren, der må iværksætte de nødvendige undersøgelser af recipienten, når en udledningstilladelse skal behandles. Frustrationen udtrykkes således:
”Vi må ikke give en tilladelse med mindre vi sikrer os, at miljøkvalitetskravene stadig er opfyldt. Det er jo lidt svært, når man ikke har nogen viden om, hvad baggrundskoncentrationen i søen er. Vi har været nødt til at gå ud og måle for en række metaller, fordi vi skulle lave en ny udledningstilladelse, men det skulle jo have været en del af NOVANA programmet.”
”Vi kan simpelthen ikke undersøge alle vores vandløb alle steder for at vide, hvad baggrundbelastningen er for dem alle sammen…så det er sådan lidt jaa…sådan op til din erfaring.”
Regnvandsudledning til Århus Å. Foto: Rasmus Baaner
Usikkerhed om vandplaner og anden lovgivning
Det volder sagsbehandlerne problemer at navigere i en verden bestående af bindende vandplaner med miljømål, bekendtgørelse 1022/2010, der ikke gælder direkte for en række regnvandsudledninger, og den øvrige naturbeskyttelses- og vandløbslovgivning. Særligt den manglende vejledning i vandplanerne og det, at regnafstrømning fra skybrud ikke i nødvendigt omfang bliver behandlet i planerne, volder problemer:
”Hvis du snakker om ren udledning af regnvand eller overfladevand, så er vandplanen ikke til nogen hjælp, for der er ingen regulering overhovedet i vandplanen, som vi har læst den. Der er kun regulering af de regnbetingede udledninger med spildevand. (…..) Det er vel ret nyt, at man har fundet ud af, at regnvand ikke er så rent som man troede – eller det har man jo egentlig vidst længe, men man har bare ikke gjort noget ved det. Og vandplanen siger også, at man ikke skal gøre noget ved det, eller den stiller ikke nogle krav om at gøre noget ved det.”
Der hersker den samme usikkerhed, når sagsbehandlerne skal foretage en vurdering af, hvad der må anses som BAT (Best Available Technology), når det gælder separate udledninger af regnvand. Her er sagsbehandlerne, ligesom ved vurderingen af miljøtilstanden og miljøpåvirkningen fra den påtænkte udledning, i høj grad overladt til deres erfaring og faglige fornemmelse:
”Det er svært for os simpelthen at vide, hvad er BAT? Hvis ikke vi stiller krav om, at de skal holde øje med koncentrationerne af de forskellige stoffer, altså analysekrav, så sætter vi jo vores lid til, at de bruger den bedste teknologi, den bedste renseløsning. (….) Vi er jo ikke eksperter […] men der er mange, der mener, at det du bedst kan gøre langt hen af vejen er at dimensionere bassinerne korrekt i forhold til det opland, de skal afvande… og jo flere bassiner efter hinanden jo bedre rensning og sådan noget.”
Behov for øget fokus
Specialet bekræfter behovet for forskning inden for klimatilpasningsløsninger, men også for et øget fokus på sagsbehandlingen og udledningstilladelserne som omdrejningspunktet og styringsredskabet, når det kommer til at afbalancere behovet for klimatilpasning overfor kravet om at opnå en god tilstand i vandmiljøet.
Reference:
Marziyeh Elahi: Municipal stormwater management in Denmark – A socio-environmental study of municipal water managers’ praxis. Master Thesis at Swedish University of Agricultural Sciences and University of Copenhagen, Faculty of Science.
Videnblad nr.: 03.03-82
Forfattere: Lasse Baaner og Marziyeh Elahi
