Det tredje landskabs manifest
Det tredje landskab opfattes som en ressource, fordi det kan skabe plads til uforudsigelige begivenheder og fænomener.
Ser man sig omkring i det urbane landskab, er det ikke kompleksitet og biodiversitet, der møder en. Snarere er det resultatet af en trang til at designe, formgive og ordne, der vist har nået sin grænse. Træer og buske beskæres, så de ikke rager op over hække og mennesker. Jorden beklædes med fliser, kakaoflis og tætklippet græs. Den mindste tot såkaldt ukrudt sprøjtes og brændes væk.
Mange kloge folk har gennem tiderne fortalt os, at det ikke behøver være således. G.N. Brandt anbefalede i 1930, at »græsset ikke blev slået hver dag, så tusindfryd kunne få lov at blomstre i fred« og at »menneskeånden gjorde sig til kammerat med dyr og planter«.
Louis Le Roy frarådede i 1973 tankeløs jordbearbejdning, der ødelagde den levende muld og advarede mod at betragte naturen som noget, man kunne tænde og slukke for. Nu er der vist igen brug for en opsang.
Den franske landskabsarkitekt Gilles Clément har i »Manifeste du Tiers Paysage« først og fremmest udset sig forladte, tiloversblevne arealer og arealer, der er midlertidigt ude af brug, som han forestiller sig skal medvirke til at genoprette den kompleksitet og biodiversitet, den oprindelige natur havde.
Jeg tilføjer for egen regning, at tankegangen mere eller mindre bør overføres til hele det urbane landskab.
Den vagabonderende og den globale have
I sin egen have nær ved Limoges i Creusedepartementet, begyndte Clément i 1978 at fjerne ikke hjemmehørende planter, som havde invaderet grunden, hvorefter han forsigtigt beskar træer og buske. Desuden introducerede han særligt udvalgte eksoter. Vi er altså ikke tilbage ved nazisternes ideologiske holdning til ikke hjemmehørende planter; snarere ved Willy Langes og William Robinsons »wild garden«-principper fra omkring århundredeskiftet.
Clément søgte en atmosfære af noget ikke helt tæmmet og nævner selv arbejder af den impressionistiske maler Henri Rousseau som inspiration. Han er indstillet på, at acceptere plantningers iboende dynamik og anarkiet hos de oprørske planter for at nå frem til, hvad de egentlig er i stand til, når de får lov at følge deres egen natur. Det er altså ikke herkomsten, der interesserer men planternes egne såkaldte energier, der resulterer i vandringer ved hjælp af frøspredning og jordskud. At imødekomme vagabonderne, som han kalder de vildtvoksende, selvregulerende planter, er blevet en af basisreglerne i »Le Jardin en movement«, hvor der ikke skelnes mellem gode, rigtige planter og ukrudt. Adskillige haver og parker har nydt godt af denne metode – bedst kendt er formodentlig park André Citroën i Paris.
Begrebets anden del er inspireret af »den globale have« (le jardin planétaire), et mere politisk projekt, der skulle udforske relationen mellem menneskets verden og miljøet. »Den globale have«, der stammer fra en udstilling afholdt i anledning af årtusindskiftet, strækker sig over hele kloden, hvis økosystem er under gartnerens opsyn og pleje.
Det tredje landskabs manifest
Det tredje landskabs manifest er baseret på den opfattelse, at den ubebyggede grund ikke bare er en tom byggegrund, der venter på at blive bebygget. Med sin potentielle biodiversitet kan den være et refugium for en biologisk fremtid. Restarealer i byen og på landet kan bidrage til kompleksitet og biodiversitet i det landskab, der tidligere blev udnyttet til landbrug, urbanisme og forstadssprawl og dertil hørende infrastrukturer.
Når det tredje landskab opfattes som ressource, er det fordi det dels kan skabe plads til uforudsigelige begivenheder og dels til ubestemmelige fænomener, som fremkomsten af vilde planter. Dette ingenmandsland giver plads til den bemærkelsesværdige, dynamiske måde, plantearter blander sig på og viser den rolle insekter og dyr spiller i denne udvikling af ukrudtets paradis.
Det tredje landskab er en ny slags natur, et tæmmet vildnis, hvor naturen kører sit eget løb, mens gartneren stille observerer udviklingen. Vel og mærke den kloge gartner, der opmærksomt betragter planter og dyr, vind og skyer og når frem til, at morgendagens landskabsbehandling skal indebære observation og forståelse for naturens organisatoriske kompleksitet og relationen mellem alle levende fænomener.
Gilles Clément anbefaler at renoncere på design og formgivning af landskabet til fordel for et nyt sæt værdier, der indebærer fascination af biologiske processer. Tankegangen kan befri det urbane landskab for nogle af dets mange bindinger som brug, funktioner og fastlagte typologier og løsne dets afhængighed af begreberne offentligt og privat. Den kan skabe plads til nye parametre, som karakteriserer de atmosfæriske betingelser som mere eller mindre tør eller mere eller mindre fugtig. På denne måde kan der opstå et landskab tættere knyttet til sanserne.
Det tredje landskabs manifest lægger sig i slipstrømmen på tidens biovidenskabelige interesse, en ny global verdensorden og store klimaforandringer. Det må der siges at være brug for i den store sammenhæng – som dog som så meget andet begynder i det små.
Litteratur :
Clément, Gilles; Rahm, Philippe (2006): Environ(ne)ment manières d’agir pour demain/approaches for tomorrow. Sous la direction de/edited by Giovanna Borasi. Skira CCA, Milano.
Guibert, Marie (1995): Le jardin en mouvement, Marie Claire Maison, feb.
Videnblad nr.: 03.00-20
Forfatter: Malene Hauxner
