Verden i Danmark

Ideen bag konferencen er at invitere nogle af de mest spændende aktuelle landskabsarkitekter og arkitekter fra ind- og udland, der, som arrangør Malene Hauxner udtrykker det: »forstår og udvikler landskabsarkitekturens sprog«.

Årets tema var »Change«, forandring. Ordet er umuligt at undgå i nyhedsbilledet for tiden. Obamas præsidentkampagne havde »Change« som overskrift og forandringer diskuteres og analyseres omkring klimatopmødet COP15.

Forandring har altid været en grundlæggende præmis for landskabsarkitekturfaget. Landskabsarkitekten arbejder med materialer, der gror, siver, rinder, visner og eroderer for at danne ramme om stadig skiftende menneskelige handlinger og ideer. Netop dyrkningen af landskabet blev i de projekter, der blev præsenteret på konferencen, til en vigtig faktor i formgivningen og planlægningen af byen.

Landskabsfagets tradition for at rumme forandring og forholde sig professionelt til dynamiske processer – hvad enten de er kulturelle, geologiske, hydrologiske eller geologiske – giver interessante perspektiver på den aktuelle omdannelse af byområder, hvor både funktion, form og betydning forskydes.

Ved konferencen i Dansk Arkitekturcenter fik publikum indblik i nogle af de aktuelle landskabsbaserede perspektiver og metoder til at forholde sig til forandring i byen.

De skarpe kajkanter i Nordhavn i København omdannes til grønne rum. Intensivering af Øresunds biodiversitet står i fokus i dette 2. præmievindende forslag til Nordhavnskonkurrencen fra Dahl & Ure og 70°N. Arkitekterne Dahl og Løkken fra de to norske tegnestuer var blandt oplægsholderne ved den internationale konference Verden i Danmark. ILLUSTRATION: Dahl & Uhre, 70°N, Københavns Kommune

Catherine Mosbach

Den første af de fire præsentationer var af den franske landskabsarkitekt Catherine Mosbach, vinder af Rosa Barba-prisen for Europæisk Landskabsarkitektur i 2003. Mosbach kommer fra det franske miljø omkring Versaillesskolen, hvor flere landskabsarkitekter gennem en årrække har udmærket sig ved meget subtile metoder til, hvordan landskabsarkitektur kan tage udgangspunkt i det sted, man arbejder. Mosbach viste arbejder, hvor identitet ikke er en fastfrosset størrelse, men et steds forandringsprocesser. Det gælder bl.a. i hendes bredt publicerede botaniske have i Bordeaux, som er udført med stor følsomhed over for vandstigninger på stedet.

Mosbach viste også en ny park til udvidelsen af Louvremuseet i Lens, Frankrig. Stedet har en lang og spændende geologisk historie, og er bl.a. blevet brugt til minedrift. Museumsparken kommer hele tiden i kontakt med denne underjordiske historie gennem fordybninger, hvor de forskellige strata i undergrunden blotlægges som en landskabelig lokal fortælling uden for museets vægge.

Mosbach er tidligere redaktør for det franske landskabsarkitekturtidsskrift Pages Paysage og afsluttede med nogle generelle betragtninger om det at være landskabsarkitekt. Hun fremhævede et slægtskab mellem sit eget arbejde som landskabsarkitekt og arkæologien. For hende er landskabsarkitektur og videnskab ikke diametralt forskellige aktiviteter. Både arkæologen og landskabsarkitekten fortolker virkeligheden på basis af materielle objekter og sammenhænge. Forskellen er bare at arkæologi gør dette for at fremstille billeder, som fokuserer på fortiden mens landskabsarkitekter skaber fremtidsbilleder.

Knut Eirik Dahl og Gisle Løkken

Næste på talerstolen var det norske makkerpar Knut Erik Dahl (Dahl & Ure) og Gisle Løkken (70°N), som var et af de tre vinderteams i konkurrencen om Nordhavnen i København i 2008. Nordmændene præsenterede deres plan for bydelen, som i høj grad udpeger nye veje for landskabsbaseret planlægning. De har markeret sig med projekter i en del planlægningskonkurrencer i Hovedstadregionen siden konkurrencen om Ørestaden i 1994 og lagde ud med at påpege hvordan præmisserne for planlægningen har forandret sig i de år, der er gået siden dengang. Hvor Ørestadskonkurrencen gik ud på at skabe »verdens bedste by« med Indre by som forbillede, handlede programmet for Nordhavnen mindre om idealer eller billeder af den gode by. I stedet blev der efterspurgt en langsigtet strategi for området. Finanskrisen har kort tid efter konkurrencen bekræftet behovet for en fleksibel planlægning, der kan rumme lange tidshorisonter.

Dahl og Løkken fremhævede at hele Øresundsregionen og lokaliteten Nordhavn er områder, som er kendetegnede ved en forringelse af biodiversiteten gennem de seneste år. Den kendsgerning blev udgangspunkt for deres projekt. Kort fortalt handler det om at genindføre natur, i betydningen biodiversitet, i byen.

Hovedgrebet i deres forslag er at omdanne de skarpe og funktionelt bestemte kajkanter til nye naturområder, som vil kunne generere øget biodiversitet langs og i vandet. I deres forslag omkranses Nordhavnsområdet af et grønt bånd, der hverken grunder i et romantisk ønske om at komme tilbage til et pastoralt naturbillede eller i at sørge for fuld optimering af menneskelige aktivitetsmuligheder langs en salgbar vandkant. Snarere grunder det i en rumforståelse, hvor mennesket ikke er i centrum. De bevoksede kanter er til stede for det komplekse liv af en ny diversitet af havdyr, insekter og planter, som kan udspille sig i denne nye bynatur. I stedet for at afbilde industrisamfundet tager dette projekt afsæt i de miljømæssige konsekvenser af industriens ekspropriering af naturen.

Herbert Dreiseitl

Den tyske kunstner og landskabsarkitekt Herbert Dreiseitl bragte et globalt perspektiv ind i konferencen. Gennem flere årtiers eksperimenteren i grænseområdet mellem land art, landskabsarkitektur, ingeniørfaget og byplanlægning har han været i stand til at udvikle en lang stribe projekter i hele verden, der har vand som hovedtema. Dreiseitl forklarede med smittende entusiasme om, hvordan vand tit er en hovedudfordring i planlægningen, bl.a. i form af stigende tendenser til enorme regnskyl og ekstrem tørke forskellige steder på kloden. Hans hovedpointe, som hans arbejder igen og igen bekræfter, er, at tekniske og miljømæssige vandløsninger ikke skal gemmes væk eller overlades til teknikerne alene – til det har de et alt for stort æstetisk potentiale som attraktioner i byens rum.

Således kan nedkølningen af et videncenter for bilindustrien i Londons yderområder gøres ved hjælp af vand, der samtidig bearbejdes som alt fra en rolig spejlende sø til skummende kaskader og vandløb. Et energibesparende anlæg, der samtidig er en æstetisk attraktion. Eller et vandløb gennem et boligområde i Shanghai kan blive til et nyt oplevelsesrigt mødested, når man forholder sig til de store regnskyl, der fosser gennem området en gang om året. Dreiseitl viste sig at have en udforskende arbejdsmetode, hvor nye tilgange løbende bliver afprøvet i atelieret. Selv fremhævede han betydningen af 1:1-modeller for den kreative arbejdsproces. I Dreiseitls atelier bygges der tit alle mulige (og umulige) kanaler, rør og installationer i fuld størrelse, der giver anledning til igen og igen at blive klogere på, hvordan vand reagerer i forskellige miljøer.

Kristine Jensen

Sidste taler var Kirstine Jensen, der var vinder af Rosa Barba-prisen i 2008 med projektet Nicolaj Plads i Kolding. Oplægget bragte diskussionen fra resten af dagen ind i en byrumsskala. Nicolaj Plads er en omdannelse af en tidligere skolegård og tilfører stedet nye historier og fabulerende lag. Her er ornamentik, som i et orientalsk tæppe, lagt over pladsen som en fortælling om de mange mellemøstlige indvandrere, der bruger området. Jensen forklarede hvordan dette ekstra lag først mødte stor modstand i en planlægningsverden, der stadig er præget af en præference for det modernistiske enkle formsprog. Hun har komponeret byrummet som et møde mellem regulære geometriske skarpe og bølgede, svingede former.

Videnblad nr.: 03.00-23
Forfattere: Bibi Lisbet Edinger Plum og Svava Riesto