At indpasse urnegravsteder i kirkegårdsanlægget
De fleste kirkegårde har ledig plads, men den ligger for det meste spredt ud i små stykker mellem de aktive gravsteder. Derfor kan pladsen være svær at udnytte til nye urnegravsteder. Man kan vælge med tiden at skaffe sig noget samlet plads ved hjælp af en strategisk indsats. Eller man kan kombinere urnegravsteder med den traditionelle struktur af kistegravsteder. I alle tilfælde er det vigtigt at tænke urnegravstederne ind i helheden, både af hensyn til kirkegårdens udseende og for at få en fornuftig drift.
Helt sin egen:
Som selvstændige afdelinger
Det er nemmest at indpasse urnegravsteder i en selvstændig afdeling på kirkegården. Her kan anlægget få sit eget udtryk, og man har mulighed for at anlægge enten individuelle, kollektive eller anonyme urnegravsteder (Se Videnblad 3.0-29). Denne model kræver, at kirkegården har et større samlet areal til rådighed, enten i form af en udvidelse eller et areal, der stort set er tømt for kistegravsteder. Det kræver en systematisk indsats, hvor man holder op med at anvise traditionelle kistegravsteder på en udvalgt del af kirkegården. Og det kan tage lang tid at skaffe plads nok.
Kombineret:
Mellem grupper af gravsteder
En anden model er at bruge mindre arealer mellem spredte kistegravsteder. Her kan man f.eks. indpasse områder med liggende sten i græs, men det bliver nemt lidt rodet. Kontrasten mellem stramheden på plænen og frodigheden på gravstederne fungerer ikke nødvendigvis godt. Ofte vil det være bedst at samle urnegravstederne i grupper, der har deres egen identitet, f.eks. i felter eller cirkler. Modellen er fleksibel, da man kan anlægge flere grupper, efterhånden som der bliver plads.
Eksempel:
På Ny Sct. Nicolai Kirkegård i Køge er der store ledige arealer. Her er anlagt en række urnehaver med individuelle urnegravsteder. Anlægget sætter de enkelte gravsteder ind i en rumlig sammenhæng med intimitet og tryghed. Samtidig udgør de tilsammen et element af en vis størrelse, der har sin egen plads på kirkegården.
Kvadratisk urnehave med individuelle gravsteder på Ny Sct. Nicolai Kirkegård i Køge. Foto: Christian P. Kjøller
Eksempel:
På Assistens Kirkegård i København har man opnået den samme effekt ved at samle individuelle urnegravsteder i cirkler med en skulptur eller beplantning i midten.
Rund urnehave med individuelle gravsteder på Assistens Kirkegård i København. Foto: Center for Kirkegårde
Eksempel:
På en af udvidelserne af Greve Kirkegård har man kombineret traditionelle kistegravsteder med kollektive urnegrave på en overbevisende måde. Urnegravene er samlet i et bredt bælte med græs og spredte træer. Stier af chaussesten i begge sider giver en tydelig afgrænsning af området og en klar struktur. Kontrasten mellem de hækomkransede kistegravsteder og plænens flade understreges på en meget klar måde. Kirkegården er anlagt på denne måde, men modellen kan også være til inspiration, når man skal indpasse urnegrave på en eksisterende kirkegård.
Velafgrænset bælte med urnegrave i græs på Greve Kirkegård. Foto: Christian P. Kjøller
Helt integreret:
I eksisterende rækker
En tredje model er at placere urnegravsteder inde i rækkerne med kistegravsteder. Det griber ikke særligt meget ind i kirkegårdens indretning og giver samtidig mulighed for at løse driftsproblemer. For eksempel kan man udvide smalle gange, der gør det svært at komme til de enkelte gravsteder, da urnegravstederne fylder mindre. Modellen er mest oplagt til individuelle urnegravsteder, men kan også bruges til kollektive anlæg med fælles beplantning og markering af de enkelte urnegrave. På Lyderslev Kirkegård på Stevns har man f.eks. tilplantet ledige kistegravsteder med stauder og andre bunddækkende planter. Arealerne bruges som kollektive urneanlæg, hvor hver grav markeres med en gravsten i den fælles beplantning. Således fyldes hullerne i rækker af kistegravsteder på en frodig måde, og kirkegårdens grundstruktur fastholdes. For at give denne løsning vægt, skal man nok have mindst to dobbelte kistegravsteder ledige ved siden af hinanden.
Eksempel:
En af afdelingerne på Sct. Olai Kirkegård i Kalundborg har smalle gange og korte gravsteder. Her er man i gang med at omdanne hver anden række til urnegravsteder. Fordelen er, at den gamle struktur bevares. Desuden får man længere kistegravsteder og bredere gange, hvor det er nemmere at komme til for både medarbejdere og pårørende. Det kan være en ulempe, at der er et låst forhold mellem kiste- og urnegravsteder.
Hver anden række omdannes efterhånden til urnegravsteder på dele af Sct. Olai Kirkegård i Kalundborg. Foto: Christian P. Kjøller
Eksempel:
Greve Kirkegård har omdannet to rækker af kistegravsteder til to rækker individuelle urnegravsteder. Den bageste del af gravstederne i begge rækker er nu en fælles beplantning af pæoner. Fordelen er, at man bevarer kirkegårdens traditionelle udtryk. Desuden kan man nemt omdanne urnegravstederne til kistegravsteder igen, hvis der bliver brug for det. Omvendt kræver denne model relativt meget plads.
Dobbeltrække af kistegravsteder på Greve Kirkegård omdannet til urnegravesteder med fælles beplantning i midten. Foto: Christian P. Kjøller
Eksempel:
På Gladsaxe Kirkegård er en afdeling med tung jord med dårlig omsætning ved at blive omdannet til urnegravsteder. Her placeres små urnehaver på fire ledige dobbeltgravsteder på tværs af rækkerne. Urnegravstederne indgår i den traditionelle struktur, men fungerer samtidig som små, selvstændige urnehaver.
Små urnehaver indpasset i dobbeltrækker med kistegravsteder på Gladsaxe Kirkegård. Foto: Christian P. Kjøller
Udviklingsplanen som redskab
Indpasning af nye urnegravsteder skal altid tage udgangspunkt i de lokale behov, kirkegårdens udseende og de driftsmæssige udfordringer. Som regel bør man rådføre sig med fagfolk, inden man går i gang. Urnegravsteder bør også indgå i udviklingsplanen for kirkegården.
Eksempel:
Øster Starup Kirkegård er et eksempel på, hvordan man kan tilpasse en kirkegård til nutidens behov ved hjælp af en udviklingsplan. Kirkegården er en middelstor landsbykirkegård, hvor traditionelle kistegrave og meget store gravsteder ligger samlet i store klumper. En fjerdeldel er ledige og flere vil blive det. Samtidig er der brug for nye typer gravsteder. De nuværende urnegravsteder er indrettet i nedlagte kistegravsteder og ligger spredt rundt på kirkegården på en tilfældig måde.
Menighedsrådet har fået udarbejdet en udviklingsplan for at værne om kvaliteterne og ruste kirkegården til fremtiden, både i forhold til brug og drift. Hovedideen er at samle de traditionelle kistegravsteder nærmest kirken og etablere en græsflade udenom, som går helt ud til kirkegårdsdigerne. I græsfladen er indpasset et område med små individuelle gravsteder og et område med gravsteder i et kollektivt anlæg med ensartet beplantning i lange bede. Alle gravsteder kan bruges til enten kister eller urner for at give størst mulig fleksibilitet. Udviklingsplanen skaber med andre ord en ny helhed, der er tilpasset stedet. Planen blev godkendt af provstiet i 2010 og fungerer som styringsredskab for meningshedsrådet.
Udviklingsplanen for Øster Starup Kirkegård. Hovedideen er at samle de traditionelle kistegravsteder ved kirken med en bræmme græs udenom. Her kan forskellige typer grave indpasses, efterhånden som der bliver brug for det, inkl. urnegrave.
Kilder
Kunsten at eje en kirkegård, artikel af Mette Favrskov og Eluf Westergaard i
»Kirkegårdskultur 2010-11«. Øster Starup Kirkegård, udviklingsplan 2010, Møller & Favrskov Landskabsarkitekter, Aarhus. Nye gravstedsformer på Københavns Kommunes Kirkegårde, artikel af Barbara Joos i Kirkegårdskultur 2010-11. Ny Sct. Nicolai Kirkegård i Køge, artikel af Andreas Bruun i Landskab 8/2005. Danske kirkegårde – tradition og fornyelse, Susanne Guldager, Forlaget Anis 2005.
Videnblad nr.: 03.00-30
Forfattere: Christian Kjøller og Tilde Tvedt
