Skov på kirkegården

Skovkirkegården er populær, men også en udfordring for fremtidens kirkegårde. Skovkirkegården ved Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland. Foto: Susanne Guldager

Efterspørgslen har de sidste år været stigende, når det gælder om at blive begravet i skovprægede områder på kirkegården. Mange kirkegårde, der ikke fra starten har været tænkt som skovkirkegård, overvejer eller har allerede omlagt dele af kirkegården til skov eller skovprægede områder. Men hvordan skaber man skov på en eksisterende kirkegård, og hvilke faktorer skal være opfyldte for at der er tale om en rigtig skovkirkegård?

Et bachelorprojekt fra Skov & Landskab, Københavns Universitet, udarbejdet under et praktikophold hos Center for Kirkegårde i Københavns Kommune, har indkredset, hvad skov på en kirkegård er og afprøvet teorien i et planforslag til et område på Vestre Kirkegård i København.

Skoven på Vestre

»Bøgen sætter en storslået ramme. Jeg træder ind ad porten og bliver opslugt af skovens vælde. Jeg hører birkens blade hvisle i vinden og sangfuglen, der sidder i toppen af lærketræet. Vandringen stopper midlertidigt ved en lysning; den store bøg med dens mægtige arme og anemonen som hviler sig op ad dens stamme. Hist og her en lærk og en birk, og blandt dem de døde hviler. For her er der fred til at hvile, både for døde og levende sjæle.«

Sådan indleder Thomas Kruse Wichmann sit forslag til en ny skovafdeling på Vestre Kirkegård i København. Et forslag hvor poesi, kultur og teknik behandles som ligeværdige emner. Forslaget er blevet til på baggrund af en indledende analyse af skovkirkegården som begreb og tager afsæt i analysens konklusioner: at skovpræg først og fremmest skabes af et særligt bevoksningsudtryk og dernæst af et højt kronedække.

Højt kronedække

Ifølge opgaven er der to faktorer der skal være opfyldte, før man kan tale om en skovkirkegård eller en skovpræget kirkegård. Overordnet set er selve bevoksningsudtrykket afgørende for, om kirkegården opleves som en skovkirkegård. I forhold til bevoksningsudtrykket spiller kronedækket en afgørende rolle. Kronedækket i løvtaget skal være på 60 % eller derover for, at man kan tale om en egentlig skovkirkegård. Se figur 1.

Netop kronedækket er med til at definere forskellen mellem park- og naturkirkegårde og skovkirkegårde. I opgaven er der lavet analyser, der viser at typiske park- og naturkirkegårde vil have et kronedække på 20-40 % modsat skovkirkegården med et kronedække på mindst 60 %. Et højt procentvis kronedække er et godt udgangspunkt, når man taler om en skovkirkegård. Men kronedækket er ikke den eneste faktor, der spiller ind. Også afstanden mellem træerne, træernes højde og frihøjden til løvtaget har betydning for, om der er tale om en skovkirkegård.

Bevoksningsudtryk

Bevoksningens udtryk er styret af mange forskellige elementer og varierende faktorer. De forhold, der medvirker til at skabe variation i udtrykket, er f.eks. plejeniveau, foryngelsesmetode, monokultur/blandingskultur, skovbund og underskov, det rumlige udtryk samt gravsteder og gravstedsformer.
 

^{Figur 1. Bevoksningsudtryk og procentvis kronedække.}

Et højt plejeniveau af skovbunden kan f.eks. betyde, at der ikke sker en naturlig foryngelse af beplantningen, og man vil være tvunget til at indplante nye træer i bevoksningen. Dette ses bl.a. på den berømte skovkirkegård i Stockholm tegnet af Gunnar Asplunds og Sigurd Leverentz. Træernes alder og art har indflydelse på det rumlige udtryk, som bevoksningen efterlader. Det rumlige udtryk varierer alt efter skovens bund, mellemskov og løvtaget, og udtrykket er desuden afhængig af, om der er tale om mono- eller blandingskultur m.m.

Skov på Vestre Kirkegård

På Vestre Kirkegård i København har man også ønsker om, at omdanne dele af kirkegården til skov. Med Thomas Kruse Wichmanns bachelorprojekt er det første skridt taget. Forslaget er bygget op omkring en infrastruktur af slyngede trampestier, en naturlig skovbund og et tæt kronedække bestående af primært bøg, men også birk og lærk. Plejen skal holdes på et lavt niveau med det formål, at skovbunden fremstår uberørt med mulighed for selvforyngelse. Gravpladserne placeres langs stierne, og gravstenene skal være ubehandlet natursten. Den enkelte gravplads kan ikke udsmykkes med de traditionelle prydplanter og pynt, men der må gerne lægges afskårne blomster ved gravstenen.

Fremtidens skovbegravelser

Denne form imødekommer ønsker om skovbegravelser, som er fremme i tiden både på kirkegårde og i de eksisterende skove. Formålet med begravelsespladser i eksisterende skove er, at de skal være neutrale i forhold til religion. Intiativet til disse kommer fra Foreningen Løvfald, som har samlet erfaringer i Tyskland, Holland og Schweiz. Initiativet skal følges op gennem den kommunale planlægning og initieres af interesserede skovejere. Skovbegravelser er bedst egnede til urnenedsættelser, som i øjeblikket er langt den almindeligste begravelsesform blandt medlemmer af Den Danske Folkekirke.

I forhold til den danske tradition, hvor havepræget er det foretrukne udtryk på gravarealerne, er skovkirkegården en udfordring. Det samme gælder kronedækket som vil betyde, at gravpladsen i modsætning til i dag henligger i skygge. Med udgangspunkt i en nyromantisk tendens i tiden, er det at hvile i naturen imidlertid tiltrækkende for mange mennesker, og det bliver spændende at se om fremtidens kirkegårde kan opfylde de ønsker, der ligger bag begrebet skovkirkegård.

Kilde:
Bachelorprojekt af Thomas Kruse Wichmann »Skovkirkegård på Vestre«, 2007. Skov & Landskab, Københavns Universitet.

Videnblad nr.: 03.01-65
Forfattere: Karen Sejr og Susanne Guldager