Bevaring og fornyelse af kirkegårde

Den traditionelle kirkegård presses af ændrede begravelsesmønstre og praktiske krav. Foto: Christian P. Kjøller

De fleste af landets kirkegårde er historiske anlæg, som ofte indeholder minder af kultur- og kunsthistorisk betydning, og som fortæller om udviklingen i havekunsten og samfundet generelt. Samtidig er kirkegården også et grønt område i byen og en moderne arbejdsplads med de krav, det indebærer. Dette er udgangspunktet i specialeprojektet »Fremtidens Kirkegård – Udviklingsplan for Sct. Olai Kirkegård i Kalundborg«. Opgaven indeholder ud over det konkrete forslag til en udviklingsplan bl.a. et studie af bevaringsteorier, hvis resultater præsenteres i det følgende.

Kirkegården som værk

De fleste kirkegårde er historiske anlæg, som afspejler den tid og det samfund, de er blevet til i, uanset om de er et resultat af folkelig tradition eller af bevidst planlægning. De kan dermed ses som et værk der består af beplantningselementer, bygværker og gravsteder, og som indeholder historiske og kunstneriske kvaliteter. Samtidig er kirkegården en nutidig begravelsesplads, og må som sådan være og opleves som relevant for brugerne. Ved omdannelse og udvikling af kirkegårdene er det derfor nødvendigt at tage stilling til, hvordan den bevares samtidig med, at den udvikles så den opleves som tidssvarende og opfylder det begravelsesbehov, der er i samtiden.

To værkbegreber

I forbindelse med bevaring af bl.a. historiske haver kan der skelnes mellem et traditionelt og et åbent værkbegreb.

Det traditionelle værkbegreb forholder sig til værkets fysiske udformning og ser værkets udformning som givet én gang for alle. Enhver ændring af værket er et overgreb og vil forstyrre kunstnerens ide. En restaurering må søge at bevare det, der er tilbage eller at genskabe det, der er blevet ødelagt. For en have er det vigtige dens elementer; stier, træer, inventar m.v. I det traditionelle værkbegreb er haven bevaret, hvis elementerne er bevaret og hvis ikke, må de oprindelige elementer genskabes for at genskabe haven.

I et åbent værkbegreb ses værket som bestående af to lag. Det ene lag er de fysiske elementer, som kan ses og røres, de fysiske tegn, og det andet lag er den bagvedliggende fortælling, som er kunstnerens intention med værket, og som kan læses ud af tegnene. Det fysiske værk er ikke en afsluttet størrelse, men er åbent for fortolkninger. Andre personer kan forme en tilføjelse eller videreførelse af værket på en måde, som kunstneren ikke havde forudset. Værket er dermed ikke åbent for vilkårlige ændringer men for ændringer, som kunstneren har lagt rammerne for uden nødvendigvis at have forudset dem.

Det åbne værkbegreb kan ses som et nyttigt redskab i arbejdet med omdannelse og forvaltning af kirkegårdene. Det giver en forståelse af kirkegården som et anlæg der udvikles i samspil mellem den fysiske kirkegård, de forvaltere og planlæggere, som har ansvaret for kirkegården samt de besøgende, som bruger kirkegården, herunder især gravstedsindehaverne.

Kirkegårdens udviklingsplan skal også tilgodese de pårørendes behov for rum til ritualer, mindekultur og sorgarbejde. Foto: Christian P. Kjøller

Bevaringens filosofi

I arbejdet med bevaring af haver og andre værker kan der arbejdes med at bevare eller rekonstruere det fysiske anlæg. Eller der kan arbejdes med at genoprette anlæggets mening og funktion, hvis denne er gået tabt. Genopretningen, eller rehabiliteringen, er en fortolkning af det foreliggende anlæg ud fra de foreliggende fysiske tegn og de intentioner, som historisk materiale kan give indblik i. Værket er dermed ikke afsluttet, men åbent for forskellige tilføjelser og ændringer. Det kan ses som en mere ydmyg tilgang til bevaring og videreførelse, bl.a. fordi der ikke defineres én rigtig forståelse af værket.

En kirkegård kan betragtes som et værk, eller et anlæg, som bliver til i samspil mellem tradition, planlægning og den brug bl.a. de pårørende gør af kirkegården. Kirkegårdene er et resultat af mange nyfortolkninger og videreudviklinger af det oprindelige anlæg med spor efter forskellige tider og tanker.

Udviklingsplanen

Udviklingsplanen på en kirkegård må altså forholde sig til en lang række forhold ud over bevaring af historiske værdier. Udviklingsplanen må sigte mod, at de pårørendes behov for rum til ritualer, mindekultur og sorgarbejde bliver tilgodeset, ligesom tilgængelighed for handikappede mv. må tages i betragtning. Kirkegården er en arbejdsplads, og såvel begravelsesarealer som driftsarealer må indrettes, så der tages hensyn til dette. Derudover kan sundheds- og miljømæssige aspekter eller en mulig rekreativ brug af kirkegården være væsentlige udfordringer.

Udviklingsplanens sigte er derfor at udstikke en retning for en udvikling af kirkegården, som tager hensyn til de forskellige aspekter ved kirkegårdens betydning, brug og drift. Da der er store forskelle på forholdene de enkelte kirkegårde imellem, er det derfor vigtigt at udviklingsplanen tager udgangspunkt i en analyse af den konkrete kirkegård. Det er også vigtigt at se udviklingsplanen som en rettesnor for udviklingen over en længere tidsperiode. Gravstederne og deres fredningstider gør, at en del forandringer på kirkegårdene tager tid.

Formålet med at lave en udviklingsplan er at styre forskellige forandringsprocesser i området. I udviklingsplanen opstilles retningslinjer for udviklingen frem mod et overordnet mål, således at den udgør en fleksibel ramme som er brugbar som styring i udviklingen og til at fastholde en overordnet struktur, som er robust i forhold til fremtidige ændringer og tilføjelser.

Kilder:
Speciale af Christian P Kjøller: Fremtidens Kirkegård – udviklingsplan for Sct. Olai Kirkegård i Kalundborg. 2007 Skov & Landskab.
Rasmussen, Christine Waage: Refleksioner over restaureringsprincipper. Artikel i antologien »Landskaber og Landskabsarkitektur«, red Olsen, Ib Asger, Biofolia 2003.

Videnblad nr.: 03.01-66
Forfatter: Christian Kjøller