Den simple fysiske model trives i landskabsarkitekturen

På Københavns Universitets landskabsarkitektuddannelse arbejdes der med særlige typer af fysiske modeller. Modeller der er undersøgende og muliggør nye observationer og opdagelser igennem analyse- og designprocessen. Også praktiserende landskabsarkitekter har brug for at kunne tænke strategier og rum på et meget tidligt tidspunkt. Det kan simple fysiske modeller bidrage til.

Når vi tager på studieture på landskabsarkitektuddannelsen på Københavns Universitet, medbringer vi en meget simpel modelboks. Foto: Peter Lundsgaard Hansen

I denne digitale tidsalder kunne man forledes til at tro, at den fysiske model har det svært på arkitekt- og landskabsarkitektuddannelserne og på tegnestuerne. Men sandheden er, at den lever i bedste velgående. I hvert tilfælde på Københavns Universitets landskabsarkitektuddannelse.

For nylig indviede Skov & Landskab på Københavns Universitet (KU) et nyt modellaboratorium til brug for landskabsarkitektuddannelsen. Et tydeligt bevis på, at uddannelsen arbejder med og i rum. Laboratoriets beliggenhed fortæller om en fornyet betydning. Det første Model Lab, som det bliver kaldt, lå i en mørk kælder og har med de nyindrettede lokaler arbejdet sig op i lyset på første sal og er i dag et centralt sted for os, der arbejder med og studerer landskabsarkitektur på KU.

Men hvordan kan det hænge sammen i en tid, hvor arbejdet med digitale modeller hele tiden udvikler sig, og hvor den fysiske model har prædikaterne »besværlig«, »dyr« og »tidskrævende«? Når vi på KU arbejder så bevidst med den fysiske model, udspringer det ikke af et nostalgisk ønske om at vende tilbage til de gode gamle dage. Tværtimod. Erfaringen viser, at arbejdet med alle former for modeller – digitale som analoge – er stærkest i samspil. Dér kan de berige hinanden, fordi de i vekselvirkningen giver adgang til ny viden og forståelse.

Simple arbejdsmodeller

Der er store fordele i at udvikle design og analyser ved hjælp af simple arbejdsmodeller. Den undersøgende og nysgerrige arbejdsmodel er central i analyse- og designprocessen, idet den hjælper til at styrke ideerne, konceptet og programmeringen.

Landskabsarkitektens arbejde handler om at arbejde i rum. Den fysiske model er således en simpel fremstilling af den virkelighed, vi arbejder med.

Landskabsarkitektstuderende, der tager afgang på KU, bliver trænet i at arbejde med to typer af simple fysiske modeller. Det er meget forskellige modeller, og metoden har nu været anvendt i en årrække på forskellige årgange.

To typer modeller

Den første type model bruges, når man skal sætte sig ind i egne og andres værker. Det er en abstrakt model – en analysemodel – som vi på studiet ofte bruger, når vi rejser. Abstraktionen opstår, fordi de få modelelementer fanger det vigtigste på kort tid. Modellen skal styrke de studerendes rumlige forståelse af den fysiske del af verden, de arbejder i og med. Den anden type model bruges til at styrke den rumlige strategi og konceptet igennem designprocessen. I praksis gentages den samme simple model flere gange i et designforløb.

Praktiserende landskabsarkitekter registrerer og oplever ofte nye steder med et kamera eller en skitsebog. Når vi på landskabsarkitektuddannelsen tager på studieture, medbringer vi en meget simpel modelboks. Den udelukker ikke fotografier eller skitser i skitsebogen, men vores erfaring er, at modellen skaber en fælles reference.

Analysemodellen har herudover en anden vigtig kvalitet, da den kan laves af flere personer sammen. Det skaber rum for diskussion og er en god måde at huske et sted på. Alle, undervisere inklusiv, arbejder med modeller, når vi besøger byer, pladser, parker og andre urbane rum. Metoden går ud på at tilegne sig et sted på kort tid ved at bygge en simpel analysemodel. Det er en slags associationsmodel, hvor den rumlige konfiguration og betydning er i fokus. Erfaringen med denne modeltype er, at man kan identificere problematikker eller betydninger, man ikke kan forvente at finde ved andre analysemetoder. Et eksempel kan være at man, imens man bygger en simpel model, opdager, at en gruppe ældre træer ikke passer ind.

I en analyse kan denne observation have betydning for, at vi forstår, hvorfor stedet ser ud som det gør og i en designproces kan observationen skabe nye muligheder for udvikling af stedet. Det handler kort sagt om at gøre det problemorienterede arbejde håndterbart. Modelboksens materialer er så simple og abstrakte – de ligner ikke noget i sig selv – og derfor skal en model ikke nødvendigvis ligne det sted, den repræsenterer.

Den anden simple model, vi bruger i undervisningen – konceptudviklingsmodellen – er en type, der laves igen og igen igennem et helt designforløb. Ved processens start udarbejder underviseren en model-skumplade, hvorpå opgaveområdets eksisterende forhold er trykt direkte på pladen. Den overdrages til den studerende, som så skal arbejde med denne model og senere aflevere den tilbage til underviseren. Denne første øvelse laves individuelt, og alt efter kursusholdets størrelse produceres 40-50 konceptmodeller. Derefter arbejder de studerende i grupper og skal med afsæt i første fase frembringe den samme model igen.

Denne modeløvelse gentages flere gange gennem hele kursusforløbet og afsluttes med en endelig konceptmodel fra hvert team.

Den undersøgende og »nysgerrige« konceptarbejdsmodel er fokus for designprocessen – den hjælper til at styrke ideerne, konceptet og programmeringen. Foto: Peter Lundsgaard Hansen

Modelarbejde som ceremoni

Arbejdet med disse enkle, fysiske modeller er struktureret gennem en række ceremonielle handlinger. At få overdraget en modelbund med den klausul, at der skal passes på den, arbejdes seriøst med den, og at den skal afleveres tilbage i en bedre forfatning, end da man fik den, har en stor indbygget styrke. Disse ceremonielle tiltag er ladet med anerkendelse og betydning for alle, der deltager i designprocessen. Den holder gejsten oppe og øjet på bolden.

Hvad kan vi bruge den fysiske model til?

Hvis den fysiske model skal give mening, skal den være simpel og effektiv. Den skal være undersøgende og muliggøre nye observationer og opdagelser. Når vi arbejder med modeller, flytter vi rundt på materiale. På den måde skaber vi bevægelse, og det er vigtigt, fordi det gør, at vi kan forstille os verdenen.

På Københavns Universitets landskabsarkitektuddannelse er der fokus på arbejdsmodellen. Præsentationsmodellen er ikke interessant ud fra en løsningsorienteret/designmæssig tilgang. Man kan hævde, at det er en historisk model, idet alle beslutninger er taget og derfor ikke hører hjemme i denne del af designprocessen.

Den simple model har indlysende fordele: Alle kan folde et stykke pap og skabe noget, hvorimod det kræver indsigt i forskellige programmer at lave en rumlig computermodel. Begge medier er vigtige hver især. For praktiserende landskabsarkitekter er det vigtigt at kunne tænke strategier og rum på et meget tidligt tidspunkt i en designproces. I analytisk arbejde er det ofte den uforudsete observation, der kan lede til nye opdagelser og dermed ny viden. Det kan simple modeller bidrage til.

På landskabsarkitektuddannelsen arbejder vi intensivt med disse simple, fysiske modeller, fordi vi heri ser en række styrker samt potentialer for udvikling. Det nyindrettede modelværksted på uddannelsens hjemsted, Rolighedsvej 23, er et laboratorium, hvor vi også kan udarbejde mere kunstfærdige modeller. Simple fysiske modeller vil og skal stadig være simple. Derfor udvikler vi hele tiden denne arbejdsmetode så simple modeller kan forblive et værdifuldt arbejdsredskab. Det er nødvendigt, da de skal håndtere en kompleks verden.

Videnblad nr.: 03.01-83
Forfatter: Peter Lundsgaard Hansen