Dato: 01-05-2007 | Videnblad nr. 08.06-02 Emne: Græsser

Græs på vanskelige steder

Der findes omkring 1000 kendte arter og 20 slægter af græs på jorden. Græsser der alle har meget forskellige egenskaber. Flere af græsserne er blandt de vigtigste fødevarer for os mennesker og et vigtigt foderelement for vores husdyr. Herudover dækker græs de største landarealer i naturen samt i parker og idrætsanlæg. Og ikke mindst er græsset med til at armere jorden og hindre erosion.

På skråninger og andre erosionsudsatte steder vil det ofte være en god idé at sprøjteså græs, da frøene får en »madpakke« med næring med og får fæste i terrænet ved hjælp af et klæbemiddel. Foto: Torben Dam.

På skråninger og andre erosionsudsatte steder vil det ofte være en god idé at sprøjteså græs, da frøene får en »madpakke« med næring med og får fæste i terrænet ved hjælp af et klæbemiddel. Foto: Torben Dam.

I Danmark er der et stort antal vildtvoksende arter af græs. Inden for disse arter har der gennem tiden været avlet frø både til foderproduktion og til rekreativ anvendelse. Til rekreativ anvendelse – her tænkes specielt på plæner – er rødsvingel (Festuca rubra), engrapgræs (Poa pratensis), alm. rajgræs (Lolium perenne) og alm. hvene (Agrostis capillaris) de mest kendte.

Forskningen og udviklingen har ført til, at vi har adgang til et utal af sorter inden for disse arter. Sorter der inden for hver art har meget forskellige egenskaber og f.eks. kan etablere sig på vanskelige steder, hvor anden uønsket vegetation ellers ville have dækket overfladen. Der foregår stadig afprøvning af nye sorter inden for de kendte arter. Men de seneste år er der også sat mere fokus på andre nordiske og vildtvoksende græsarter, der afprøves i relation til diverse anvendelsesmuligheder.

Næringsfattige og skyggefulde steder

På ekstensive områder med næringsfattig jord er det i Danmark primært rødsvingel der sås. Men sorter inden for fåresvingel (Festuca ovina) og stivbladetsvingel (Festuca trachyphylla) er også tilgængelige. Desværre tåler de ikke megen slidtage, hvis de vokser under varme og tørre forhold.

Til skyggefulde områder findes der frø på markedet af græsarterne mosebunke (Deschampsis cespitosa) og lav rapgræs (Poa supina). Mosebunke bruges i blandinger med de gængse plænegræsarter, da den er relativ slidstærk under skygge forhold. Her anvendes den særligt på idrætsanlæg f.eks. fodbold- og golfbaner på områder, der bliver udsat for skygge fra tribuneanlæg og træer. Lav rapgræs er også god i skygge og rimelig slidstærk. Desuden er den god til at sprede sig selv, da den har overjordiske, rodslående udløbere.

Erosionsudsatte steder

Det er ofte vigtigt at få etableret vegetation hurtigst muligt efter et indgreb. Det gælder særligt på skråninger, diger og andre steder, der er udsat for erosion. På sådanne steder er det ofte en god ide at sprøjteså græs. Frøet får derved en »madpakke« med næring med og får fæste i terrænet ved hjælp af et klæbemiddel.

På erosionsudsatte steder bruges der ofte alm. rajgræs eller italiensk rajgræs (Lolium multiflorum) i frøblandinger med bl.a. strandsvingel (Festuca arundinacea). Rajgræs etablerer sig hurtigt med et kraftigt rodsystem, så man opnår hurtigt en armering af vækstmassen. Rajgræs er dog næringskrævende og er ikke særlig vinterpersistent, og intensionen er da også, at rajgræsset efterhånden skal vige pladsen for det varige græs, der også har et kraftigt rodnet men en langsommere etablering.

Resultatet bliver dog ofte noget anderledes end tiltænkt. Rajgræs er mere bladrigt, og det frodige plantemateriale kan hindre etablering af det græs, der skulle blive det varige græsdække. Andre steder f. eks. på stranddiger ser man dog en succesfuld etablering af strandsvingel.

Slidtage på udsatte steder

Fodboldbaner er arealer som bliver udsat for meget slid. Der sættes store krav til græsset der skal danne en jævn og hel spilleflade. De tre vigtigste græsarter i Danmark i forbindelse med etablering af fodboldbaner er engrapgræs, alm. rajgræs og rødsvingel. Fælles for disse græsser er, at de er lyselskende og derfor reduceres stærkt i skygge.

Vækstlaget spiller en stor rolle for, hvilke græsser der kan overleve sådanne belastninger. Hvis vækstlaget bliver komprimeret, vil det være vanskeligt for engrapgræs og rajgræs at etablere et rodsystem, og de vil efterhånden gå ud. Derefter er det kun ukrudtsgræsset, enårig rapgræs (Poa annua), der har mulighed for at etablere sig. Selv om enårig rapgræs etablerer sig hurtigt og kan vokse under vanskelige forhold, har den for mange svage sider i forhold til at bruge den på fodboldbaner. Rodsystemet er svagt og planten er meget sygdomsmodtagelig og meget lidt vinterfast. Det er derfor arbejdskrævende at vedligeholde fodboldbaner med en stor forekomst af enårig rapgræs.

Engrapgræs har op gennem tiden været den vigtigste græsart på fodboldbaner. Den tåler megen slidtage på grund af sit stærke rodsystem. Derfor er der udviklet mange sorter af engrapgræs med forskellige egenskaber. Fælles for alle engrapgræs sorterne er, at flere faktorer skal være opfyldte for at få en god etablering. Eksempelvis viser nyere forsøg, at spiringen af engrapgræs fremmes ved såning i lun og fugtig jord. Læs evt. mere i Videnblad nr. 4.7-4 »Vand og spiring af plænegræsfrø«.

Stranddiger er også erosionsudsatte og tilsås derfor ofte med en blanding af rajgræs og strandsvingel. Foto: Anne Mette Dahl Jensen.

Stranddiger er også erosionsudsatte og tilsås derfor ofte med en blanding af rajgræs og strandsvingel. Foto: Anne Mette Dahl Jensen.

Rajgræs på fodboldbanen

Rajgræs er den vigtigste græsart til reparation af »sår« på fodboldbaner. Det skyldes rajgræssets hurtige etablering og stærke rodsystem. Ulempen med rajgræs er, at det anses for at være mindre vinterfast og let bliver angrebet af sygdomme.

Der er efterhånden kommet mange nye sorter af rajgræs med forskellige egenskaber. Forskellene går blandt andet på skudtæthed, bladbredde, farve, og om væksten starter tidligt om foråret, eller om den er bedst ud på efteråret. Rajgræs sætter ikke frø, når det klippes kort ligesom det er praksis på fodboldbaner. Planten sætter heller ikke rodskud sådan som engrapgræs gør. Derfor ældes planterne og mister efterhånden noget af vitaliteten. Derfor er det vigtigt at kalkulere med, at rajgræsbaner skal eftersåes hvert år.

En god etablering er ikke nok

Det er det daglige vedligehold af banen, der er kriteriet for, at etableringen og genopretninger lykkes. De rette tiltag skal udføres på det rette tidspunkt. Og dette arbejde kræver både viden og det rigtige udstyr. Hvis mandskabet har disse ressourcer vil banen få en god kvalitet, der kan udnyttes maksimalt og til en overkommelig pris.



Videnblad nr.: 08.06-02
Forfattere: Odd Andersen og Anne Mette Dahl Jensen

© Copyright. Eftertryk ikke tilladt