Elmetræernes overlevelse i landskabet

Sundt solitært elmetræ i Østjylland. Kan det blive bestøvet af andre elmetræer og producere levedygtigt afkom? Foto: Lene Rostgaard Nielsen

Elmetræet er sandsynligvis indvandret til Danmark for over 9.000 år siden og har således været en del af den danske træflora i mange årtusinder. Indtil sidst i 1980’erne var skovelmen (Ulmus glabra) vidt udbredt over hele landet og et markant træ i byer, ved gårde, i det åbne land såvel som i skovbryn og læhegn.

I det danske landskab støder man på stednavne med elm i ordet, som f.eks. »Elmebjerg« eller »Elmelund«. Der findes også hundredvis af »Elmevej«, og mange personer hedder »Elm« eller »Elmer« til for-, mellem- eller efternavn. Elmetræet har med andre ord været en del af vores natur og kultur i tusindvis af år.

Elmetræets dramatiske tilbagegang

Elmesygens ankomst til Europa ændrede elmetræernes udbredelse markant. Elmesyge skyldes to nært beslægtede svampe, Ophiostoma ulmi og O. novo-ulmi (se Videnblad nr. 5.26-1).

Mange elmetræer døde i Europa som følge af elmesygens første bølge i første halvdel af 1900-tallet, og man fandt hurtigt ud af, at angrebet skyldtes svampen Ophiostoma ulmi. I det første angreb var der dog mange elmetræer, som overlevede i det europæiske landskab, og det lykkedes også at forædle sig frem til kloner, der tilsyneladende var modstandsdygtige.

I Danmark har den nye og aggressive smitterace O. novo-ulmi spredt sig siden begyndelsen af 1980’erne, og alle tre elmearter: skovelm, småbladet elm (U. carpinifolia) og skærmelm (U. laevis), er blevet angrebet. I dag findes der få store træer, og disse står ofte langt fra andre elme.

Nye elmetræer

Da afstanden mellem de resterende store elmetræer er stor, kan man frygte, om træerne overhovedet kan bestøve hinanden. Hvis pollen ikke spredes over tilstrækkelige store afstande, og træerne ikke kan selvbestøve, kan den spredte forekomst af elm i Danmark medføre et dramatisk fald i frøsætning. Ikke desto mindre finder man mange steder ny opvækst af elm. Det er interessant at forstå, hvordan denne ny opvækst er kommet.

Undersøgelse af Danmarks elmetræer anno 2007

De danske elmes genpulje er derfor blevet undersøgt. Formålet har været:

1. at bestemme spredningsmønsteret for pollen mellem individerne i restpopulationen
2. at undersøge om individer, der står solitært i landskabet, producerer afkom
3. at undersøge om elm selvbestøver under sådanne forhold
4. at afsløre om elm i Danmark kun består af enkelte kloner, som foreslået for elm i England
5. at afsløre om den naturlige opvækst, man ser langs veje og skovbryn har en rimelig genetisk bredde

To spændende skove og syv ensomme elmetræer

Elmesygen ramte Suserup Skov fra midt i 1990’erne. I dag er næsten alle store træer døde eller døende, mens der stadig er masser af små elmetræer i skoven. Foto: Lene Rostgaard Nielsen

Til at undersøge spredningsmønstret for pollen mellem overlevende individer, er der benyttet DNA markører (såkaldte SSR-markører) – og studierne er foretaget på to unikke lokaliteter med hver sin art af elm; nemlig skærmelm i Haveskov ved Krenkerup, Lolland og skovelm i Suserup Skov ved Sorø, Sjælland. Karakteristisk for begge disse lokaliteter er, at skovene har stået urørt igennem mange år. Foruden disse to lokaliteter er der undersøgt afkom fra 7 solitære træer af skovelm spredt rundt omkring i landskabet.

I Suserup Skov blev elmesygen observeret for første gang i 1994. Alligevel findes der stadig mange hundreder træer af skovelm, der dog sjældent er særlig store. DNA-analyser blev udført på et udsnit af voksne træer fordelt i skoven samt på afkom fra disse (i alt 15 modertræer hver med 15 afkom). Endvidere blev frøsætning og stammediameter på 200 træer i Suserup skov målt – for herved at kunne få et billede af, hvor gamle træerne er, når de sætter frugt.

Skoven med skærmelm på Krenkerup er relativt lille, og alle træer blev kortlagt og DNA testet (i alt 99 store træer). En lille andel af bestanden fandtes isoleret fra de øvrige (8 træer; ca. 1 km væk fra de øvrige). Fra 18 træer blev der indsamlet 270 afkom. Skærmelmene i Haveskoven udviste ingen tegn på angreb af elmesyge, hvilket passer med, at denne art antages at være mindre modtagelig end skovelm, idet billerne foretrækker andre arter af elm. Det første analyseresultat viste, at skærmelm har en lavere genetisk diversitet end skovelm.

Kan de overlevende elmetræer bestøve hinanden?

Elm spreder sine pollen med vinden. I begge skove, Suserup Skov og Haveskov, blev det konstateret, at de fleste bestøvninger skete over relativt korte afstande. Denne undersøgelse betød, at der kunne næres frygt for, om solitærtræerne ude i landskabet kan bestøve hinanden, eller om de selvbestøver. Resultaterne fra solitærtræerne viste heldigvis, at alle undersøgte solitærtræer var i stand til at producere frø, og DNA analyserne pegede på, at afkom var 100 % ukrydset. Det vil sige, at solitærtræerne har evnet at bestøve hinanden, selvom afstanden til næste – ofte lille – elmetræ ofte er mindst ½ km.

Faktisk peger analyserne på, at hvert af de solitære træer er blevet bestøvet af flere forskellige fadertræer. Et tilsvarende billede fandt vi for skærmelm. Her fandt vi, at ca. halvdelen af afkommet fra den lille isolerede gruppe på 8 individer var blevet til via bestøvning fra træer, der stod uden for den isolerede gruppe.

Små elme sætter frø

Et andet vigtigt resultat, som projektet har fundet, er, at ganske små skovelmetræer er i stand til at sætte frø. Træer med stor stammetykkelse sætter generelt flere frø end små træer, men der er en betydelig andel af små træer, som sætter frø. Faktisk blev der fundet frø på hvert sjette træ under 8 cm i brysthøjdediameter, og der var ofte 20-100 duske af manna per træ.

Hvis unge træer producerer frø, inden de angribes af svampen, vil der til stadighed kunne spredes frø i landskabet. Det er vores hypotese, at arten på denne måde øger sandsynligheden for at overleve elmesygeepidemien.

Elmetræerne holder stand

Da elmetræerne tilsyneladende ikke kan selvbestøve, må der være en grænse for, hvor langt, der kan være mellem nabotræer, hvis de fortsat skal kunne producere spiredygtige frø. Indtil videre tyder det på, at denne grænse ikke er nået, og de få resterende store elmetræer – spredt rundt i landskabet – kan tilsyneladende bestøve hinanden og sprede deres frø til egnede voksesteder. Evnen til at producere pollen og frø i en ung alder er muligvis også vigtig. De danske elme holder med andre ord stadig stand, selvom de er få og spredte.

Litteratur:
Kjær, E.D.; Nielsen, L.R. 2007:
De danske elmetræer – efter elmesygens foreløbige hærgen. Fonden for træer og
miljøs årsskrift 2007.
Tak til G.B. Hartmanns Familefond og Villum Kann Rasmussen Fonden for støtte til DNA undersøgelserne – og til Stiftelsen Sorø Akademi og Krenkerup Gods for tilladelse til at undersøge træerne i Suserup Skov og Haveskoven.

Videnblad nr.: 08.01-23
Forfattere: Lene Rostgaard Nielsen, Isabelle Skarvig og Erik Dahl Kjær