Dato: 21-04-2010 | Videnblad nr. 05.26-30 Emne: Beskyttelse mod skader fra svampe

Honningsvamp og skælhat

De fleste hatsvampe, som vokser omkring træer, er ganske uskadelige eller ligefrem nyttige for træerne. Men honningsvampe og skælhatte er vednedbrydende og kan angribe levende træers stamme eller rødder. Tilstedeværelsen af disse svampe medfører, at træernes stabilitet bliver forringet med tiden.

Hatsvampe er en stor svampegruppe med mange arter. Gruppen udgør det, de fleste forstår ved en svamp, nemlig en typisk paddehat med en stok og en parasolagtig hat. Langt de fleste hatsvampe er enten nedbrydere af allerede dødt materiale eller mykorrhizadannere, dvs. lever i symbiose med træer.

Parasitter

Blandt de vednedbrydende hatsvampe er der imidlertid nogle få arter, som optræder på levende træer og dermed kan betegnes som parasitter. Dette gælder f.eks. honningsvamp (Armillaria sp.) og skælhat (Pholiota sp.). Frugtlegemerne i de to slægter kan godt minde om hinanden, med gyldne farver og lameller under hatten. Honningsvampe har imidlertid en tydelig ring på stokken, mens skælhatte ofte har kraftigere skæl på hat/stok og kun en svag antydning af ring.

En vigtig forskel på de to slægter er, at honningsvamp kan slå træer ihjel, mens skælhatte er ret svage parasitter. Fælles for honningsvampe og skælhatte er, at de fortrinsvis angriber svækkede træer. Begge slægter danner frugtlegemer i sensommeren eller efteråret, som derfor er det tidspunkt, hvor man bedst kan opdage angrebne træer. En sikker diagnose kræver enten gode nærbilleder eller selve svampen.

Honningsvamp

I Danmark findes fem arter af honningsvamp, men kun to er almindelige på løvtræer. Disse honningsvampe er kendetegnet ved den kraftige ring på stokken, de gyldne farver på hattens overside og små skæl, som kan være mere eller mindre tydelige. Et særkende ved honningsvampe er de sorte strenge, rhizomorfer (fig. 1), samt de kraftige hvide mycelfaner under barken (fig. 2).

Figur 1. Rhizomorfer er bundter af hyfer, som vokser gennem jorden og søger efter nye levesteder. Her har de fundet et sår forneden på træet. Foto: Simon Skov

Figur 1. Rhizomorfer er bundter af hyfer, som vokser gennem jorden og søger efter nye levesteder. Her har de fundet et sår forneden på træet. Foto: Simon Skov

Figur 2. Hvide mycelfaner under barken på et dræbt træ afslører, at årsagen er honningsvamp, selvom der ikke er frugtlegemer. Foto: Iben M. Thomsen

Figur 2. Hvide mycelfaner under barken på et dræbt træ afslører, at årsagen er honningsvamp, selvom der ikke er frugtlegemer. Foto: Iben M. Thomsen

Ægte honningsvamp (Armillaria mellea) optræder i gamle løvskove og er en stærk parasit, som kan angribe og dræbe selv sunde løvtræer. Dette sker ved at gennemvokse og dræbe kambiet. Svampen kan også kolonisere rødderne og medføre nedsat stabilitet (fig. 3).

Figur 3. Væltet bøgetræ med store knipper af frugtlegemer af ægte honningsvamp (Armillaria mellea), hvis angreb i rødderne har medført nedsat stabilitet. Foto: Simon Skov

Figur 3. Væltet bøgetræ med store knipper af frugtlegemer af ægte honningsvamp (Armillaria mellea), hvis angreb i rødderne har medført nedsat stabilitet. Foto: Simon Skov

Figur 4. Honningsvamp på stammen og jorden omkring et stærkt angrebet rønnetræ, som formentlig dør, før det vælter. Foto: Lars Christensen

Figur 4. Honningsvamp på stammen og jorden omkring et stærkt angrebet rønnetræ, som formentlig dør, før det vælter. Foto: Lars Christensen

Køllestokket honningsvamp (A. lutea/A. gallica) er den mest almindelige honningsvamp og kan ses i både skove, parker og på vejtræer. Den er en typisk svækkelsesparasit, som angriber både nåletræ og løvtræ, der har nedsat modstandskraft af andre årsager. Svampen kan både dræbe træet og forårsage råd i rødder, så stabiliteten nedsættes. Forekomst af svampens frugtlegemer på selve stammen er typisk et tegn på, at træet er døende (fig. 4).

Ved omfattende angreb af honningsvamp på løvtræer langs veje eller andre befærdede steder bør man fælde de pågældende træer. Hvis man ønsker at plante et nyt træ, er det nødvendigt at stødrydde, da svampen ellers kan angribe den nye plante med udgangspunkt i det gamle stød. Også her adskiller honningsvamp sig, da de øvrige vednedbrydende svampe, der optræder som parasitter på ældre løvtræer, ikke smitter fra stød til stående træer.

Figur 5. Krumskællet skælhat er let genkendelig på sine store skæl på hat og stok, men på ældre eksemplarer kan skællene være næsten borte. Foto: Simon Skov

Figur 5. Krumskællet skælhat er let genkendelig på sine store skæl på hat og stok, men på ældre eksemplarer kan skællene være næsten borte. Foto: Simon Skov

Skælhatte

Langt de fleste arter af skælhatte er nedbrydere af dødt ved, men i nogle tilfælde optræder de på levende træer. Dette sker, når de har fået adgang til kerneveddet, typisk via et stort sår eller en skadet rod. Deres parasitiske egenskaber er formentlig ganske begrænsede, da de ikke kan angribe det levende splintved. Til gengæld kan de gøre træer fuldstændig hule indvendigt (Videnblad 5.26-31).

Den hyppigste skælhat på levende træer er krumskællet skælhat, Pholiota squarrosa (fig. 5). Den ses typisk på jorden omkring træets fod (Videnblad 5.26-31), evt. direkte på stammen. Træer kan stå i årevis med denne svamp uden kronesymptomer eller andre tegn på svækkelse. Svampen vil dog forringe træets stabilitet ved at nedbryde veddet. En art, som optræder i store, gamle beskæringssår, er højtsiddende skælhat (P. cerifera).

Mange skælhatte er kendetegnet ved kraftige skæl, i hvert fald på unge, friske frugtlegemer. På ældre eksemplarer kan skællene være vasket bort af regn. Skælhatte har brune sporer, og hos de to ovennævnte arter får lamellerne gulbrune nuancer, modsat honningsvampe, som har lyse lameller og hvide sporer.

Vi kender ikke til eksempler på, at træer angrebet af skælhatte er væltet eller knækket, heller ikke selvom de er tydeligt hule, når man banker på dem. Anbefalingen ved angreb af skælhatte er derfor, at træet holdes under observation, og at overveje risikovilligheden på voksestedet (Videnblad 5.26-22).

Man skal holde øje med, om træet får kronesymptomer, som kan indikere rodproblemer. En vigtig faktor er, om mængden af frugtlegemer bliver meget stor, hvilket betyder, at råddet er meget omfangsrigt. Man må vurdere, om det er forsvarligt at lade træet blive stående med de svækkelser, svampen har medført. Man kunne evt. nøjes med kappe kronen og lade resten af træet stå som levested for de smukke skælhatte og andre organismer, som lever i eller finder føde på døde træer.

Konklusion

Honningsvamp og skælhat er ikke blandt de mest aggressive og hurtige parasitter, og de angrebne træer mister da også kun langsomt deres stabilitet. På den anden side er deres tilstedeværelse et tegn på, at det angrebne træ ikke har optimal sundhed og på lidt længere sigt også en nedsat stabilitet i forhold til sunde træer. Eftersom de to slægter udgør en undtagelse fra den generelle regel om, at paddehatte er uskadelige svampe, og krumskællet skælhat ydermere er almindelig i parker, er det værd at have dem i tankerne, når man gennemgår sine arealer for risikotræer.



Videnblad nr.: 05.26-30
Forfattere: Iben M. Thomsen og Simon Skov

© Copyright. Eftertryk ikke tilladt