Urbane landskaber og landskabsurbanisme

Le parc du Chemin de l’Ile á Nanterre. En økologisk park ved Seinen. G.Geoffrey Dechaume/Acanthe og Gilles Clement. 1999-2004. Foto: Malene Hauxner.

I de senere år er der i USA opstået et planlægningsbegreb; »Landscape Urbanism « markedsført af bl.a. Charles Waldheim, Alan Berger og James Corner, professorer ved henholdsvis University of Toronto, Harvard og Pennsylvania og på det seneste af Eric de Jong, professor ved univer sitetet i Wageningen. Den første »Landscape Urbanism« konference fandt sted i 1997 i Chicago. En efterfølgende udstilling med værker af bl.a. James Corner, Michael van Valkenburg, Battle & Roig og Adriaan Geuze, blev vist i New York og turnerede siden i USA.

Landskabsurbanisme

At skabe gode omgivelser under begrebet landskabsurbanisme drejer sig ikke kun om at betone landskabet som billede men at undersøge dets betingelser, materialitet og udførelse. Der er ikke et endeligt mål for byens form ud over det, at dens rum skal være åbne for forandringsprocesser. At skabe gode omgivelser og godt miljø under begrebet landskabsurbanisme, drejer sig ikke om at designe objekter, men om at sætte økologiske komponenter sammen i bevægelige systemer i et varieret netværk af interaktioner. Ved ikke kun at betone landskabet som billede men også at undersøge dets betingelser, materialitet og udførelse, mener »landskabsurbanisterne«, at arkitekter kan skabe urbane rum, uden det tunge apparat som traditionel rumskabelse er. Metaforen kan hentes i dyrkningen. En mark er aldrig den samme men formet af pløjning, såning og høst.

Landskabsurbanisme er blevet beskyldt for at gøre byen for åben, for grøn, for forstadsagtig, for lidt urban. Forsvaret er, at det ikke er meningen, at byen skal ligne et landskab, men den skal gå fra at være en designet komposition til et urbant landskab, der kan generere og organisere dynamiske relationer, deriblandt bebyggelse.

Landskabsurbanisme betragtes som en økologisk planlægningsmetode, hvor byen bliver i stand til at absorbere forandringer uden at blive ødelagt. Landskabsurbanisme indeholder en kritik af arkitektur og urban designs utilstrækkelighed til at skabe sammenhængende kompetente og overbevisende forklaringer på de nutidige urbane betingelser. På flere måder er landskabsurbanismen således et modsvar til efterkrigsmodernismens planlægning, der havde svært ved at favne det uventede og foranderlige.

Landskabsurbanismen indebærer, at den traditionelle alliance mellem arkitektur, urban design og byudvikling udvides med kendskab til levende natur, til vand- og vind, økologiske kredsløb, energipolitik, folkesund hed og bæredygtighed. Landskabsurbanisme dækker over voids i storbyen, grønne byer med landskab på tage og facader, vindrum og byrum med stormfl odsbassiner og omdannelse af industriområder.  

Den traditionelle klassiske by med sin deling mellem det historiske centrum med gader, torve og parker inden for murene og forstæder, produktions- og søndagslandskaber uden for, har udlevet sin tid og den grænseløse by er ved at tage form. Landskabet har fået en nyopdaget relevans, ikke som pittoresk baggrund for bebyggelse, men som en medspillende kraft, der sammen med finansmarkeder og planlægningsreguleringer former byerne.

Hollandske eksempler

Mens disse teorier blev formuleret på nordamerikanske universiteter, kun ne de, kombineret med praksis, studeres på det europæiske kontinent - i særdeleshed i Holland, Spanien og Frankrig. Det er Rem Koolhaas, der har været inspirator i denne udvikling, siden han udtrykte, at arkitektur ikke længere var den urbane ordens primære element, men at det i højere grad var landskabet.

Adriaan Geuze synliggjorde i begyndelsen af 1990’erne de økologiske problemer gennem funktion og proces ved at kombinere et rekreativt brug af landskabet med fødekæder og affaldsdeponering og andre for samfundet nødvendige aktiviteter. Landskabstyper som bakker, heder og skove indgår i hans værker, ikke som repræsentationer for det tabte land, men som middel til at synliggøre og afhjælpe økologiske problemer.

Geuze er af den overbe visning, at grænserne mellem byplanlægning, ar kitektur, design, landskabsarkitektur og havekunst har mistet deres relevans. Selv siger han, at han beskæftiger sig med det bondeland, som bon den ikke mere bryder sig om, og ind stiller dermed fagene til en ny tid med forandringer i byen og på landet.

Eksempelvis har Amsterdams lufthavn Schiphol udviklet sig til »en iscenesat naturtilstand, en form for ursuppe, hvor arterne  først langsomt vinder specifi kke og individuelle træk. De træer, der startede i et besluttet system har udviklet sig til natur, næsten efter Darwins lov om survival of the fi ttest«. En ny skov af papirbirke danner et vildnis mellem storbyens terminal-, parkeringsog cargobygninger, garager og infrastrukturer med en bund af bulede grusbelægninger, der invaderes af naturens egne svampe.  

Tegnestuen MVRDVs teori er, at hvis vi kan skabe omgivelser, som kan nedbrydes eller fjernes, så kan vi forandre de bymæssige mål inden for relativt kort tid. Vi er bedre stillet, hvis vi kan forestille os en lettere urbaniseringsmåde, en som kan betragtes som mindre designet, mindre regulerende, mere fri, en urbanisme som manifesterer sig i noget temporært snarere end i en fastfrosset, evig form, en urbanisme som dyrker det uventede.

Den spørger om vi virkelig skal betragte alt urbant stof som permanent; om alle bygninger virkelig er så smukke og værdifulde, at det er nødvendigt at arbejde med dem, som om de var monumenter. Siden de fleste nye bebyggelser ikke kan betegnes som smukke og ikke besidder evig værdi, kan gigantiske tomrum og mange fantasier opstå, og store arealer i byerne kan brydes ned og genskabes. Eksisterende byer får mulighed for at opløses i landskab.

MVRDVs »Urbanism light« kan udmønte sig i campinglande med en mængde små huse med hjemmearbejdspladser, der tilsammen danner en stor supercamp, hvor der er feriestemning hver dag, græs på vejene i stedet for asfalt, økologiske vandløb i stedet for ledninger osv.

Dyrkningskunsten

Landskabsurbanisme er ikke landskabs arkitektur. Den er en måde at planlægge byen. Den kan få lidt hjælp fra vennen landskabsarkitektur og dennes særlige aspekt; dyrkningskunsten.

Når vi skal fi nde et bæredygtigt, betydningsbærende og begribeligt sprog til omdannelse af det urbane landskab, er der hjælp at hente i dyrkningskunsten. Den har indbygget respekt for skabelsen, begyndelsen og fornyelsen. Dyrkningskunsten kender til forandring og bevægelse. Den kommunikerer oprindelse, omgivelser tid og sted. Den er udtryk for mødet mellem menneske og natur. Den er kultur forstået som resultatet af kultivering. Den kan i ét sprog signalere initiativ, vækst, udvikling og handling og i et andet balance, modenhed og væren. Den ideelle form for dyrkning skaber værdier uden at ødelægge og udnytte.

Teori og metode kan kan bruges til at omdanne urbane og sociale tomme rum til landskaber af farverige blomster, lys og vand. Som den katalanske arkitekt Enric Miralles sagde om sin Parc Colores i Barcelona: »Et sted hvor det regner hver morgen – tidligt.«

Kilder:
Mostafavi, M. & Najle, C. (eds.) 2003: Landscape Urbanism - A Manual for the Machinic Landscape. London: Architectural Association.
Waldheim, C. (ed.) 2006: The Landscape Urbanism Reader. New York: Princeton Architectural Press.

Videnblad nr.: 03.00-07
Forfatter: Malene Hauxner