Dato: 01-04-2008 | Videnblad nr. 03.00-10 Emne: Generelt

Kulturmiljø: Mere end bygninger

En væsentlig årsag til Christianias popularitet langt ud over Danmarks grænser er, at stedet står som stedfortræder for hippiebevægelsens kultur verden over. Christiania fungerer som en globaliseret »erindringsprotese«, der ikke er udpeget af eksperter men af mange enkelte individer. Christiania er et eksempel på, at kulturarv og historie er blevet til sociale fænomener, hvor historien i stigende grad forankres i erindringer og personlige erfaringer.  

Var det sådan her Bådsmandsstræde Kaserne ville have set ud, hvis det ikke var blevet til Christiania i 1970-erne? Kommunens planer for området ville have medført andre omdannelser af det tidligere militærområde end dem, beboerne har stået for kontinuerligt i de seneste årtier. Men kan man dermed hævde, at fristadskulturen har »reddet« kasernens arkitektur og landskab? Illustration: Kasper Riisholt

Var det sådan her Bådsmandsstræde Kaserne ville have set ud, hvis det ikke var blevet til Christiania i 1970-erne? Kommunens planer for området ville have medført andre omdannelser af det tidligere militærområde end dem, beboerne har stået for kontinuerligt i de seneste årtier. Men kan man dermed hævde, at fristadskulturen har »reddet« kasernens arkitektur og landskab? Illustration: Kasper Riisholt

Moderne kommunikationsteknologi spreder historiske myter, billeder og fortællinger over hele verden og bidrager dermed til en globalisering af kulturarven. Denne spredningsproces gør, at vi hurtigere og hurtigere historiserer nutidige erfaringer, som så naturligvis også bliver relevante i et bevaringsøjemed. Fra at være en lukket beholder for historien er kulturarven dermed blevet til en uudtømmelig kilde for udviklingen af identitetsgivende steder.

Tendensen til at inddrage bevaring i identitetsudvikling bliver tilskyndet af den stigende internationale og nationale konkurrence om skatteborgere og erhverv mellem byerne. Gennem bevaringspolitik ønsker vi ofte ikke længere primært at beskytte lokal kulturarv mod den globale integration. Tværtimod er kulturarven i dag en attraktiv vare på et globalt marked. Historiske byrum og bygninger er derfor blevet en væsentlig brik i byernes identitetsudvikling og branding. Også argumentationen for bevaringen af Christiania støtter sig ikke mindst til områdets oplevelsesøkonomiske værdi som turistmål i København.

Foryngelse af kulturarven

Siden slutningen af anden verdenskrig er der sket gennemgribende forandringer af vores fysiske omgivelser. Vejinfrastruktur, industrianlæg, velfærdsstatens institutioner, almene boligområder og parcelhuskvarterer udgør i dag den største del af vores livsverden. 70 % af det byggede miljø i Danmark er opført efter 1945. Hastigheden med hvilken de socioøkonomiske forandringer har fundet sted efter anden verdenskrig har ikke blot ført til mange og hastige fysiske transformationer, men også, i kraft af deres natur, til en fortsat foryngelse af kulturarven.

Ifølge loven kan vi i Danmark frede bygninger af væsentlig arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi, som er over 50 år gamle. Men denne afgrænsning forekommer vilkårlig og i stigende grad uvedkommende i forhold til hvad samfundet reelt finder bevaringsværdigt. I dag interesserer vi os ikke blot for arkæologiske fundstykker og historiske bygninger, der er opført før krigen, men også for boligområder fra vores egen barndom i 1970’erne.

På Christiania møder du dem overalt. Bunkerne. Hvor end man bevæger sig hen, indtager de synsfeltet og gør krav på opmærksomhed. Kan Christianitternes måde at bytte, recirkulere og opbevare ting i byrummet på inddrages i diskussionen om, hvad der er karakteristisk for området og dermed bevaringsværdigt? Illustration: Line Kjær, Anne Nielsen & Linda Ziade

På Christiania møder du dem overalt. Bunkerne. Hvor end man bevæger sig hen, indtager de synsfeltet og gør krav på opmærksomhed. Kan Christianitternes måde at bytte, recirkulere og opbevare ting i byrummet på inddrages i diskussionen om, hvad der er karakteristisk for området og dermed bevaringsværdigt? Illustration: Line Kjær, Anne Nielsen & Linda Ziade

Kulturarv som socialt fænomen

Samtidig er kulturarv og historie mere end nogensinde blevet til sociale fænomener. Historien af steder, landskaber og byer bliver i stigende grad forankret i erindringer og personlige erfaringer. I slutningen af 1980’erne introducerede det dansk udviklede system til registrering af byer og bygningers bevaringsværdi SAVE (Survey of Architectural Values in the Environment) for første gang en kulturhistorisk værdi som kriterium for udvælgelse. SAVE skulle i modsætning til den mere elitære fredning af enkeltbygninger omfatte de by- og gadebilleder, som indgik i borgerens hverdagslige æstetiske erfaring.

SAVE åbnede dermed op for en udvidet forståelse af bevaringens genstand fra objektbevaring til miljøbevaring i bred forstand og lagde samtidig op til en demokratisering af bevaringens praksis.

»Næsten parallelt med de urbane strukturers spredning, udbreder kulturarven sig i vores tid som et ekspanderende væv af bygninger, spor, mindesteder, historiske fortællinger og symboler, et væv i hvilket nye objekter, steder, erindringer og betydning kontinuerlig er vævet ind.«

Med disse ord beskriver Jan Kolen, hvordan mængden af kulturarv konstant bliver øget i disse år. Historiske fortællinger og billeder, som tidligere var tæt forbundet med fysiske steder, er blevet transportable. De cirkulerer hurtig og er let tilgængelig i samfundet via filmatiseringer, genfortællinger og genopførsler andre steder end de originale begivenheders arenaer.

Historie som oplevelse

I Danmark flytter teaterforestillinger historiske fortællinger til nye steder. Det Kongelige Teater flytter fx »Gyngehøvdingen« fra Sydsjælland til Dyrehavsbakken. Lejre Forsøgscenter iscenesætter den historiske virkelighed fra oldtiden i et kunstigt oplevelsesmiljø. Og Tøjhusmuseet i København opfører hvert år ridderturneringer i børnenes efterårsferie. Historiske begivenheder bliver på denne måde tilsyneladende mere virkelige og antager i nogle tilfælde nærmest karakter af egen erfaring.

Fra blot at betragte fortiden på afstand bliver vi nu i højere grad draget ind i en verden af oplevelser. Samtidig forandrer disse genfortolkninger af historien vores opfattelse af fortiden. Det er ikke længere formidlingen af den faktiske historie, der står i centrum men den direkte erfaring af historien. Historiske begivenheder, vi ikke selv har været en del af, kan på denne måde blive til personlige erindringer.

Hippiekulturens stedfortræder

En væsentlig årsag til Christianias popularitet langt ud over Danmarks grænser er, at stedet står stedfortrædende for hippiebevægelsens kultur verden over. Christiania fungerer som en globaliseret »erindringsprotese«, der ikke er udpeget af eksperter men af mange enkelte individer.

På Christiania er de mangfoldige myter om stedet blevet uadskilleligt sammenflettet med Christianias faktiske historiske udvikling og ikke mindst med vores erfaring af stedets aktuelle virkelighed her og nu. Samtidig har området, siden Bådsmandsstræde kaserne blev besat til beboelse i 1972, fungeret som et laboratorium for alternative former for omdannelse af eksisterende bygninger og byrum. At bringe Christianias særpræg videre ind i fremtiden, og ikke mindst at give mulighed for at fortsætte stedets kontinuerlige forandring, kræver en bevaringsindsats, der ikke alene tager udgangspunkt i stedets særegne arkitektur men også i de alternative praksisser, som har skabt det. Christiania rejser spørgsmålet, om man kan frede en praksis – en mulighed, der ikke kan rummes af de eksisterende bevaringsværktøjer.

Dette er en forkortet version af introduktionen til bogen »Forankring i forandring. Christiania og bevaring som ressource i byomdannelse« ved Anne Tietjen, Svava Riesto og Pernille Skov. Læs mere i Videnbladet »Bevaringsstrategier for et anderledes byrum« nr. 3.14-5.

Kilde:
Anne Tietjen, Svava Riesto og Pernille Skov (Red.) 2007: Forankring i forandring. Christiania og bevaring som ressource i byomdannelse. Arkitektskolens Forlag. Kan bl.a. købes på www.arkfo.dk.



Videnblad nr.: 03.14-06
Forfattere: Anne Tietjen, Svava Riesto og Pernille Skov

© Copyright. Eftertryk ikke tilladt