Dato: 25-04-2017 | Videnblad nr. 03.00-24 Emne: Generelt

Fra parkering til park

Kunstnergruppen Rebar skabte i 2005 med deres PARK(ing) aktion et stærkt indspark i diskussionen om, hvordan vi værdisætter og fordeler det offentlige rums arealer. Ved at leje en parkeringsplads til en midlertidig park fik de demon­stre­ret, at det er muligt at omdanne gaderum til grønne miniparker. Deres aktion blev kimen til den internationale Park­(ing) Day og en mærkesag for flere gode små opholdssteder i byen. 

Første PARK(ing) aktion fandt sted i San Francisco i 2005 iværksat af landskabsdesigngruppen Rebar Group. Foto: Rebar Group

Første PARK(ing) aktion fandt sted i San Francisco i 2005 iværksat af landskabsdesigngruppen Rebar Group. Foto: Rebar Group

Grøn aktion på p-plads

Hvorfor koster det kun 25 cent at leje 10 kvadratmeter areal til sin bil, når grundpriserne i San Francisco ellers er så tårnhøje? Tre unge landskabsarkitekter fra kunstnergruppenRebar undrede sig over, at bilerne fik så meget plads i byen til en meget billig pris samtidig med at grønne områder til ophold var så sparsomme. Kunne p-pladsens areal ikke lejes til andre kreative formål end passiv opbevaring af biler?

En dag i 2005 skabte de derfor en aktion der for en stund forvandlede en parkeringsbås til en minipark. Med rullegræs, bænk og træ, penge i parkometeret og et sirligt optegnet skilt med påskriften ”2 HOUR PARK(ing) brought to you by REBAR” etablerede de et ikonisk grønt rum. Derefter krøb de i skjul for at følge dagens gang i den nyanlagte minipark. Det virkede. Forbipasserende slog sig ned, læste avis, spiste frokost eller tog blot et lille hvil fra byens hektiske liv. 

Rebars aktion var uskyldig, men samtidig også et meget klart politisk statement om, at biler fylder for meget i byerne og at vi bør generobre gaderne med nye grønne opholdsrum. De ønskede at rejse en diskussion af byens værdibegreber, når det gjaldt prioritering af brugen af de offentlige arealer. 

En lille film samt fotos fra dagens intervention spredte sig på de sociale net-medier, og hurtigt fik fortællingen om parkeringspladsen, der blev til park, omfattende opmærksomhed i medierne. 

Eksempel på en PARK(ing) Day installation, hvor en parkeringsplads for en dag omdannes til en lille park.

Eksempel på en PARK(ing) Day installation, hvor en parkeringsplads for en dag omdannes til en lille park.
Foto: www.flickr.com/groups/worldparkingday

900 parkeringsparker årligt

I tiden efter blev kunstnergruppen inviteret til at etablere flere midlertidige parkeringsparker i byen. Men frem for selv at skabe nye PARK­(ing) installationer valgte de at udlægge metoden som open source. Med et sæt grundregler og en årlig PARK(ing) Day kunne alle bidrage til at omdanne parkometer betalte p-pladser til midlertidige parker. Den 3. fredag i september er nu international Park(ing) Day og hvert år skabes omkring 900 parkeringshaver i byer verden over. Et væld af både smukke, sjove og sociale miniparker er opstået ud af den proces. Med græsmåtter, planter, legeredskaber, paller og opholdsmøbler har alverdens fantastiske lommeparker for en dag tilføjet byens gaderum en smule mere løjerlighed, poesi og nye mødesteder. Det kreative udtryk går hånd i hånd med grønne strategier, nye oplevelser og et politisk manifest. Alle parker fejres og formidles gennem den fælles digi­tale platform parkingday.org, hvor man også finder how-to guides og gode råd til selv at gå i gang. Visionen, om at bilernes arealer kan gøre mere gavn som grønne lommeparker i byerne, er nu sået mange steder.

Innovative byudviklingsmetoder

Inspireret af PARK(ing) Day projektet iværksatte The City of San Francisco i 2009 programmet Pavement to Park. Indsatsen gik ud på at omdanne overskydende vejarealer til nye lokale byrum og åbne op for en mere undersøgende og eksperimenterende tilblivelsesproces uden et tungt og langsommeligt bureaukrati. Hellere bygge hurtigt med enkle materialer og så undersøge kvaliteten efterfølgende frem for en lang og omstændelig designproces. Det skabte mulighed for at teste samarbejdsformer, udformning og brugsmønstre i det offentlige rum med det samme. 

Fra parkeringsplads til fortovshave

Et af de Pavement to Park initiativer, der direkte oversatte PARK- (ing) Day fænomenet til nye byrum, er Parklet programmet. En parklet er en semi-permanent version af PARK(ing) Day haven, hvor opholdszoner etableres i en parkeringsbås langs fortovet og udvider fodgængerens rum. Foreninger, borgere og erhvervsdrivende kan ansøge kommunen om tilladelse til at etablere deres egen Parklet. Det er de lokale selv, der står for at etablere og vedligeholde arealet som altid skal være offentligt tilgængeligt. Det betyder at når en kaffebar får skabt et udemiljø omkring fortovet, så skal pladsen være mulig at bruge for alle.

Mere en 50 Parklets er blevet etableret i San Francisco siden 2010 og flere kommer til løbende. I en by hvor der er sparsomt med grønne arealer og pladser, som vi kender det fra den klassiske europæiske by, har Parklets i den grad beriget byen med mere gadeliv og flere grønne opholdslommer. Ser man isoleret på det enkelte lille byrum, er det måske svært at tale om en park, men hver enkelt plads er en del af et større system, som vokser sig til en særlig type af uderum i byen.

Kommunen har udarbejdet klare retningslinjer for, hvordan man kan skabe sin egen Parklet. Det skal være med til at få folk på banen, der ikke nødvendigvis kan overskue den planlæggerjungle, der kan opstå, når et offentligt tilgængeligt byrum skal iværksættes og godkendes. En anden vigtig rolle spiller kommunale nøglepersoner, de såkaldte ”guerilla bureaukrater”1 som John Bela, en af hovedkræfterne bag Park(ing) Day, kalder dem. De fungerer som interne fødselshjælpere, der ser muligheder i at ændre den ”organisatoriske dna”1, og som tør gå taktisk til værks inden for deres egen organisation og skabe rum for nye projektformater som Pavement to Park og Parklets. Det nye her er nemlig, at de små parkrum udvikles i et samspil mellem det offentlige og det private og lokale. 

Parklet, et program hvor borgere kan bygge egne semipermanente vejsidehaver henover p-arealer. Her 3876 Noriega Street Parklet, San Francisco ved Devil’s Teeth Baking af Matarozzi Pelsinger Design + Build. Foto: SFPD

Parklet, et program hvor borgere kan bygge egne semipermanente vejsidehaver henover p-arealer. Her 3876 Noriega Street Parklet, San Francisco ved Devil’s Teeth Baking af Matarozzi Pelsinger Design + Build. Foto: SFPD

Den lille plads som en del af noget større

Processen viser, hvordan en aktivistisk handling kan blive til et globalt fænomen og ikke mindst til en ny type planlægningsredskab for flere grønne mødesteder i byen. En god ide udtænkt og iværksat af tre landskabsaktivister har udviklet sig til en international begivenhed og til en byrumsstrategi for nye grønne lommer. Det særlige er, dels at de peger på p-pladser som steder, der kan forvandles til miniparker og bidrage til fortovslivet, og dels at der åbnes op for en metode, hvor borgere og lokale aktører får mulighed for selv at designe, bygge og forvalte små offentlige uderum. Det giver en stor variation i gadebilledet, når hver Parklet fremtræder som sit eget unikke værk. Processen er et godt eksempel på hvordan byudviklingen kan forny sig, når offentlige instanser, private erhvervsdrivende og grønne ildsjæle tænker ud af boksen og eksperimenterer i fællesskab.


Kilder:
parkingday.org
pavementtoparks.sfplanning.org
1) nextcity.org/daily/entry/hacking-public-space-designers-parking-day


Videnblad nr.: 03.00-24
Forfattere: Bettina Lamm og Anne Wagner

© Copyright. Eftertryk ikke tilladt