Dato: 01-12-2007 | Videnblad nr. 04.01-01 Emne: Landskabsudvikling

Landbrug i bynære områder

De bynære landbrugsområder er i disse år under store forandringer. En undersøgelse fra Skov & Landskab viser, at landbrugsstrukturen ændres i retning af flere fritidslandmænd og færre fuldtidslandmænd. Disse forandringer fører dels til ekstensivering af landbrugsproduktionen, og dels til en forandring af landskabskarakteren. Konsekvensen af udviklingen kan blive, at områderne mister kvaliteter, og at grænserne mellem land og by sløres.

De bynære landbrugsområder er prægede af fritidslandbrug med får og heste. Derimod skal man lede længe efter produktionsdyr som kvæg og svin.

De bynære landbrugsområder er prægede af fritidslandbrug med får og heste. Derimod skal man lede længe efter produktionsdyr som kvæg og svin.

Historisk set har de bynære landbrugsområder været præget af en mere intensiv landbrugsproduktion end de øvrige landbrugsområder. Nærheden til byen betød kort afstand til byens fødevaremarked, servicefunktioner og arbejdsmarked, hvilket skabte gode vilkår for at drive landbrug. I dag har nærheden til byen en anden betydning, og fuldtidsbruget er under stigende pres fra andre erhverv og andre funktioner. Områderne er bl.a. eftertragtede blandt de byboer, der ønsker at flytte på landet for at få jord under neglene og have plads til et par heste eller nogle får.

Undersøgelse i Hovedstadsregionen

Udviklingen i bynære landbrugsområder er især belyst i Hovedstadsregionen, hvor der er gennemført tre detaljerede undersøgelser i otte udvalgte områder. Den første undersøgelse blev gennemført i 1984, og den belyste udviklingen i perioden 1974–1984. Siden hen er undersøgelsen fulgt op af to nye undersøgelser i henholdsvis 1994 og 2004. Samlet set giver undersøgelserne et detaljeret billede af de seneste 30 års udvikling i de bynære landbrugsområder i Hovedstadsregionen. De undersøgte områder fordeler sig med tre områder nord for København, to områder vest for København og tre områder syd for København. Undersøgelserne viser den samme tendens i alle de undersøgte områder – en tendens i retning af færre fuldtidslandbrug, mindre husdyrhold og færre arealer i omdrift. Udviklingen er mest fremskreden i de tre nordlige områder (se tabel 1 og 2), hvilket kan hænge sammen med områdernes kuperede og varierede landskaber, der gør områderne attraktive for beboelse og samtidig mindre eftertragtede til landbrug.

Landbrugsstrukturen

Overordnet set er andelen af fuldtidslandmænd faldet i alle de undersøgte områder, hvorimod andelen af fritidslandmænd er steget. Andelen af fuldtidslandmænd er i gennemsnit faldet fra 26 pct. i 1984 til 8 pct. i 2004, mens andelen af fritidslandmænd er steget fra 38 pct. til 49 pct. Sideløbende med faldet i andelen af fuldtidslandmænd ses et stort ejerog brugerskifte i områderne. I perioden 1994–2004 er der kommet nye ejere på ca. 1/3 af ejendommene og nye brugere på ca. halvdelen af arealerne. Den stigende andel af nye brugere indikerer, at landbrugsstrukturen er relativ ustabil med en stor andel af forpagtede arealer og hyppige skift i forpagtninger, ligesom det kan skyldes, at der i stigende grad investeres i ejendomme uafhængig af deres landbrugsmæssige funktioner. Medens man i 1984-undersøgelsen kunne konstatere, at der var gode vilkår for at drive landbrug i bynære områder, har dette ændret sig til at fuldtidsbruget næsten er forsvundet. Dette er først og fremmest sket, fordi prisniveauet for ejendommene er blevet for højt.

Arealanvendelsen

Gennem de seneste 30 år er der sket en gradvis ekstensivering i områdernes arealanvendelse således, at områdernes omdriftsareal i dag ligger betydeligt under landsgennemsnittet (se tabel 1). Ekstensiveringen har været særlig stor i de nordlige områder, hvor omdriftsarealet er faldet fra 88 pct. af de dyrkede arealer i 1984 til 69 pct. af de dyrkede arealer i 2004. Til sammenligning var landsgennemsnittet i 2004 på 87 pct.(tabel 1). Der er dog ikke sket så stor en ekstensivering i arealanvendelsen, som man kunne forvente på baggrund af faldet i fuldtidslandbrug. Det hænger bl.a. sammen med, at der fortsat er mange arealer, som forpagtes til fuldtidslandmænd, og disse fuldtidslandmænd driver de forpagtede arealer lige så intensivt som deres øvrige arealer.

Tabel 1: Arealanvendelsen i 2004 vist som procent af dyrkede arealer i de undersøgte områder, Hovedstadsområdet og hele landet.

Nordlige

områder

Sydlige

områder

Centrale

områder

Hovedstads-området

Hele landet

Omdrift

69,2

83,9

80,8

84,6

87,2

Brak

6,0

8,2

9,9

6,5

6,5

Vedvarende græs

23,9

7,7

7,6

7,6

5,7

Gartneri-produktion

0,8

0,2

1,7

1,3

0,7

Dyreholdet

Gennem de seneste 30 år er tætheden af produktionsdyr gradvist faldet i de bynære områder. Det betyder, at tætheden af produktionsdyr er lavere i Hovedstadsområdet end landsgennemsnittet. Ser man bort fra et par store svinefarme i to sydlige områder, har de undersøgte områder et mindre husdyrhold end Hovedstadsområdet som helhed (tabel 2). Det gælder dog ikke for heste og får. Sammenlignet med såvel Hovedstadsområdet som landsgennemsnittet er de undersøgte områder således særdeles påvirkede af fritidslandbrug.

Tabel 2: Antallet af dyr per 10 hektar dyrket areal i de undersøgte områder, Hovedstadsområdet og hele landet i 2004.

Nordlige

områder

Sydlige

områder

Centrale

områder

Hovedstads-området

Hele landet

Køer

0,2

0,5

0

0,9

2,5

Hornkvæg

1,1

1,1

0,6

2,4

6,2

Svin

1,2

31,2

4,8

6,1

18,2

Høns

2,7

0,8

2,6

14,5

61,0

Får

1,6

0,6

0

1,2

0,5

Heste

2,1

0,7

0,6

0,6

0,1

Kvaliteter forsvinder

Samlet set kan det konkluderes, at de bynære landbrug generelt er under store forandringer i disse år – funktionelt såvel som strukturelt. Områderne præges af ekstensivering, og hvis de få tilbageværende fuldtidslandmænd helt forsvinder fra områderne, vil produktionslandbruget få vanskelige vilkår, fordi forpagterne dermed også vil være væk. Områderne kan i så fald udvikle sig til en blanding af eksklusive boligområder, alternative erhvervsarealer, rekreative arealer og heste-fritidslandbrug. Hermed vil bygrænsen gradvis blive uklar, og områderne kan miste nogle af de kvaliteter, der er knyttet til den skarpe grænse mellem by og landbrugsland. Det være sig kvaliteter der er identitetsskabende for byen/ bydelen, og som bl.a. består i kort afstand mellem byen og landet, at udsigter til og fra byen er sikret mv. Desuden vil selve landbrugslandet dels blive mindre åbent, og dels miste nogle af de kvaliteter, som knytter sig til et aktivt landbrug i form af markarbejde,  afvekslende afgrøder mv. I kommuneplanen vil man kun i begrænset omfang kunne tilgodese et investerende landbrug. Dette kan ske ved at undgå udstykning af jordbrugsparceller i byregioner og ved at lægge restriktive rammer for landzoneadministration. Yderligere kan man i sine konkrete byudviklingsplaner tage hensyn til landbrugstrukturelle forhold, herunder undgå at »afskære« vigtige landbrugsarealer fra tilgrænsende bedrifter samt at opdele sammenhængende ejendomme.

Kilde:
Primdahl, J.; Busck, A.G. & Lindemann, C. (2006): Bynære landbrugsområder i Hovedstadsregionen 2004. Forest & Landscape Research, No. 37. Skov & Landskab.



Videnblad nr.: 04.01-01
Forfattere: Casper Lindemann, Jørgen Primdahl og Anne Gravsholt Busck

© Copyright. Eftertryk ikke tilladt