Byudvikling og bynære landbrugsområder

De bynære landbrugsområder er under voksende indflydelse fra urbant relaterede funktioner som bolig, friluftsliv og turisme samt erhverv som håndværk, industri og service. Udviklingen hænger sammen med en generel urbanisering af det åbne land, men bliver samtidig forstærket af en række lempelser i Planlovens landzonebestemmelser. Denne udvikling strider imod Planlovens intentioner om at hindre spredt bebyggelse i det åbne land og sikre en skrap grænse mellem by- og landområder.

Grænsen mellem land og by udviskes gradvist i takt med, at byboere og erhvervsdrivende flytter ind i tidligere landbrugsejendomme, hvor de indretter boliger eller virksomheder.

Uden planlægning og regulering af byvæksten ville det åbne land, og især de bynære områder, være sårbar over for spekulation, kaotiske byggemønstre og andre uønskede byudviklingstræk. I Danmark er disse problemer især presserende for Hovedstadsregionen. Allerede i 1940’erne var man opmærksom på denne problemstilling. Visionen for Københavns Fingerplan fra 1947 var bl.a., at byvæksten i regionen skulle samles langs transportårer og styres, så de nye bydele fik let adgang til det åbne land. I de første mange år havde Fingerplanen kun begrænset effekt på byudviklingen, idet der ikke fandtes effektive styringsinstrumenter. Med By- og landzoneloven i 1970 fik man dog nogle styringsredskaber. Formålet med loven var bl.a. at sikre en bæredygtig udvikling samt at beskytte landskabelige og rekreative værdier. Lovens formål er stadig gældende, idet den er indbygget i Planlovens § 1, stk. 1 og 2, ligesom der i 2007 er vedtaget en ny udvidet udgave af Fingerplanen med status som landsplandirektiv.

Gradvis og skjult urbanisering

Undersøgelser viser imidlertid, at de seneste år har været præget af en gradvis urbanisering i den bynære del af landzonen. Udviklingen skyldes en kombination af alsidige interesser i områderne, stor efterspørgsel på ejendomme i områderne og en række lempelser i Planlovens landzonebestemmelser. Siden 1984 har forskere ved Skov & Landskab gennemført tre kontinuerlige undersøgelser af udviklingen i otte bynære landbrugsområder i Hovedstadsregionen. Hver af disse undersøgelser belyser en 10-årig periode. Samlet set får man derfor et detaljeret billede af de seneste 30 års udvikling (se Videnblad 4.1-1). Undersøgelserne viser den samme tendens i alle de undersøgte områder – en tendens i retning af flere urbant relaterede funktioner.

Selve byvæksten i områderne er relativ begrænset, men mange byboer og erhvervsdrivende opkøber ejendomme og indretter boliger, virksomheder og hobbylandbrug i de tidligere landbrugsejendomme. Hermed får de bynære landbrugsområder gradvis mere urban karakter. Udviklingen er kommet længst i områderne tættest på Københavns centrum (tabel 1), men de omtalte forandringer finder sted i hele Hovedstadsregionen.

Egentlig byvækst er begrænset

De undersøgte områder, der i 1984 blev udvalgt som bynære landzoneområder uden planer for byvækst, er siden 1984 kun i meget begrænset omfang inddraget til egentlige byformål. De tilgrænsende byer er dog vokset i andre retninger. Det samlede undersøgte byareal er således vokset med 21 pct. fra 1984 til 2004. Byvæksten er i varierende grad foregået i overensstemmelse med kommuneplanernes vækstrammer, og den helt overvejende del af byvæksten har fundet sted inden for lavt prioriterede landskabsområder. Således har selve byvæksten ikke givet de bynære landbrugsområder væsentlig mere urban karakter.

Nye erhverv og nye anvendelser af bygninger

Generelt kan der konstateres en stigende anvendelse af landbrugsejendomme til ikke-jordbrugsmæssige erhverv. Antallet af tomme landbrugsbygninger falder, ligesom andelen af landbrugsejendomme, der anvendes til ikke-jordbrugsmæssige erhverv stiger i de fleste områder såvel som i områderne som helhed (tabel 1). I områderne kan der samtidig konstateres en vækst i andelen af ejendomme, hvorpå der er foretaget nybyggeri (tabel 1). Endelig viser undersøgelsen, at der i de seneste år har været en markant stigning i omfanget af byggeri, målt som investeringsniveau. I fire områder er byggeriets omfang flerdoblet. Udviklingstendenserne i retning af øget ikke-jordbrugsmæssig erhvervsanvendelse og øget byggeri er måske undersøgelsens mest interessante, da de finder sted parallelt med en ekstensivering af landbrugs-produktionen. Sammenfattende er udviklingen udtryk for en øget urbanisering af de bynære landbrugsområder, som netop er de områder, hvor de enkelte byer grænser op mod det åbne land. Jo mere byggeri og jo mere det åbne land i de bynære områder anvendes til ikke-jordbrugsmæssige erhverv, jo mindre bliver forskellen mellem land og by.

Tabel 1. Andel af de undersøgte områders ejendomme hvorpå der er tilknyttet andre erhverv end landbrugsdrift, andel af ejendomme hvor en eller flere driftsbygninger benyttes til anden anvendelse end landbrug, samt andel af ejendomme med nyt byggeri. Områderne er fordelt efter afstanden til Københavns centrum. Tallene skal læses således, at 44 % af 45 landbrug tæt på København i 1994 havde ”andet erhverv” på ejendommen.

Som det fremgår af tabel 2 har antallet af landzonesager været relativt stabilt frem til omkring årtusindeskiftet, men fra 2000 til 2005 stiger antallet imidlertid til det dobbelte (tabel 2). Stigningen skyldes formentlig flere forhold, herunder en række ændringer af Planlovens landzonebestemmelser fra 2002 kombineret med en generel stigning i byggeriet. Ændringerne betyder, at det er blevet tilladt at indrette boliger og butikker i overflødige landbrugsbygninger samt gennemføre byggeri til udvidelse af eksisterende virksomheder. Af tabel 2 fremgår det, at en tredjedel af samtlige sager i den undersøgte 30-årsperiode, er sager fra den seneste 5-årsperiode, hvis man medregner de anmeldelser, som ville have krævet en landzonetilladelse før 2002. Stigningen kan ses som et stigende urbaniseringspres, idet der især er tale om stigninger i udstykninger, nye bebyggelser og ændret arealanvendelse.

Tabel 2. Antallet af landzonesager i de undersøgte bynære områder fra 1975-2004 fordelt på 5-årsperioder. Af hensyn til sammenligneligheden over tid er der i parentes angivet tal for sager, som ville have været landzonesager (dvs. §-35 sager) før 2002, men som i dag er anmeldt efter §-36 stk. 1 nr. 12 og 13 eller §-37.

Konsekvenserne af de beskrevne udviklingstræk kan blive, at områderne mister nogle af de kvaliteter, der er knyttet til den skarpe grænse mellem by og landbrugsland. For eksempel øges den afstand byboerne skal tilbagelægge for at kunne opleve de landlige kvaliteter – herunder ro, åbne vider og bølgende kornmarker. Undersøgelsens resultater giver derfor anledning til at overveje, om der bør gælde andre og strammere landzonebestemmelser for bynære områder end for den øvrige del af det åbne land. Eksempelvis kunne man forestille sig, at byregionerne fik en særlig landzone, som ikke rummede de lempelige vilkår for ikke-jordbrugsmæssig erhvervsvirksomhed, og indretning af nye boliger. Til gengæld kunne man i disse områder ære interesseret i øgede adgangsmuligheder til det åbne land, så bybefolkningen kunne nyde godt af nærheden til åbne og grønne områder.

Kilde:
Primdahl, J.; Busck, A.G. & Lindemann, C. (2006): Bynære landbrugsområder i Hovedstadsregionen 2004. Forest & Landscape Research, No. 37. Skov & Landskab.

Videnblad nr.: 04.01-02
Forfattere: Jørgen Primdahl, Anne Gravsholt Busck og Casper Lindemann

© Copyright. Eftertryk ikke tilladt