Nyt entreprenørskab påkrævet i yderområder

Nedlagt landbrug bliver indrettet til nyt internationalt udviklingsfirma.

De lokale samfund i landdistrikterne har tradition for at tage mange initiativer og at gå sammen om at løfte opgaver. I nyere tid har det bare ikke handlet så meget om at skabe nye erhverv og beskæftigelse, hvilket ellers synes mere relevant end nogensinde.

Udfordringen

Afvandring fra landdistrikterne og især fra yderområderne anses af mange for at være en voksende og blivende kendsgerning. Hyppigt anføres det, at der bør planlægges for lukning af landsbyer og at afvandringen i det hele taget skal planlægges til at foregå på en smidig og sober måde. At dømme efter de fleste forudsigelser har udviklingen uden for de største byer i hvert tilfælde brug for en saltvandsindsprøjtning, hvis der skal finde udvikling sted. Det er i øvrigt tankevækkende, at nedgang i befolkningstal anses for at være afvandring i egenskab af fraflytning. Ofte kan et faldende befolkningstal i stedet dække over, at antallet af fødsler er lavere end antallet af døde (pga. alder), mens tilflytning kan være større end fraflytning. Problemstillingen er således i virkeligheden mere nuanceret, og dermed også perspektiverne for fremtiden.  

En grundforudsætning, som de lokale samfund under alle omstændigheder ofte er i bekneb for, er økonomisk dynamik og noget at leve af. Mange (attraktive) arbejdspladser er tabt de senere år og udviklingen i iværksætteri på ’normal vis’ kan åbenbart ikke kompensere herfor. Selv om der findes mange nye typer iværksættere – i øvrigt typisk tilflyttere – bevirker deres beskedne størrelse målt i beskæftigelse imidlertid, at der skal rigtig mange flere til, for at de gør en uomtvistelig   forskel (Tanvig, 2012). Tilflytning af større virksomheder virker slet ikke realistisk.  

Til gengæld er der rundt om i de mange lokalsamfund stadig en masse mennesker, der bestræber sig på at modvirke den negative udvikling, ligesom foreningslivet langt fra er dødt. Lokalt engagement, ildsjælekultur og begrebet ’social kapital’ er netop fortsat en styrke i de ellers betrængte områder.  Men det kniber med entreprenørskabet.

Kendetegn ved landdistrikternes styrker

Landdistrikternes styrker er: ildsjæle, projektmageri, foreningslivet og social kapital. Alle vegne møder vi ihærdige mennesker, som ønsker at gøre en forskel hver for sig eller sammen. For nylig blev det igen dokumenteret, at der i landdistrikterne er et stærkere lokalt sammenhold og interesse i at sikre f.eks. nærdemokrati end andre steder. Modstand mod systemet, og tendensen til centralisering i øvrigt, er tit en udløsende faktor for aktivitet i landdistrikterne, f.eks. i forbindelse med de to seneste kommunalreformer, hvor mange landsbyer har følt sig tilsidesat til fordel for centerbyerne: Man ønsker at vise livstegn, at blive synlig, at blive hørt. Mange projekter sættes i søen f.eks. med sikring af skole, købmand, forsamlingshus og landsbyforskønnelse i fokus.

Selv om foreningslivet historisk set har skiftet karakter og rolle fra at være mere funktionelt betinget, f.eks. omkring fælles tilvejebringelse af vandforsyning, er det i dag særligt aktiviteter i fritiden, som er omdrejningspunktet. Det er bl.a. idræt og samvær. Ligesom for projektmageriet er hver forening normalt også  gearet til bestemte enkeltformål og sjældent f.eks. til at agere proaktivt i skabelse eller sikring af lokalsamfundets generelle, og særligt den økonomiske, udvikling.   

Som det er i dag  nu, handler det lokale virke oftest om konkrete, spontane og overskuelige aktiviteter i hverdagslivet og om de ’hurtige successer’. Succesparametre omfatter almindeligvis omfanget af aktiviteter, projekter eller foreninger, snarere end hvordan de virker ind på udviklingen. F.eks. sættes  antallet af lokale foreninger op som et synonym for graden af lokal dynamik, ligesom antallet af foreninger også hyppigt gøres til en indikator på ’social kapital’.  Aktiviteternes virkninger på udviklingen i et længere perspektiv står altså mest tilbage som en trossag, bortset fra at være stærke symboler for ønsker om lokal eksistens og samvær. 

Et nyt kraftcentrum – heste i baghaven og international iværksætter i hovedhuset.

Et andet rum for udvikling – men man skal kunne agere i det

Vi har fået ind på rygmarven, at land styres af by og yderområderne af de store byer, med København som den førende her i landet. I den optik forudsætter udvikling som regel også såkaldte vækstcentre, og jo flere i kvantitet, jo større vækstpotentiale.  Med IT, andre nye logistiske systemer med tilhørende arbejdsdeling og nye samarbejdsformer, herunder i globale netværk, er de vante relationer mellem land og by eller mellem lille og stor ikke desto mindre blevet udfordret. Relationer mellem det lokale (landlige) steds ressourcer og andre steders (på kloden) kan f.eks. skabes direkte og uafhængigt af nærmeste (stor)by.

Det betyder, at der kan udvikles nye økonomiske tiltag: at små nye erhverv f.eks. kan samarbejde med andre erhverv andetsteds, at der kan inddrages nye markeder eller oplande og f.eks. tiltrækkes menneskelige ressourcer både virtuelt og fysisk. Vi kan beskrive det som en vertikal udviklingsakse, hvor lokale initiativer kan kobles op i et globalt univers.  Dermed opnås  adgang til nye, langt flere og større ressourcer og udviklingsmuligheder end der ellers synes til rådighed eller ’skulle deles om’ horisontalt eller inden for et givet område, f.eks. kommune, region, landsdel eller nation. Det gælder i øvrigt i by som på land.    

Men det bygger på en afgørende forudsætning – nemlig kompetencer.  ’Man’ skal kunne se, ville og fange potentialerne. Man skal kunne identificere, omsætte, bruge og markedsføre ’sig’ og bruge de stedlige ressourcer i det nye rum.

Lokal strategisk kapacitet

Man skal kunne få indflydelse og byde ind på en agenda, der ellers er anset for en ekstern virkelighed og noget alene for ’de store og stærke’ økonomiske og politiske spillere.  Her kalder vi det opnåelse af ’lokal strategisk kapacitet’.  Lokal strategisk kapacitet er altså mere end det at arbejde med de nære forhold og skabe liv og aktivitet i det lokale hverdagsliv. Til forskel fra den klassiske ildsjælekultur, ’projektmageriet’, foreningslivet og ’den sociale kapital’ skal man lokalt også kunne agere udadtil strategisk set og særligt tage fat om forudsætninger for og skabelse af lokal økonomisk udvikling.

I Videnblad nr 04.02.43 belyses begrebet ’lokal strategisk kapacitet’ og dets udfoldelse nærmere.

Læs mere:
Hanne Wittorff Tanvig (2012) Nyt brug af land – nye landbrugere – integrerende iværksætteri i landdistrikter. Planlægning og friluftsliv 30/2012, Skov & Landskab, Københavns Universitet.

Videnblad nr.: 04.02-42
Forfatter: Hanne W. Tanvig