Fire paradigmer for landdistrikternes udvikling

Udvikling afhænger af ståsted. Foto: Hanne W. Tanvig.

Landdistriktsudviklings-politik er præget af ildsjæle, lokal foretagsomhed og ønsker om at blive hørt eller gøre noget lokalt ved udviklingen. Karakteren af denne politiske indsats er meget anderledes end fx fysisk planlægning, og nogle vil måske finde den anarkistisk. Man kan anse den for et modelune eller en konjunkturelt bestemt tilfældighed, som følge af forskellige politiske  strømninger og øremærkning af puljemidler til projektmageri. Meget tyder dog på, at landdistriksudviklings-politik er ved at bide sig fast. På det seneste er også mange kommuner gået ombord i landdistriktsudviklings-politik ved fx ved at gøre det til et særligt tema i kommunens politik eller ved at ansætte landdistriktskoordinatorer, som kan gå de lokale kræfter til hånde. Det kan naturligvis skyldes, at kommunerne, ligesom de lokale ildsjæle, har fået interesse for at indfange de forskellige puljemidler, ikke mindst i kølvandet på EU’s Landdistriktsprogram. Spørgsmålet er så, hvor stor betydning denne landdistriktsudviklings-politik reelt vil kunne få for udviklingen.

Forskellige paradigmer er i spil

OECD skriver om »The New Rural Paradigm« og ser det som et skift fra en udvikling styret af landbrugssektoren til en langt mere bredspektret udvikling, der skabes af lokale initiativer - den »bottom-up«-prægede udvikling. Spørgsmålet er, om andre deler denne opfattelse af, hvad der kendetegner landdistrikternes udvikling. Ser man på den nyeste forskningslitteratur om landdistrikters udvikling og politik, bliver det tydeligt, at der er mindst fire meget forskellige dagsordner eller paradigmer i spil, i de måder landdistrikters udvikling anskues på:

Paradigme 1: Fokus er stadig på det agrare samfund, men med særlig vægt på det agri-environmentelle (natur/miljø) eller på fødevaresektoren.

Paradigme 2: Landdistrikternes udvikling bestemmes af byers (fysiske) behov for udvikling – landdistrikterne indlemmes i den grænseløse byvækst og »rurbaniseres«.

Paradigme 3: Landdistrikternes udvikling bestemmes af mentalt betingede behov for rural idyl – bylivsstile søger og konstruerer rekreative modpoler og tilstræber at skabe større forskel på by og land.

Paradigme 4: Landdistrikternes udvikling handler om lokalt skabt udvikling (The New Rural Paradigm) – »land« som begreb neutraliseres og erstattes med forskellige former for »lokalsamfund«.

I praktikerkredse er der altså en stor interesse for landdistriktsudviklingspolitik i den brede forstand, svarende til Paradigme 4. Men det er ikke dette paradigme forskerne først og fremmest er optaget af. De er mere optaget af de øvrige 3, hver for sig. Hvis man dog forestiller sig, at de kan spille sammen og gå hånd i hånd i praksis, kan man tage grueligt fejl. Et fortsat ensidigt fokus på landbruget skjuler, at udviklingen i landdistrikterne er styret af andre forhold end, hvad landbruget står for (Paradigme 1). Man kan fx heller ikke på en og samme tid byudvikle på landet og sikre idéen om rural idyl (Paradigme 2 og 3). Tilsvarende vil idéen om, at udviklingen kan og skal skabes af lokale kræfter være på kollisionskurs med de øvrige opfattelser (Paradigme 4 i forhold til de øvrige).

Forskellige kursretninger – også i kommunerne

I forskerkredse er der ikke konsensus om, hvad landdistrikternes udvikling handler om. Man skal heller ikke færdes i de kommunale korridorer ret længe for at få et tydeligt indtryk af, at den praksisbestemte landdistriktsudviklings-politik (Paradigme 4) ikke er en suveræn og stærkt funderet dagsorden, måske snarere tværtimod. Det ovenstående skema viser nogle typiske forhold ved de primære forvaltninger og aktører, der har gøremål i relation til landdistrikter.

Først og fremmest er kommunerne indrettet til at varetage de første tre paradigmer og har det som sine centrale og ordinære opgaver. »Landdistriktsudvikling« ifølge Paradigme 4 kommer ind fra sidelinien og skal kæmpe sig ind på en bane, hvor der spilles andre spil. Det betyder bl.a., at virkningerne af Paradigme 4-indsatsen har vanskeligt ved at blive meget større end, hvad de enkelte projektmagere i landsbyerne formår. Det kan i teorien dog også betyde, at vi vil se nye typer af planer og strategier, fordi det måske (alligevel) lykkes at koordinere og skabe samarbejde mellem de forskellige logikker og deres udøvere (se Videnblad 4.2-30). En central forudsætning vil i så fald være, at de forskellige syn erkendes, og at der stiles mod fælles mål.

Udkantsområderne i klemme?

Ovenstående problemstillinger kan også blive forstærket, hvis vi anlægger en overordnet regional udviklingssynsvinkel. Vi kan groft set dele danske landdistrikter op i to slags: de bynære og udkantsområderne, hvis indbyrdes udvikling tegner sig meget

forskelligt. Når de forskellige paradigmer holdes op imod de to typer områder, kan de ikke falde ens ud. Paradigme 2 er fx klart mest relevant i de bynære landdistrikter, således inden for pendlingsafstand til vækstcentrene. Paradigme 4 er måske til gengæld det, som udkantsområderne mest har at forlade sig på, såfremt forestillingen om idyl og fx dobbeltbosætning ikke bliver meget mere omfattende end nu og kan aflede en reel, ny lokal udvikling.

Hvis udkantsområderne især er henvist til Paradigme 4, giver forskningslitteraturen anledning til at pege på nogle indbyggede problemstillinger eller dilemmaer. For at dette paradigme kan blive til mere end små, spredte projekter, forudsættes nemlig strategiske ressourcer og kompetencer. Det forudsættes fx, at folk vil og kan agere i netværksøkonomier og i samspil med den store omverden. Netop de ressourcer og kompetencer er ikke udkantsområderne stærke kort, den demografiske og uddannelsesmæssige udvikling taget i betragtning. Det er også sådanne mekanismer, som kan forklare, at de respektive støtteordninger især tilfalder de ressourcestærke områder, og at Paradigme 4 har elitære tendenser.

Hvis landdistriktsudviklings-politik skal blive til en egentlig udviklingspolitik med lokaløkonomiske effekter og være noget for udkantsområdernes udvikling, er der derfor meget som taler for, at Paradigme 4’s »bottom-up«-baserede metoder ikke skal stå alene. De skal kædes sammen med tiltag til styrkelse af rammebetingelserne i områderne, især sådanne der gør de lokale samfund i stand til at begå sig og konkurrere på de nye vilkår. På kommunalt niveau kan det fx betyde, at de forskellige forvaltningers gøremål skal indrettes, så de aktivt understøtter hinanden.

Kilder:
OECD (2006): The New Rural Paradigm. Policies and Governance. Paris.
M. Shucksmith (2000): Endogenous Development, Social Capital and Social Inclusion: perspectives from LEADER in the UK. Sociologia Ruralis, Vol. 40.2.
M. Shucksmith (2004): Young People and Social exclusion in Rural Areas. Sociologia Ruralis, Vol. 44.1. S. Shortall (2004): Social or Economic Goals, Civic Inclusion or Exclusion? An Analysis of Rural Development Theory and Practice. Sociologia Ruralis, Vol. 44,1.
H. W. Tanvig (2008): International forskningsstatus – landsbyer og landdistrikter.

Videnblad nr.: 04.02-29
Forfatter: Hanne W. Tanvig