Slitage af skovbunden I

Introduktion og metode

Ofte, når man er i naturen, oplever man steder, hvor der tydeligvis har gået nogen, uden at der er en egentlig sti. Det ville være rart at kunne give et bud på hvor mange, der har været på sådan et sted for at danne en sti.

Når vi besøger naturen går vi ofte på etablerede veje eller stier. Stierne har for det meste ligget på det samme sted gennem en lang årrække og følger ofte naturlige linier i landskabet eller skoven: søbredder, ejer-/afdelingsgrænser, højdedrag osv. Op mod 2/3 af de besøgende i naturen bevæger sig dog uden for stinettet i kortere eller længe tid, og nogen gange opstår der af den grund nye stiforløb.

Figur 1: Design af slitageforsøget. Numrene angiver hvor mange gange ruten blev passeret for hver forsøgsgang (hver 14. dag).

For at undersøge effekten på forskellige naturtyper blev tre områder udvalgt:

En åben fyrreskov på meget let sandjord (Jordbundstype 1) i Tisvilde Hegn.
En åben mark på grovsandet lerjord (Jordbundstype 3) ved Nødebo.
En gammel, højstammet bøgeskov på svær lerjord (Jordbundstype 5) ved Kagerup (Grib Skov).

Hvor der i udgangspunktet i Tisvilde og Kagerup var tale om upåvirket skovbund, var området ved Nødebo græsset af kvæg. I forsøget blev en række ’stier’ belastet i stadig stigende grad fra marts til december 2005 . I figur 1 ses en skitse af hvordan forsøget blev anlagt. Slitagen blev gennemført en gang for hver 14. dag (i alt 19 gange), hvor hver sti blev passeret mellem 7 og 105 gange. Det vil sige at belastningen rækker fra i alt 119 passager til 1995 passager i den samlede forsøgsperiode. På hver lokalitet blev der anlagt et ’stisystem’ for gang, løb og cykling.

Figur 2: Eksempel på et forsøgsspor: Gang i Tisvilde Hegn ca. ½ år efter projektstart.

Målinger og målemetoder

På hver ’sti’ blev der monteret et fast målepunkt hvor der, for hver gang en slitage var gennemført, blev foretaget en række registreringer: Jordkomprimeringsgrad, sporets dybde og bredde samt en subjektiv vurdering af slitagen. Ved hvert punkt blev der monteret to nummererede pæle, dels for at kunne genfinde punktet og dels som grundlag for dybdemålet. Jordkomprimeringen blev dels gennemført vha. en såkaldt overflade-isotopsonde (af typen Troxler 3440, der kun blev gennemført månedligt, i 10 og 30 cm’s dybde, gentaget tre gang ved hvert målepunkt) og dels som et simpelt mål af ændring af sporets dybde vha. en tommestok. Bredden blev ligeledes målt vha. tommestok. Ved den subjektive vurdering blev der anvendt en 5 punkts skala: ’Ingen synlig effekt’, ’Sporet er synligt’, ’Jorden i bunden af sporet er synlig’, ’Jorden i bunden af sporet er opkørt’, ’Der er tegn på sekundær erosion’. Med sekundær erosion menes den nedslidning vind og vand evt. kan forårsage på den blotlagte jord i sporet. Endelig blev der taget et foto (i 1 meters højde, 1 meter fra målepunktet, sådan at punktets nummer kunne ses).

For at undersøge i hvor høj grad, det betyder noget om slitagen bliver gennemført løbende gennem året eller om hele slitagen gennemføres på én gang, blev hele slitageforsøget gennemført for ’løb’ på en enkelt dag ved forsøgets afslutning. På den ene side er gennemførsel på én gang logistisk meget enklere. På den anden side kan det på nogle naturtyper forventes, at den naturlige regeneration til en hvis grad vil kunne udligne nedslidningen.

Figur 3: Slitage med cykel. Tisvilde Hegn.

Konklusion på metoden

Som forsøget forløb viste det sig at den simple anvendelse af tommestok til at måle sporets dybde, gav mindst lige så tydelige resultater som den langt mere besværlige og omkostningsfyldte metode vha. overflade-isotopsonden. Ulempen ved dybdemålingerne er, at det kun fungerer i situationer, hvor man skal følge udviklingen over tid, som det er tilfældet her. Hvis man derimod skal vurdere effekten på jordbunden i et eksisterende spor (hvor man ikke har en ’før-måling’), kan måling med isotopsonden være nødvendig. Så kan man jo sammenligne målinger i sporet, med målinger på det omkringliggende areal.

Det største overordnede problem, der viste sig med den metode, der blev udviklet til forsøget, har vist sig at være effekten af lokale forskelle mellem de forskellige spor. Hvis der fx har været en rod eller en sten netop på det sted hvor målingerne blev foretaget, kan det have haft en effekt, der har vist sig at være større end de eksperimentelle påvirkninger. Derfor kan det være svært at se om en målt forskel i effekt skyldes fx forskellen mellem to aktivitetstyper eller blot den lokale forskel mellem to spor. Effekten af sådanne lokale forskelle kunne – og bør i fremtidige tilfælde – udlignes ved at lave gentagne målinger, fx hen langs et spor eller ved at oprette flere baner på samme lokalitet. Til gengæld kunne man så begrænse antallet af belastningsgrader. I stedet for de her anvendt 5 niveauer, kunne man fx nøjes med 3. Tilsvarende kunne det overvejes om man skulle begrænse sig til løb eller gang, i stedet for dem begge.

Resultaterne i forsøget tyder ikke på at målene af sporbredde eller den visuelle vurdering var af væsentlig værdi for forsøget.

Figur 4: Simpelt mål af komprimeringsgrad vha. tommestok.

Det er ikke muligt at se nogen væsentlig forskel på effekterne af slitagen gennemført i løbet af året over for ’efterforsøget’ hvor alle passager blev gennemført på én dag. Selv på det lysåbne areal i Nødebo, hvor der var en forventning om at en løbende regenerering ville modvirke den fremadskridende nedslidning, var nedslidningen mindre markant ved gennemførsel af forsøget på én dag, end over en sæson.

I Videnblad 6.1-55 gennemgås resultaterne for slitageforsøgene i Tisvilde Hegn, Grib Skov og ved Nødebo.

Videnblad nr.: 06.01-54
Forfattere: Hans Skov Petersen og Frank Søndergaard Jensen