Landskabsurbanismens Dogmer

I tre artikler skrevet af henholdsvis arkitekterne Charles Waldheim, og James Corner samt filosoffen Sebastien Marot, der alle var væsentlige bidragydere til teorien om landskabsurbanisme, opstilles forskellige dogmer, der tilsammen udfylder landskabsurbanismens idealer. Med baggrund i disse artikler beskriver Gertrud Retoft disse dogmer og kommer med nutidige eksempler, der illustrerer, hvordan de i dag anvendes i arbejdet med planlægning.

Diagrammer fra Schønherr’s forslag i konkurrencen om ’Fremtidens Forstæder’ til byudvikling i Klarevorde i Aalborg øst. Diagrammerne viser nogle af de strukturerende lag forslaget kobler sammen for at danne én samlet og kompleks enhed (Fremtidens Forstæder).

I dag er det en naturlig del af arbejdet, som byplanlægger, arkitekt og landskabsarkitekt at inddrage landskabet og det der iøvrigt omgiver en ny bydel eller et nyt byggeri. Det er en selvfølge, at man fra starten medtænker den omkringliggende infrastruktur og natur i sin planlægning.

Vi ser ikke et forladt industriområde eller en tilgroet rabat som en forhindring for arbejdet, men derimod som inspiration for projektet. I den efterfølgende gennemgang af landskabsurbanismens dogmer er det tydeligt at se, hvordan vi i dag har indarbejdet mange af landskabsurbanismens tilgange til planlægning, og dermed den væsentlige rolle og påvirkning teorien har haft på arkitekt- og planlægningsfaget.

Dogme 1: Områdets historie og udvikling

I arbejdet med landskabsurbanismen er det vigtigt med en genopsamling af områdets tidligere historie. Derudfra kan man danne sig en forståelse for de forhold og den udvikling området og landskabet har været igennem. Som planlægger vil man få en ide om, hvorfor området har udviklet sig til at have den udformning det har i dag. Og få viden om hvad der har været med til at skabe stedets ånd og givet området sin særegne karakter.

Der lægges i dette dogme vægt på, at arbejdet med landskabet er baseret på et behov for at skabe en følelse af identitet i ens område, og dermed forstærke stedets eksisterende potentialer. Et steds eksisterende potentialer og identitet er, efter min opfattelse, både noget helt konkret som områdets geologiske og fysiologiske forhold, men kan også være en følelse og stemning, der vokser frem af de mennesker, som har levet der, og netop har været med til at forme stedets udtryk og historie.

Dogme 2: Flere Lag

Heri ligger en kritik af de begrænsninger som opstår ved kun at betragte områder ud fra plan- og perspektivtegninger. Både Marot og Corner er fortalere for at man går til sit område med en analytisk tilgang, der ikke nødvendigvis ligner helt traditionel analyse, men som er stedspecifik og opfindsom og som ser på stedet fra flere vinkler og inkluderer alle lag. Med lag mener Marot at kigge på stedet som et tredimensionelt rum; han kalder det et komplekst habitat hvor alle flader har betydning, væg, gulv og loft.

Ved at registrere alle flader og dimensioner, får alt en betydning og intet bliver dermed overflødigt og ligegyldigt. Derefter bør man så udvælge hvilke kvaliteter og elementer, der skal fremhæves, styrkes og arbejdes videre på.

Illustrationerne demonstrerer hvordan man har forestillet sig at drage brug af kantzoner og flexzoner. Flexzoner er markerede områder i gaderummet, som kan bruges til eksempelvis ophold, udeservering, beplantning, cykel- og bilparkering. Kantzonerne formidler overgangen fra gaderum og byrum til bygning. Det er en zone der kan variere i bredden fra helt smal til egentlig forhavekarakter (By og Havn). Eksemplerne er en del af ’Fremtidens bæredygtige by’ den overordnede vision for Københavns nye bydel, Nordhavnen, forslaget er udarbejdet af arkitekter og rådgivere fra Cobe, Sleth, Polyform og Ramböll.

Dogme 3: Den strukturerende flade - Landskabet og Infrastruktur

Arbejdet med den landskabelige overflade eller den sammenhængende urbane flade i byen, er et andet vigtigt dogme. Denne flade udgør alt fra den helt lille skala som fortovet, til den helt store skala, med hele byens komplekse sammensætning af infrastrukturelle systemer. Med dette dogme menes, at landskabet og infrastrukturen er et samlet grundlag, hvorfra al struktur og planlægning skal foregå.

Ved at arbejde med landskab og infrastruktur som en overordnet samlet flade kan man være med til at styrke relationerne mellem et områdes mange forskelligartede elementer, og dermed skabe sammenhæng imellem disse områder. Ved brug af infrastruktur og landskabet som den strukturerende faktor, frigør man sig fra at fokusere på det enkelte objekt. Man giver i stedet mulighed for at planlægge mod en mere åben strategi og man kan dermed forberede området mod en ukendt fremtid som er åben for forandring.

Dogme 4: Landskabet i konstant udvikling

Landskabsurbanister ser landskabet som en proces i udvikling fremfor som et færdigt produkt. For dem er processen imod et opsat mål vigtigere end den færdige form. Som udgangspunkt for hvert projekt skal man iscenesætte de fremtidige forhold, man forestiller sig området og landskabet går imod, og lægge strategien derefter. Dermed er planlægningen åben for de forandringer, der måtte dukke op undervejs. Ved at læse området som et økosystem, en levende og dynamisk organisme, er man i stand til at genoplive og arbejde glemte områder ind i nutiden, og denne gang med en større virkekraft.

Når den udførende arbejder med proces og den åbne strategi, er det vigtigt at tydeliggøre de stadier, der skal gennemføres, og de mål der er nødvendige, for at kunne opretholde og udvikle det planlagte område i den ønskede retning.

Dogme 5: Sammenhæng

Landskabsurbanister tillægger grænserne, tilstødende områder, omgivelser og baggrunde stor betydning. Det er vigtigt at kunne arbejde med udvendige rum og rum der støder op til bygninger, og dermed kunne genoplive afsides- og periferi zoner, som vejkanter, ukultiverede områder og ”ikke-steder”. Ideen er at man ved at indflette og danne overgange med disse områder bedre vil kunne holde fokus på forholdet mellem byggerierne frem for på selve byggeriet. Kvaliteten af landskabet og de offentlige rum vil derfor ikke afhænge i lige så høj grad af bygningens perfektion eller dens indhold, men af den kvalitet der er i forholdet imellem dem.

Kilder:
Corner J. 2006: Tera Fluxus, i Waldheim C. 2006: The Landscape Urbanism Reader, pp. 21-33, Princeton Architectural Press
Marot S. 1999: The Reclaiming of Sites, i Corner J. 1999: Recovering Landscapes - Essays in Contemporary Landscape Architecture, pp. 45-57, Princeton Architectural Press
Waldheim C. 2006: Landscape as Urbanism, i Waldheim C. 2006: The Landscape Urbanism Reader, pp. 35 - 53, Princeton Architectural Press

Videnblad nr.: 09.19-02
Forfatter: Gertrud Retoft