Guide til afgrænsning af landskabskarakterområder

En række kommuner har påbegyndt arbejdet med at varetage de landskabelige interesser ved hjælp af landskabskarakterkortlægning. En af de mere komplekse metodeudfordringer er selve afgrænsningen af landskaber i unikke landskabskarakterområder. I processen omkring grænsedragning opstår der ofte mange spørgsmål under arbejdet med kortlægningen. Ind imellem stilles der spørgsmål til grænsedragningen, når kortlægningen skal videreformidles og anvendes i praktisk planlægningsarbejde.

Figur 1. Detailafgrænsningskort for liniestykket (c) i karakterområdet Selsø Dødislandskab.

Dette Videnblad sætter fokus på afgrænsning af landskabskarakterområder ved at præsentere en simpel fremgangsmåde omkring grænsedragning.

Arbejdet med landskabskarakterkortlægning i kommunerne tager afsæt i den statslige vejledning "Landskabet i kommuneplanlægningen". Landskabskarakterkortlægningen består af flere faser som skifter mellem skrivebordsarbejde og feltarbejde. Afgrænsning af et landskabskarakterområde beror på forskellige formale og funktionelle forhold og hviler på såvel objektive som mere subjektive afgrænsningskriterier. Metoden tager udgangspunkt i naturgeografiske forhold (terrænformer, geomorfologi & jordbundstyper), og afgrænsningen justeres løbende i henhold til kulturgeografiske, rumlige og visuelle forhold i de enkelte karakterområder. Afvejningen foregår som led i feltarbejdet, hvor det udkast til afgrænsning, der blev til på skrivebordet, justeres konkret i forhold til synlige strukturer i landskabet. På trods af, at det især er synlige elementer, der vægtes i udpegningen af karakterområder, kan det være vanskeligt, at forstå andres afgrænsningsprioriteringer, da disse ikke er synlige i det endelige arbejde.

Afgrænsning af landskabskarakterområder i praksis

Det er ikke altid muligt at afgrænse hele karakterområdet efter en markant terrængrænse, et klart skift i den dominerende jordtype og/eller forskellige geomorfologiske hovedtyper. Erfaringer fra afgrænsning af landskabskarakterområder har vist, at grænsen i enkelte tilfælde næsten er udefinerbar mellem lignende områder, og her må man træffe et valg, som fx at følge en vejstrækning eller lignende, i mangel af bedre. Det skal pointeres, at der ved disse "slørede" grænser som regel kun er tale om kortere strækninger, der fungerer som bindeled mellem tydeligere definerede grænser. Således varierer afgrænsningen af karakterområder i praksis mellem tydelige, næsten indiskutable grænseflader, til grænser der i højere grad er betinget af mere utydelige overgange for eksempel et sløret skift i arealanvendelse og/eller i rumlige og visuelle forhold. De enkelte dele af karakterområderne afgrænses ofte ud fra flere og varierende faktorer, hvilket til tider kan skabe uigennemsigtighed i afgrænsningen. Mod øst kan et område følge en tydelig terrængrænse, fx grænsen mellem et dødislandskab og en hedeslette, mens den mod syd følger et åløb, og mod nord og vest er defineret af en markant byrand, altså en funktionel og mere dynamisk, foranderlig grænse.

Afgrænsningsskema

Ved at anvende et skema kan man synliggøre de bagvedliggende prioriteringer i afgrænsningen af karakterområder i forhold til hinanden. Herved kan man på en enkel og overskuelig måde videregive de afvejninger, der foretages i afgrænsningen i forbindelse med feltarbejdet.

Tabel 1 viser et eksempel på et afgrænsningsskema for Selsø Dødislandskab i Frederikssund kommune. Som det fremgår af tabellen er afgrænsningen af landskabskarakterområdet opdelt i liniestykker efter forskelle i afvejningskriterier. Liniestykkerne navngives med bogstaver (A,B,C,D…) og følger urets retning. Længden af de enkelte liniestykker vælges ud fra de fysiske forhold og det ønskede detaljeringsniveau. Hvis der derudover er særlige afgrænsningsforhold, der ikke er omfattet af de opstillede parametre, beskrives de nederst i tabellen. De røde skæringslinier, der afgrænser liniestykkerne er digitaliseret i 1:10.000 i GIS. Derved kan man printe kort i selvvalgt kartografisk skala, helt ned på detailniveau, der nøjagtigt viser afgrænsningen. Som det fremgår af afgrænsningsskemaet består Selsø Dødislandskab kun af fire liniestykker (A-D). Mens liniestykket A er en lang kyststrækning, indgår der flere afgrænsningskriterier for de øvrige liniestykker. Disse prioriteres med tal angivelser i tabellen, med 1 som højeste prioritet.

Eksempel på prioritering og afvejning i praksis

Figur 1 viser et udsnit af afgrænsningen af Selsø Dødislandskab i form af liniestykket (C). Som det fremgår af tabel 1 under Særlige afgrænsningsforhold nederst i tabel 1, er bebyggelsesstruktur prioriteret højere end geomorfologi i afgrænsningen af liniestykket. Her er der altså tale om, at stjerneudskiftningen af Østby i afvejningen af grænseforløbet blev vurderet som væsentligere end geomorfologien. Området nordvest for Østby er marint forland og normalt ville den geomorfologiske grænse nogenlunde følge højdekurven (den stiplede brune linie) og således gennemskære en kulturhistorisk landskabsstruktur. Men landskabskarakterområder er tænkt at blive brugt som forvaltningsenheder, og set i den sammenhæng er det altså skønnet hensigtsmæssigt at bevare den sammenhængende bebyggelsesstruktur indenfor karakterområdet Selsø Dødislandskab. Det er netop i formidlingen af de mest betydningsfulde kriterier - og hvorledes de indbyrdes er vægtet - at afgrænsningsskemaet fremmer arbejdet med landskabskaraktermetoden.

Tabel 1. Eksempel på udfyldt afgrænsningsskema for landskabskarakterområdet Selsø Dødislandskab. Bogstaverne (A D) på oversigtskor tet henviser til liniestykker i områdeafgrænsningen. Liniestykkerne adskilles af røde skæringslinier. Tallene i skemaet (1 3) viser priorite ringen i afgrænsningen af et givent liniestykke med 1 som højeste prioritet

Fordele ved anvendelse af et afgrænsningsskema

Brugen af et afgrænsningsskema kan medvirke til at styrke overskuelighed, systematik, synlighed, opdatering og formidling af en landskabskarakterkortlægning. Vi mener, at anvendelsen af skemaet:

Er relativt simpelt, enkelt og hurtigt at udføre i praksis.
Fremmer en systematik.
Afgrænsningsskemaet tvinger kortlæggerne til at afveje alle grænser, idet de bliver videreformidlet, og til at argumentere for deres valg. Det bliver ligeledes lettere at huske liniestykker (grænser) og prioriteringer.
Synliggør prioriteringer og fremmer gennemsigtighed for andre.
Det bliver muligt for andre, også fra andre fagområder, efterfølgende at se hvilke prioriteringer, der er foretaget i afgrænsningen. Forskellige fagpersoner ser, læser og vurderer landskabet forskelligt, og med den gennemsigtighed skemaet giver, kan fx kulturhistorikere eller biologer efterfølgende vurdere, om vigtige biologiske korridorer eller funktionelle kulturmiljøer et blevet overskåret i afgrænsningen.
Fremmer en fremtidig opdatering af kortlægningen.
Skulle landskabskarakterkortlægningen opdateres frem en til ny planperiode, ville visse grænser naturligt skulle justeres som resultat af fx byudvikling og skovrejsning. Med afgrænsningsskemaet er det synliggjort, hvorledes grænsedragningen er blevet vægtet, så evt. nye prioriteringsforhold er enklere at forholde sig til.
Forbedrer formidling & pædagogik.