Landdistriktsudvikling og diversificering i Baltikum

En mand med sin hest, som han fik i privatiseringen af kollektivbruget.

Projektet »Rural diversification and change in the Baltic countryside« sætter fokus på »diversificering« på landet. Diversificering er en vision for landdistriktsudvikling i mange lokale handlingsplaner og er også en af de nye akser i EU’s Common Agricultural Policy (CAP). Der er ikke nogen entydig definition på »diversificering«. Den bruges som en overordnet indikator for vækstraten af job og indkomster fra service og industri i et givent område.

I Vesteuropa taler forskere om, at landområder har fået nye roller. Fra at være produktionsområder, (»production landscapes«) for landbrugsproduktionen, er de nu i højere grad blevet konsumtionsområder (»consumption landscapes«), hvor man bor og rekreerer. De socialistiske landområder har ikke gennemgået samme udvikling og har været ensidigt baseret på produktion. I dag anses turisme at være den vigtigste redningsmulighed.

Forskningsprojektet ser på, hvilke muligheder og begrænsninger der er for at finde nye indkomstmuligheder på landet i Baltikum ti år efter uafhængigheden fra Sovjetunionen. Projektet er baseret på en spørgeskemaundersøgelse og interviews med beboere og virksomhedsejere på landet i to regioner i henholdsvis Estland og Letland.

Landområderne efter Murens fald

For landbruget har omstillingen fra plan- til markedsøkonomi været svær. Op igennem 1990’erne blev de store kollektive landbrug privatiseret, og landbefolkningen fik andele i bruget alt efter deres tidligere stilling, og hvor mange år de havde været tilknyttet. Folk, der havde haft jord i området før 1945, fik nu også mulighed for at privatisere det. Men et forældet  produktionsapparat sammen med manglende afsætningsmuligheder og stærk konkurrence fra udlandet har gjort, at kommercielt landbrug i mange områder helt er ophørt. I Vesteuropa er andelen af landbefolkningen beskæftiget i landbruget faldet jævnt gennem det 20. århundrede. I Østeuropa og de baltiske lande har denne udvikling været mere dramatisk. Her faldt andelen af beskæftigede i landbruget fra ca. 25% af arbejdsstyrken i 1991 ved uafhængigheden fra Sovjetunionen til 5% i 2005. Dog bor 30% af befolkningen stadig på landet. Nye indkomstmuligheder er derfor tiltrængt.

Hvad lever folk af?

Landbrug er i dag kun en indkomst for 10% af husholdene i de to baltiske regioner. I privatiseringen fik folk noget land, måske en udslidt traktor eller en hest og startede i de fleste tilfælde privat landbrug. I dag er der kun få kommercielle landbrugere tilbage. De fleste på landet er dog stadig beskæftiget med landbrug men mest til eget brug. Folk dyrker et lille stykke land med grøntsager og korn til dyrene.

Indkomsterne på landet er umiddelbart »diversificerede«, men hvilke indkomster er trådt i stedet for landbruget? »Du skal være pensionist for at overleve på landet« fortæller mange. Pension er den mest stabile indkomst i mange hushold. Husholdene består dog ikke kun af pensionister, men ofte af flere generationer.

Den tidligere landarbejder har svært ved at finde arbejde eller starte virksomhed, da uddannelse og erfaring indenfor landbruget ikke er efterspurgt. For at finde arbejde må man ofte pendle til større byer for at få arbejde i byggebranchen eller serviceerhverv. Lokale jobs er få. Den offentlige service: skole, ældrepleje, børnehaver osv., var før en del af kollektivbruget. Med dets opløsning er også mange job indenfor service forsvundet.

At starte ny virksomhed kræver også kompetencer eller ressourcer mange i landbefolkningen ikke har. En udslidt traktor erhvervet under privatiseringen giver ikke grundlag for at starte ny virksomhed i en anden branche. Dem, der i privatiseringen fik mere end en gammel traktor, var ofte de mere fremsynede ledere. I en situation, hvor mange var desperate efter at få nogle penge, opkøbte de for billige penge land eller andele i landbruget eller relaterede industrier som maskinværksteder, slagterier eller bryggerier tilknyttet kollektivbruget af folk, der var desperate efter at få nogle penge. De startede også ofte købmandsforretninger eller savværker i de gamle bygninger. Privatiseringen har således skabt stor ulighed på landet.

Figur 1: Primære og sekundære indkomster i den lettiske landkommune.

Virksomheden på landet i dag

De privatiserede virksomheder, som før servicerede landbruget eller forarbejdede landbrugsproduktionen, har måttet lægge produktionen om. Maskinstationerne reparerer biler og radioer i stedet for traktorer. Dog er de fleste af sådanne ”transformerede” virksomheder under lukning, da omlægningen af aktiviteter kræver både investeringer og ny viden om markeder og produktion.

Savværkerne oplever i øjeblikket stærk konkurrence fra billigt russisk træ. Mange lukker, dog er der nogle få eksempler på virksomheder, der via udenlandsk investering har startet en ny produktion af f.eks. møbler.

Indenfor turisme har flere af de lokale savværksejere bygget hytter for turister, men kun få kan leve af det. For at tiltrække kunder er det nødvendigt med bl.a. en hjemmeside, at kunne tilbyde andre produkter end kun overnatning såsom lystfiskeri, ridning og også have kontakter til markeder i Vesteuropa. Flere fortæller, at der er flere turismevirksomheder, end der er turister. Som de fleste købmandsforretninger må turismevirksomhederne leve af at udbyde service til et fattigt lokalt marked.

Fælles for folk, der kan leve af deres virksomhed på landet i dag, er, at de har viden om markeder, arbejdsmarkeder og investorer udenfor lokalområdet.

Diversificering er læring

Udviklingen af et servicesamfund og de nye markeder i Vesteuropa har potentielt givet muligheder for at erstatte det mistede indkomstgrundlag fra kollektivbruget med nye aktiviteter. Lokalt er »diversificeringen« dog svag. Landområderne har mistet deres rolle som produktionsområder, og nye roller indenfor rekreation er begrænsede. Et lille marked for landboturisme og stærk konkurrence fra Vesteuropa gør, at »diversificering « ikke sker automatisk, men er en proces, der kræver en aktiv lokal indsats og specifikke lokale forudsætninger. Problemet er, at størstedelen af landbefolkningen er låst fast i en situation, hvor deres kompetencer ikke matcher, hvad der efterspørges. I dag findes uligheden mellem dem, der har ny viden og kontakter udenfor området, og dem som stadig kun har landbrugserfaring og en gammel traktor i baghaven. For at finde en erstatning for arbejdet i kollektivbruget er nye kompetencer altafgørende. »Diversificering « er læring. Derfor skal støtte til »diversificering« på landet også inkludere træning af landbefolkningen udover økonomisk støtte. Således vil landbefolkningen få bedre chancer for at udnytte de begrænsede muligheder for indkomst, der er på landet i dag.

Kilde:
Herslund, L. (2005): Rural diversification and change in the Baltic countryside. Ph.d.-afhandling, Geografisk Institut, Københavns Universitet.

Videnblad nr.: 05.02-04
Forfatter: Lise Herslund