Ulden ædelgranlus

Ulden ædelgranlus (Mindarus abietinus) er almindelig udbredt i Europa, Vest- og Sydvestasien samt Nordamerika. Den er tidligere blevet kaldt grøn ædelgranlus.

Ulden ædelgranlus forekommer på Abies arter i hele landet. Skader ses primært på almindelig ædelgran (Abies alba) samt nordmannsgran (A. nordmanniana). Også A. sibirica, A. balsamea, A. concolor og A. bornmülleriana angribes, hvorimod nobilis (Abies procera) går fri.

Biologi

Ulden ædelgranlus overvintrer som æg og gennemløber 3-4 forskellige generationer i løbet af 1½ måned i perioden maj-juni (figur 1). Første generation af bladlus fremkommer i maj måned, hvor æggene klækker. Første generation består udelukkende af hunner, der også kaldes stammødre (fundatrices, I. gen.).

Hver stammoder føder omkring 30 nymfer (sexuparae, II. gen.). Disse er vingede i voksenstadiet og kan dermed sprede sig til nye træer. Her kan hver af dem producere op til 40 nymfer (sexuales, III. gen.). Enkelte år indskydes der dog en ekstra generation af uvingede individer (fundatri­geniae) mellem stammødrene og den vingede generation. I disse tilfælde menes det, at begge generationer (fundatrigeniae og sexuparae) giver ophav til den sidste generation (sexuales) af uvingede individer, der består af både hanner og hunner.

Efter parring lægger hunnerne i slut­ningen af juni 4-9 vinteræg, og dermed er artens aktive periode slut for det pågældende år.

Udseende

Uvingede hunner af første generation er gulgrønne (fundatrices samt fundatrigeniae) og er dækket af en dunagtig voksbeklædning, som kan give et blåligt skær.

Vingede individer eller nymfer med vingeanlæg (sexuparae) har mørke tværstriber og marginale pletter på ryggen og er ligesom første generation dækket af voks (figur 3).

Voksne individer af de første generationer har en kropslængde på 1,7-2,0 mm, hvorimod sidste generation (uvingede sexuales) er væsentlig mindre med en kropslængde på blot 0,5-1 mm for voksne individer.

Skader

Ulden ædelgranlus findes mellem de unge lysegrønne nåle på de nye skud. Skaden fremkommer ved den sexupare generations sugning. Stammødrene forårsager derimod forholdsvis små skader, og skaderne vil som oftest ikke erkendes på dette tidlige tidspunkt.

Bladlusene sidder på skudaksen ved nålebasis, sjældent på selve nålene (figur 4). Sugningen forårsager en vridning af nålene, så de hvidstribede nåleundersider bliver synlige og giver skuddet et »uredt« udseende (figur 5).

Ved svage skader er det kun skuddets yderste nåle – nær skudspidsen – der vrides. Ved kraftige angreb kan nålene falde af og barken revne. I værste fald udtørrer hele årsskuddet, misfarves og falder siden af.

Udover den direkte skade ved sugning på nålene udskiller bladlusene store mængder honningdug, der er sukkerholdige ekskrementdråber. Honningduggen er stærkt klistret og kan give grobund for sodskimmelsvampe, så skud og nåle farves sorte, og fotosyntesen nedsættes.

Bladlusene er ofte lokaliseret på enkelte træer, mens andre kan være helt fri for lus. Spredning kan ske aktivt ved flyvning eller passivt via færdsel i kulturen, vindspredning eller transport af befængte træer.

Forvekslingsmuligheder

I ægstadiet kan ulden ædelgranlus ved en overfladisk betragtning forveksles med overvintrende nymfer af almindelig ædelgranlus, Dreyfusia nordmannianae, idet begge ses som små sorte prikker med hvide vokstråde. Under lup eller mikroskop ses dog tydeligt æggenes karakteristiske form, farve og især de stavformede vokstråde (figur 2A). Hos vinterlusene er farven mere matsort, og vokstrådene har et mere kruset udseende (figur 2B).

De to arter kan dog ganske nemt ad­skilles fra hinanden, når æggene er klækkede, idet alm. ædelgranlus er sort eller brun, hvorimod ulden ædelgranlus er grøn.

Endvidere findes ulden ædelgranlus som oftest på skudaksen og mellem nålene på de nye skud helt nede ved skudaksen, hvorimod almindelig ædelgranlus suger både på skudaksen og i stort omfang på de nye nåle.

Bekæmpelse

Bladlusenes forekomst på enkelttræer giver mulighed for punktbehandling. Der findes ikke midler godkendt særskilt til ulden ædelgranlus, men en forårssprøjtning mod alm. ædelgranlus vil også bekæmpe ulden ædel­granlus (se Videnblad nr. 5.5-6 og 5.5-7).

Derimod vil efterårssprøjtning ikke have effekt på ulden ædelgranlus, da æggene ikke kan bekæmpes med pyrethroider. I praksis er problemer med ulden ædelgranlus stort set kun forekommet i nordmannsgran, hvor man har gennemført efterårsbehand­ling af alm. ædelgranlus.

Naturlige fjender

Ulden ædelgranlus efterstræbes af de kendte bladlus-specialister: svirrefluer, mariehøns, guldøjer, blødvinger – se Videnblad nr. 5.5-31 og 5.5-32. Særlig mariehøns af arten øjeplettet mariehøne (Anatis ocellata) fremhæves som et væsentligt rovdyr overfor ulden ædelgranlus. Fra Central-europa er desuden blevet dokumenteret en enkelt artsspecifik snyltehveps. Den tillægges dog ikke nogen særlig betydning for den naturlige regulering af ulden ædelgranlus, da parasiteringsgraden sjældent når over 10 %.

Litteratur

Bejer, B. 1989: Forstzoologi I: Forstentomologi. DSR Forlag, København.
Boas, J.E.V. 1923: Dansk Forstzoologi. 2. Udgave. Gyldendal, København.
Harding, S., Ravn, H.P. 1999: Skovbrugets skadedyr 1998. Skoven 4: 169-172.
Heie, O.E. 2004: Danmarks Fauna 87. Dansk Naturhistorisk Forening.
Thorbek, P. 1998: Skadedyr i pyntegrøntproduktionen. Hvirvelløse skadedyr og deres naturlige fjender på Ædelgran. Speciale rapport KU.

Videnblad nr.: 05.05-24
Forfattere: Charlotte Nielsen, Susanne Harding og Hans Peter Ravn