Skadevoldere på amerikanske juletræsarter: douglasgran

I USA anvendes douglasgran i stort omfang til bl.a. juletræer (se Videnblad 3.7-2). Udover formklipning kræ­ves bekæmpelse af skadevoldere, specielt nålesvampe. Disse to forhold sætter en stærk begrænsning for artens anvendelse til juletræer og pyntegrønt i Danmark. De pågældende svampe og en bladlus, som alle er op­rindeligt hjemmehørende i Nordamerika og specifikke på douglasgran, er også udbredte i Europa. Sprækkesvampen blev konstateret i Danmark i 1930, mens sodskimmel og bladlus blev påvist i 1938.

Douglasiesprækkesvamp

Figur 1. Douglasiesprækkesvampens gulbrune frugtlegemer bryder frem på de 1-årige nåle under douglasgrans udspring. Foto: J. Koch.

De to indlandstyper af douglasgran angribes af nålesvampen Rhabdocline pseudotsuga, mens den grønne kysttype er så godt som resistent. Især den blå douglasgran er stærkt modtagelig for douglasiesprækkesvamp, og denne skadevolder var faktisk en væsentlig årsag til, at dyrkning af douglasgran i Europa nu kun omfatter kysttypen.

I USA anbefales valg af de rette pro­venienser som en vigtig forebyggelse af problemet i juletræer. Da der kan være forskelle på enkelttræniveau indenfor samme proveniens, foreslås endvidere at fjerne stærkt angrebne individer fra kulturen for at nedbringe smittetrykket.

Svampen inficerer de nye nåle under udspring. Efter den første frost får de angrebne nåle et marmoreret udseende, med mørkviolette eller rustbrune bånd. Næste forår under udspring åbner frugtlegemerne sig, og i løbet af sommeren falder nålene af. Høj luftfugtighed under udspring er afgørende for infektion, og det er derfor ikke usædvanligt at se næsten totalt afnålede årsskud veksle med godt besatte nåleårgange og delvist beløvede skuddele.

Douglasiesodskimmel

Figur 2. Misfarvede nåle som følge af angreb af douglasiesodskimmel (Phaeocryptopus gäumannii). Foto: Iben M. Thomsen.

Nålesvampen Phaeocryptopus gäumannii angriber tilsyneladende alle tre typer af douglasgran lige meget. Svampen inficerer også de nye nåle under udspring, men i modsætning til den foregående art er den efterfølgende udvikling flerårig. Allerede året efter infektion kan de første frugtlegemer bryde frem fra stomata på undersiden af nålene. I løbet af de næste 3-4 år dannes stadig flere af de små, sorte frugtlegemer. De angrebne nåle misfarves og falder til sidst af.

Douglasiesodskimmel regnes traditio­nelt som mindre skadelig end douglasiesprækkesvamp pga. den lange udviklingstid. Faktisk blev svampen først bemærket, da den gav nåletab på indførte douglasgran i Europa, hvilket gav anledning til det lidt misvisende engelske navn Swiss Needle Cast. P. gäumannii er imidlertid udbredt overalt, hvor douglasgran vokser, både naturligt og plantet.

I USA har man siden 1991 oplevet en mere aggressiv udvikling i sygdommen, hvor nålene bliver gule allerede næste forår inden udspring (’banantræer’). Angreb flere år i træk giver alvorlige tilvæksttab og kan få træerne til at dø. Det antages, at anvendelse af douglasgran uden for dens naturlige udbredelsesområde og med en større bevoksningsandel end de naturlige 20 % har medvirket til denne ændring i sygdomsbilledet. Nogle forskere mener dog, at der er udviklet en ny og mere patogen type af svampen.

I USA bekæmpes douglasiesodskimmel typisk på juletræer i de sidste tre vækstsæsoner før høst, hvis svampen konstateres på arealet. Dette sker ved at se efter frugtlegemer på de ældste nåle. P. gäumannii var et stort problem for dyrkerne i slutningen af 1970’erne. Ved en undersøgelse i 1981 var svampen til stede i 90 % af kulturerne og på mere 80 % af træerne. Efter indførsel af et moniterings- og bekæmpelses-program var det i 1987-2007 kun 13 % af træ­erne og 38 % af kulturerne, som havde angreb (G. Chastagner pers. medd.). Da der ikke findes godkendte fungicider til juletræer eller skovtræer i Danmark, er en tilsvarende strategi ikke mulig.

I Danmark optræder omfattende nålefald særligt hyppigt efter kolde vintre kombineret med et tørt forår, men ellers ses svampeangrebet blot som misfarvning af de ældre nåle. På juletræer og klippegrønt er P. gäumannii et særligt problem, fordi angrebne, men stadigt grønne nåle drysser hurtigt efter fældning. Svampen påvirker således nålefastheden ganske alvorligt.

Douglasgranlus

Douglasgranlusen (Gilletteella cooleyi) minder såvel i levevis som i symptomer meget om alm. ædelgranlus, som vi kender fra nordmannsgran. Bladlusen værtskifter med sitkagran – undertiden også hvidgran og blågran. I alle tilfælde produceres der på hovedværten karakteristiske langstrakte galler.

Vingede vandrelus flyver i sensommeren fra hovedværten over på douglasgran. Hér lægger hunnen 50-100 æg, som klækkes i løbet af september. De små larver er 0,4 mm lange, ovale, brunsorte med veludviklede vokstråde langs kanten og i rosetter på ryggen. Disse larver udvikles næste forår til uvingede, æglæggende hunner. Afkommet af disse ses i forsommeren på årsskuddene som små, hvide uldtotter på undersiden af nålene.

Nålene misfarves og krummer ved stærk sugning om foråret, men skaden aftager sidst på året – som hos alm. ædelgranlus. Arten er vidt udbredt over hele landet. Omfattende skader er sjældent rapporteret, men har forekommet i udlandet såvel i Skotland som i Tyskland. For små planter – fx planteskoleplanter – kan angrebene være alvorlige.

I modsætning til sprækkesvampen nævnt overfor er det i dette tilfælde den grønne kysttype, som er mest modtagelig for angreb. Den blå indlandstype er angiveligt nærmest resistent.

Figur 3. Kraftigt angreb af douglasbladlus på nyudsprungne nåle (til venstre). Senere på året er bladlusene dækket af hvid voks (til højre). Fotos: Iben M. Thomsen.

Toptørre og barkdød hos douglasgran
Douglasiekræft og toptørre (Potebniamyces coniferarum) er en svampesygdom, som angriber barken på douglasgran, men også andre nåletræer som ædelgran og lærk. Den benævnes i ældre lærebøger som indsnøringsyge (Phomopsis pseudotsuga). Svampen er formentlig hjemmehørende i både Europa og Nordamerika. Angreb på douglasgran blev set i Danmark første gang af Rostrup i 1883.

I planteskoler og på kulturstadiet giver angreb anledning til tørre toppe på de 2-5 årige planter. Dette kan være en medvirkende årsag til den tvegedannelse, der somme tider plager douglasgran. Grænsen mellem det levende og døde er karakteriseret af en skråtstillet valk, og svampens små sorte, ukønnede frugtlegemer bryder frem på de indfaldne, døde dele. Tørkestressede planter er særligt modtagelige. Plantning under skærm angives at mindske risikoen for angreb.

På træer ældre end 5 år ses angreb som et rudeformet, indfaldent område i barken. Opkvistning og afklip­ning af grene til pyntegrønt kan give både douglasiekræftsvampen og andre sårparsitter indfaldsvej til bark og stamme. Ved pyntegrøntudnyttelse gælder det, ligesom for nobilis og nordmannsgran, om at efterlade grønne kviste, der kan holde stabben i live.

Litteratur

Butin, H. 1995: Tree Diseases and Disorders. Oxford University Press, s 23-26 (Rhabdocline, Phaeocryptopus), s 102-104 (Potebniamyces/Phomopsis). 
Chastagner, C. (ed) 1997: Christmas Tree Diseases, Insects, & Disorders in the Pacific Northwest: Identification and Management. WSU, 154 pp.
Ferdinandsen, C. & Jørgensen, C.A. 1938/39: Skovtræernes sygdomme. Nordisk Forlag, s 177-181 (Rhabdocline), s 216-221 (Phomopsis).
Stephan, B.R. 1980: Prüfung von Douglasien-Herkünften auf Resistenz gegen Rhabdocline pseudotsuga in Infektionsversuche. European Journal of Forest Pathology 10: 152-161.
Shaw, D. 2008: Swiss Needle Cast of Douglas-fir in Oregon. Forest Health Fact Sheet. Oregon State University, 4 s. Se også Swiss Needle Cast Cooperative www.cof.orst.edu/coops/sncc/index.htm

Videnblad nr.: 05.06-17
Forfattere: Iben M. Thomsen og Hans Peter Ravn