Douglasgran, det traditionelle juletræ i USA

Douglasgran har gennem tiden været den mest benyttede træart til juletræer i det nordvestlige USA. Douglasgran besidder en række egenskaber, der gør arten velegnet til dyrkning med intensiv beskæring, som skaber tætte træer. Under danske forhold vil douglasgran formentlig ikke være andet end et nicheprodukt, rettet mod aftagere med smag for en særlig type af juletræer og klippegrønt.

Figur 1. Formklippede douglasgran juletræer i Michigan, oktober 2005. Træerne til højre har fået farven frisket op med spraymaling, men forventes dog at blegne lidt inden salg. Træerne til venstre har den naturlige farve. Foto: Iben M. THomsen

Douglasgran er værdsat i skovbruget som en træart med god vækst og evne til at vokse på mange slags jordbund og regnes også som robust overfor klimaændringer. Douglasgran fejes og spises med stor fornøjelse af vildtet, så hegning er typisk en forudsætning for en vellykket kultur.

Som pyntegrønt blev grene fra douglasgran tidligere anvendt til guirlander pga. den store bøjelighed. Faktisk blev afsætning af grene anset som et tilskud til opkvistning med henblik på at forbedre tømmerkvaliteten. Douglasgran er dog ikke umiddelbart oplagt til dyrkning af juletræer i Danmark eller Europa.

I det nordvestlige USA var douglasgran den mest anvendte juletræsart i 1970’erne, hvor 30 års udvikling fra at hente træerne i skovbevoksninger toppede med den intensive dyrkning af formhuggede træer. Forskellige Abies-arter har vundet indpas som konkurrent til douglasgran i USA over de sidste 20-30 år, men træarten dyrkes dog stadigt som juletræ mange steder, også på østkysten (figur 1).

Udbredelse

Figur 2. Det naturlige udbredelsesområde for douglasgran (Larsen og Møller 1997).

Douglasgran (Pseudotsuga menziesii (Mirb.) Franco) stammer fra det nordvestlige Amerika, hvor den er naturligt udbredt fra Mexico og Californien i syd til British Columbia i nord (figur 2). Douglasgranens ene hovedudbredelse er langs Stillehavskysten og ind over Cascadebjergene, især Washington og British Columbia. I disse vidtstrakte skovområder vokser arten oftest i blanding med thuja, tsuga, sitkagran og Abies amabilis, men kan også optræde i renbestande.

Douglasgran forekommer også et stykke ind på kontinentet i et kontinuert område mellem 55º og 45º nordlig bredde og mere pletvist længere sydpå i et stort område, som i det store og hele følger Rocky Mountains bjergkæden.

Douglasgran selvsår sig villigt og er en typisk pionerart efter skovbrande i sit oprindelsesområde. I de tidlige bevoksningsstadier efter skovbrand kan den dominere arealet, indtil øvrige træarter indfinder sig. I naturlige blandingsskove udgør douglasgran normalt ca. 20 % af bestanden i ældre bevoksninger, men på dyrkede arealer er andelen ofte omkring 80 % pga. popularitet som tømmer.

Typer af douglasgran

Douglasgran opdeles traditionelt i tre racer: den grønne eller kysttypen (tidligere kaldet P. menziesii var. viridis) og de blå/grå indlandstyper (P. menziesii var. glauca og var. caesi). Blå og grå douglasgran forekommer hhv. i de sydlige og nordlige dele af Rocky Mountains udbredelsesområdet. I praksis er det dog tilstrækkeligt at skelne mellem kyst- og indlandstyper.

I Danmark plantes kun kysttypen af douglasgran (Pseudotsuga menziesii var. menziesii), da den har vist sig bedst egnet til danske forhold. De to indlandstyper har bedre frostresistens, men angribes af douglasiesprækkesvamp. Selv indenfor kysttypen af douglasgran er der dog store proveniensforskelle, som er væsentlige at tage hensyn til.

Biologi og udseende

Douglasgran har bløde, friskgrønne nåle, 2-2,5 cm lange, med to hvide striber på undersiden. Nålene står fremadrettet, både opad og ud til siderne, og dufter frugtagtigt ved knusning. Knopperne er slanke, tenformede og lysebrune som bøgeknopper. Nedfaldne nåle omsættes hurtigt, og træarten regnes som den bedste mulddanner blandt nåletræerne og bedre end mange løvtræer.

Dyrkning som juletræ

Kronen er slank og regelmæssigt kegleformet med ret spinkle, opadstigende grene. Under gunstige nedbørsforhold er årsskud omkring 1 meter almindeligt, hos unge træer op til 1,5 meter. Det meste af væksten sker om foråret, men tidlig beskæring og regn i juli kan udløse sommerskudsdannelse på små træer.

Figur 3. Beskæring af juletræer i USA sker som regel med lange, skarpe knive som vist her, men tidligere på vækstsæsonen. Foto september 2003 North Carolina. Foto: Iben M. THomsen

Anvendelse til juletræer forudsætter formklipning, da de lange, bløde grene ellers giver et pjusket udseende. I USA foregår denne beskæring (’shearing’) med specielle, lange knive fra midten af juli måned til slutningen af august måned (figur 3). Afkortning af topskud og beskæring af sidegrene skal ske hvert år fra tredje vækstsæson efter plantning, og indtil kulturen renafdrives efter 7-8 vækstsæsoner.

Udover formklipning, stabklipning og bekæmpelse af skadevoldere udføres somme tider spraymaling for at opnå det ønskede udseende (figur 1). Resultatet er et tæt træ, hvor de fleste defekter i grenstruktur er skjult, og der er en høj udnyttelsesgrad af træerne i kulturen. Typisk udføres også en ret intensiv ukrudtsbekæmpelse, mens gødskning kun anbefales på arealer med dårlig vækst.

Jordbund og klima

Douglasgran vokser i sit naturlige udbredelsesområde under vidt forskellige jordbunds- og klimaforhold og anses ikke som specielt fordringsfuld mht. førstnævnte. I plantningsåret kan tørke medføre en relativ høj planteafgang, men ellers er frost den største trussel (se Videnblad 3.7-3).

I de første mange år efter plantning er douglasgran udsat for vindskader og tåler dårligt vindslid fra f.eks. højt ukrudt eller andre træarter. Læhegn vil nok være en forudsætning ved brug som juletræ, selvom formklipning kan rette op på slidskader. Skønt douglasgran selv er følsom overfor vindslid, vil dens bløde skud og nåle ikke påvirke andre arter i så høj grad, og den er derfor en blid nabo i blandingskulturer, f.eks. med nobilis.

Juletræer og pyntegrønt

Nålefasthed hos douglasgran er ifølge nordamerikanske forsøg rimelig, hvis træet står i vand. Der vil være synligt nåletab efter 7-10 dage, hvis det står tørt indendørs, som det er kutyme i Danmark. Nålefastheden må dog anses som bedre end rødgran. Angreb af douglasiesodskimmel øger nåletabet dramatisk. Pottede træer, som sættes ud efter jul, er udsat for frostskader på nåle og skud (se Videnblad 7.6-4).

Nordmannsgran (juletræer) og nobilis (klippegrønt) vil altid være douglasgran langt overlegen i økonomisk udbytte. Da risiko for skader pga. forårsfrost eller vildt ikke mindskes væsentligt ved brug af douglasgran, og dyrkning kræver intensiv formregulering, vil arten aldrig blive andet end et nicheprodukt i Danmark, rettet mod aftagere med smag for en særlig type af juletræer og klippegrønt.

Kilder

Henriksen, H.A. 1988: Skoven og dens dyrkning. Dansk Skovforening 664 s.
Landgren, C., Fletcher, R., Bondi, M., Barney, D., Mahoney, R. 2003: Growing Christmas Trees in the Pacific Northwest. PNW Publication 6, 40 s.
Larsen, J.B., Møller I.S. 1997: Douglasgran – proveniensvariation, forædling og frøkildevalg. I: Larsen, J.B. (red.) Træarts- og proveniensvalget i et bæredygtigt skovbrug. Dansk Skovforenings Tidsskrift 82(1): 169-178.
Møller, C.M. 1977: Vore skovtræarter og deres dyrkning. Dansk Skovforening 552 s.
Proebsting, W.M., Landgren, C. 1993: Developing Sheared Douglas-fir Christmas Trees. PNW Publication 227, 19 s.
Plantevalg: »Systembeskrivelse samt kriterier for anbefaling«.

Videnblad nr.: 03.07-02
Forfatter: Iben M. Thomsen