Elmesyge – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Videntjenesten > Rådgivning > Spørgsmål og svar > Park og Landskab > Elmesyge

Dato: 21-06-2013 Emne: Svampe

Elmesyge

Spørgsmål

Spg. 1

På den lille ø Tunø, der ligger mellem Samsø og Jylland, mistede vi for 15-20 år siden, som så mange andre, et stort fuldvoksent elmetræ til elmesygen. Det blev fældet og omdannet til en træskulptur. Det mærkelige er imidlertid, at der 20 meter derfra står en elm af tilsvarende størrelse, der overhovedet ikke har vist tegn på elmesyge, ingen visne grene, dårlige topskud eller svagt løvspring. Det står fuldvoksent, livskraftigt og netop nu med masser af manna. Jeg gætter på at det er omkring 20 meter højt og har en stammediameter på 60 cm. Jeg vil gætte på at elmen er selvsået, da det står klods op ad en bygning og muligvis et søstertræ til det der blev fældet.

Mit spørgsmål går nu på om der kan være tale om et resistent træ, eller er der simpelthen tale om et helt utroligt lykketræf, at elmebarkbillen ikke har fundet derhen?

Spg. 2

Jeg har siden slutningen af 1970erne fulgt elmesygens udvikling - især i Østjylland men iøvrigt også i andre dele af Jylland.

Fra starten har jeg hyppigt set store træer bukke under, ofte med stødskud som overlevede og først senere viste sygdomstegn. Men desuden også en del frøplanter Men de seneste år - måske fem eller lidt mere - har jeg ikke set nye angreb men til gengæld temmelig mange træer, som er blevet så gamle at de har rigelig frugtsætning Er sygdommen drevet over, eller er der allerede udviklet resistente typer ?

Svar

Der findes endnu enkelte overlevende store elm i landskabet. Så sent som i sidste uge blev jeg gjort bekendt med en stor elm på Ærø, og jeg kender selv til én på ved Bisserup strand på Sydsjællands kyst. Som regel er det dog en stakket frist. Før eller siden vil de store gamle elmetræer blive ramt af elmesyge. På Tunø ville jeg dog tro, at man kunne håbe på, at man med det nuværende begrænsede smittetryk kunne undgå en nyinfektion. Jeg er overbevist om, at det er den lave forekomst af barkbiller, som har bevirket overlevelsen. Der har endnu aldrig vist sig egentlig resistens mod elmesyge i danske træer - desværre.

Man kan derfor ikke sige, at sygdommen er drevet over, men manglen på ældre træer gør, at der ikke er så mange elmebarkbiller. De skal bruge træer af en vis størrelse - eller rettere bark af en vis tykkelse for at lægge æg. Da det er barkbillerne, som spreder svampen, der slår træerne ihjel, så betyder færre biller, at færre træer angribes. Mange unge elmetræer når derfor at blive så store, at de kan sætte frø, inden de bliver fundet af barkbillerne, og dermed holdes træarten i live.

I Thy står de først nu midt i elmesygen 25-30 år efter Østdanmark. Udviklnigen kan til en stor del forklares på baggrund af vektor-materialet: De steder det gik hedest til i 1980'erne var hvor stor elmebarkbille forekommer. Denne art er nylig fundet i Thy. Hvor lille elmebarkbille dominerer, når træerne at blive så store, at de frugtificerer, før de bliver angrebet og dør. Men elmesygen er stadig overalt i landet og hele sommeren vil man kunne se de døde grenpartier oppe i de store buske med armstykke stammer. På Lolland-Falster har man fundet en endnu mindre art (Scolytus pymaeus). Dén kan yngle på fingertykke stammer på træer, der endnu ikke har fruktificeret. Hvis den breder sig, er det nok slut med elmen.