Dato: 03-07-2007 | Videnblad nr. 05.06-24 Emne: Hugstbehandling

Hugst og stormfald VII

Rumlig stabilisering. Temporære stabiliseringsbælter

Dette Videnblad beskriver anvendelsen af mere eller mindre "temporære" stabiliseringsenheder, som skabes gennem differentieret behandling i tid og rum. Der beskrives fem forskellige metoder til rumlig stabilisering af mere eller mindre temporær karakter. Se principskitser på bagsiden.

Halv hugst

Den simpleste måde at skaffe sig en markant højere stormstabilitet på, er ved at differentiere hugstindgrebene i tid. Ved for eksempel kun at tynde hver 2. kulisse, opnår man, at kun halvdelen af bevoksningen er destabiliseret og halvdelen af bevoksningen har en rimelig stabilitet. Man må så tynde den anden halvdel af bevoksningen, når de først tyndede kulisser har stabiliseret sig. Denne taktik skønnes at gøre bevoksningen stabil op til en højde af ca. 20-25 meter. I ældre bevoksninger vil  stabiliseringen efter hugst dog være så langsom, at metoden måske nok har effekt, men ikke yder optimal sikkerhed mod storm. Det er klart, at metoden medfører meromkostninger til skovning og udkørsel, men metoden er til gengæld simpel. Denne metode er forsøgt på Feldborg Distrikt - hidtil med succes.

Illustration af halvhugst- og ankertræmodeller

Ankertræ-modellen

På Frederiksborg Distrikt har man sammen med Skov & Landskab udviklet en rumlig differentieret behandlingsmodel, som bygger på fritstilling af såkaldte ankertræer tæt på stiksporet og aftagende hugstindgreb mod kulissens midte, som skal fremstå som tyndingsfri. For at opnå en stribe eller grupper af A-hugst i kulissens midte, bør man anlægge stikspor med lidt større afstand end ellers. Der har dog været ret stærke stormskader i nye anlæg efter denne metode.

Bo Larsens forcerede konverteringsmodel

Bo Larsen har foreslået en konverteringsmetode i gran, hvor kulisserne i den ene side hugges med stærk hugst fra neden og i den anden side med måldiameterhugst. Dette opnås i praksis ved at behandle hvert 2. stikspor med svag hugst fra toppen som medfører en stor vedmasseophobning, en lang omdrift og en langsom afvikling. De øvrige stikspor hugges med stærk hugst fra neden for hurtigt at iværksætte naturforyngelse på disse arealer. Modellen medfører en tidsmæssigt differentieret destabilisering og skønnes at være mere stabil end almindelig praksis.

Illustration af forceret konvertering og mini-renafdrift

Mini-renafdrifter

Små renafdrifter er blot en form for meget store lysbrønde. I ældre bevoksninger, hvor stamtallet er reduceret til et lavt niveau, kan man måske med fordel vælge at iværksætte foryngelse via små renafdriftsarealer. Herigennem bevares stabiliteten i hovedparten af bevoksningen i stedet for at destabilisere hele bevoksningen ved en tynding. Princippet vil i øvrigt understøtte en konvertering til naturnær skovdrift.

Klosterhedens 20/40/60 model

På Klosterheden har man udtænkt en »gruppevis« eller blokvis rumlig stabilisering. Med denne model efterlades spredte blokke (typisk 60x30 meter) med tyndingsfri drift. Samtidigt ønsker man at fremskynde foryngelse i grupper, hvorfor andre 20% af arealet hugges særlig stærkt - også i blokke fordelt ud over arealet. Resten 60% af bevoksningen hugges normalt. Denne model er anvendt i et demonstrationsforsøg på Klosterheden og beskrives i et senere Videnblad.

Illustration af Klosterheden model og signaturforklaring

Logoer for finansieringskilder

Finansiering

Stormrisk samt Skov og Naturstyrelsen (Erfaringer om stormfasthed fra langsigtede forsøg (B258, B259).

 



Videnblad nr.: 05.06-24
Forfatter: Christian Nørgård Nielsen