Håndtering af bevoksninger med asketoptørre

Figur 1. Venstre: Misfarvet bark ved basis af stammen er typisk tegn på angreb af honningsvamp. I dette tilfælde sidder frugtlegemerne på stammen. Højre: Bag det mørke område i barken er der en misfarvning i veddet, som dog ikke går længere op end den ydre nekrose.

Asketoptørre er en svampesygdom, som har været kendt i Danmark siden 2003. Svampen Chalara fraxinea blev først fundet i Polen og Sverige, men er nu konstateret i hele Nord- og Mellemeuropa. Dette Videnblad giver råd om, hvordan skovbevoksninger med asketoptørre kan håndteres bedst muligt ud fra den nuværende viden.

Ask er en værdifuld træart, økonomisk, æstetisk og i forhold til biodiversitet og skovøkosystemet. Selvom sygdommens biologi ikke er endelig klarlagt, er der ingen tvivl om, at konsekvenserne for både skovbrug og landskab er meget alvorlige. Der er plantet ask i stort omfang i de seneste år, både i skovene, i landskabet og langs veje, herunder i  byerne. Træarten er desværre også plantet mange steder, hvor den ikke hører hjemme, og hvor den derfor ikke ville trives alligevel.

Hvad slår askene ihjel?

C. fraxinea angriber fortrinsvis unge skud (se Videnblad 8.7-32). Herfra kan den gå videre ind på ældre grene eller hovedstammen og forårsage omfattende barksår. Planteskoleplanter og træer op til cirka 20 år kan dø direkte af asketoptørre, når alle skud er ramt, og hovedaksen i træet visnet tilbage. Processen er ofte gradvis, men hurtigt fremadskridende.

Ask ældre end 20 år dør normalt ikke af asketoptørre, men svækkes gennem flere år. Denne svækkelse kan medføre angreb af honningsvamp i rødder og ved stammebasis. Der vil typisk være tale om den mest almindelig art, køllestokket honningsvamp (Armillaria gallica), men i nogle skove optræder også ægte honningsvamp (A. mellea).

Angreb af honningsvamp på træer op til cirka 40 år, hvor stammebarken stadig er glat og tynd, ses som en rødlig eller brunlig misfarvning ved basis af stammen (figur 1). Skærer man i det døde område, bliver honningsvampens hvide mycelium som regel synlig (figur 2).

Figur 2. Under den døde, misfarvede bark sidder honningsvampens hvide mycelfaner som tegn på svampens tilstedeværelse.

Figur 3. Blotlagt rod på ældre ask med asketoptørre. Der er et stort dødt område, hvor honningsvampens rhizomorfer og hvide mycelium er synlige (pile)

På ældre træer med tykkere bark er angrebet af honningsvamp typisk begrænset til rødderne. Døde, indfaldne områder kan findes ved at blotlægge rodudløb og det øverste af rødderne (figur 3). Denne forskel er væsentlig, fordi veddet er misfarvet bag de døde barkområder (figur 1).

På ældre ask, hvor der er mulighed for at aflægge kævler, vil der sandsynligvis ikke være noget værditab, forudsat at træet fældes, mens det stadig er levende, og før honningsvampen har bredt sig fra rødderne.

Hvornår skal man fælde?

Selvom ældre bevoksninger med værdifulde asketræer er angrebet af asketoptørre, bør man ikke lade sig gribe af panik. Medmindre træerne er stressede af andre forhold, vil der typisk gå en del år, før kombinationen af asketoptørre og honningsvamp eventuelt gør det af med dem. Det er derfor muligt at foretage en gradvis afvikling over nogle år.

Figur 4. Vanris på stamme af stærkt svækket asketræ. Bemærk at skuddene er angrebet af C. fraxinea og visnet tilbage fra spidsen. Når svampen kommer ind til stammen, vil barken dø, og veddet bagved kan blive misfarvet.

Det er imidlertid vigtigt at påpege, at hvis træerne sætter vanris på stammen (figur 4), bør man fælde dem hurtigst muligt, dvs. senest om efteråret efter den vækstsæson, hvor de små skud på stammen kom frem. C. fraxinea kan nemlig angribe vanris, og det giver øget risiko for misfarvning af veddet.

Unge og mellemaldrende bevoksninger

Desværre er der ikke meget håb for bevoksninger op til cirka 40 år, som har voldsomme angreb af asketoptørre. Når først honningsvamp får fat i træerne, vil de dø ganske hurtigt. I mange tilfælde vil rydning af bevoksningen med efterfølgende flisning og gentilplantning med en anden træart være den mest oplagte løsning. Alternativt kan en døende bevoksning bruges som forkultur til indplantning af andre træarter, og eventuelle overlevende asketræer bevares.

Situationen er derimod en anden, hvis en ung bevoksning har mange sunde træer. Der er stor forskel i modtageligheden for C. fraxinea hos ask. Hvis bevoksningen ser nogenlunde rimelig ud, bør man anlægge en bevarende strategi. Der er ingen garanti
for, at træerne forbliver sunde, men gevinsten vil være høj (i forhold til rydning og gentilplantning), hvis bevoksningen overlever.

Enten kan man vende ryggen til og vente på, at bevoksningen klarer sig igennem eller går til. Eller, hvis arealet trænger til tynding, og man ønsker at gøre en aktiv indsats, kan man mærke de sundeste træer ud som hovedtræer.

Afmærkning af sunde træer skal ske i vækstsæsonen, hvor man kan se symptomerne på asketoptørre. Der bør om muligt mærkes rigeligt med træer, gerne op til 200 pr. ha. Brug en bestandig maling, for eksempel alkydmaling, som normalt holder op til 10 år. Herefter kan man tynde bevoksningen ved hugst blandt de ikke afmærkede træer.

Ældre bevoksninger

Figur 5. Ældre ask, hvor den primære krone er død. Træet overlever kun på grund af vanris, men stammen er frisk og kan anvendes.

En forlængelse af den påtvungne afvikling af ældre askebevoksninger er ofte ønskelig for fortsat at øge træernes tykkelse, strække afsætningen over en længere periode og
undgå drastiske skift i skovmiljøet. Diametertilvæksten vil dog være begrænset på træer med alvorlige kronesymptomer, da en stor del af energien går til regeneration af kronen for at overleve (figur 5). Med den rette strategi er det muligt at udsætte afviklingen uden at reducere kævlernes værdi. Det kræver imidlertid en løbende opfølgning på træernes tilstand efter følgende opskrift:

• Askebevoksninger  skal tilses i vækstsæsonen, så træernes sundhedstilstand
• kan vurderes.
• Alle ask med vanris på stammen skal udvises og fældes hurtigst muligt.
• Alle ask, hvor det meste af den primære krone er død, og træet kun lever af vanris i kronen, udvises og fældes snarest.
• Ask, hvor mere end halvdelen af den primære krone er død, bør man overveje at udvise.
• Ask, hvor mindst trefjerdedele af den primære krone er intakt, kan anses som tilstrækkeligt sunde.

Optimalt skal alle bevoksninger gennemgås hvert eller hvert andet år. Jo længere der går mellem tyndingerne, des flere af de dårlige træer bør udvises hver gang. Der bør være fokus på at identificere og bevare hunlige individer med god sundhed sammen med enkelte gode hantræer. Det ser nemlig ud til, at forældrenes resistens nedarves til afkommet, og sunde modertræer kan derfor være udgangspunkt for en selvforyngelse
af bevoksningen.

Vores arbejde med asketoptørre er støttet af Skov- og Naturstyrelsens ordninger for
praksisnære forsøg og produktudvikling.

Videnblad nr.: 05.06-29
Forfattere: Iben M. Thomsen og Jens Peter Skovsgaard