Dato: 01-09-2007 | Videnblad nr. 03.01-32 Emne: Skovdriftsformer

Græsning - et effektiv middel mod Kæmpebjørneklo

Husdyrgræsning er en effektiv og relativ billig metode til bekæmpelse af større bestande af kæmpebjørneklo. Selvom der kun foreligger få videnskabelige undersøgelser af græsning som bekæmpelsesmetode, fortæller en del praktiske erfaringer med græsning med forskellige husdyrarter om deres egnethed.

Får, der spiser bjørneklo
Får, der spiser bjørneklo.

Bjørneklo som foderplante Kæmpebjørneklo har en høj biomasseproduktion med en overjordisk produktion på op til godt 7 tons tørvægt/ha. Arter af kæmpebjørneklo blev oprindeligt indført og dyrket i Østeuropa som foderplante og kunne som sådan producere omkring 15 tons tørvægt/ha. Dyrkningen blev opgivet igen bl.a. på grund af gener ved håndtering af planten, og fordi ensileret bjørneklo gav en uønsket lugt og afsmag i mælk.

Foderkvalitet

Bladene af kæmpebjørneklo har en høj fordøjelighed på 70-75% af tørstofindholdet. Indholdet af råprotein tidligt i foråret er på over 20% og falder hen over sæsonen til 12-14% og er således fuldt tilstrækkeligt i forhold til husdyrs behov, der ligger på 10-12%. Bjørneklo indeholder ligeledes et tilstrækkeligt højt indhold af de øvrige essentielle næringsstoffer og mineraler til at være en fortrinlig foderplante. Dog kan den høje fordøjelighed og indholdet af råprotein give fordøjelsesvanskeligheder bl.a. i form af trommesyge først på sæsonen, hvis ikke der er andet mere strukturrigt foder tilgængeligt for dyrene.

Valg af græsningsdyr

Husdyrene har forskellige foderpræferencer og græsningsmønstre, og det har betydning for, hvor meget og hvilke dele de æder af bjørnekloplanterne. Kvæg foretrækker sød, neutral, og sur smag frem for bittert, men æder alligevel gerne bjørneklo trods deres lidt bitre lugt og smag. Heste, der har lignende smagspræferencer som kvæg, men er mere selektive og vrager en del urter, angives oftest ikke at æde bjørneklo. Kvæg og heste græsser ikke i nærheden af deres egne ekskrementer, og det kan, især for hestes vedkommende, betyde større ugræssede områder, hvor eventuelle bjørnekloplanter vil kunne blomstre og sætte frø.

Får og geder æder gerne bittert smagende planter. De foretrækker friske, næringsrige planter, og specielt får foretrækker urter frem for græsser og æder meget gerne bjørneklo. Geder foretrækker at græsse i hovedhøjde og vil ofte nøjes med at græsse de øverst siddende blade, medmindre der er et højt græsningstryk. Får og geder kan på grund af deres smalle hoveder nå ind imellem grene og æde planter, der er vokset op i ly af træer og buske. Græsning med får kan desuden være en hjælp til hurtigt at få udviklet et græsdomineret plantedække, der kan hæmme fremspiring af nye bjørneklo. Geder fremmer ligeledes en græsdomineret, men ofte mere åben vegetation.

Svin foretrækker at æde planter og plantedele med et højt indhold af energi, bl.a. frugter, frø, svampe og rødder. De æder gerne blade og rødder af bjørneklo, men gennemroder jorden under fødesøgning og skaber dermed gode muligheder for fremspiring af nye bjørneklo.

Husdyr som bekæmpelsesmetode. ++ = meget velegnet, + = velegnet, (+) = muligvis egnet, - = uegnet:

Får Geder  Kvæg  Heste Svin
Konsumering af bjørneklo ++ ++ ++ (+) ++
Egnet som »flyvende korps« ++ ++ (+) - (+)
Egnet på:
- tør overdrev/græsmark
++ ++ ++ ++ +
- sommertør eng
+ + ++ + +
- våd eng
- - ++ + ++
- artsrig urtevegetation
- (+) ++ ++ -
Min. areal (ha) for »flyvende korps« 0,05 0,05
Min. areal (ha) for sæsongræsning 0,5 0,5 2 2 0,5
Hegnsudgifter Høj Høj Lav Lav Høj
Konflikt risiko i forhold til offentlig adgang
(græsningsdyr – publikum)
 Lav  Lav Middel Høj   Middel
Konflikt risiko, hunde - græsningsdyr  Høj Middel Middel Lav Middel

Græsningsstrategier

Det er vigtigt at dyrene kommer på græs tidligt på sæsonen i april eller tidlig maj, mens bjørnekloplanterne endnu er små.

Græsningen skal hindre ny frøsætning og udpine roden, således at planten dør ud. Tidlig afgræsning er vigtig dels i forhold til dyrenes lyst til at æde planterne og dels i forhold til udpining af rodsystemet. Der er eksempler på, at får vrager de helt små planter, måske som følge af det høje proteinindhold, og først begynder at æde af dem, når de har nået en vis højde.

Græsningen skal fortsætte – eller genoptages – indtil genvækst stopper om efteråret. Græsningen skal gentages en række år indtil alle planterne er døde og der ikke er flere spiredygtige frø i jorden. Frøene kan bevare spireevnen 4-5 år, men det kan tage op til 10 år før alle rødder er udpinte og døde. Græsningen kan enten foregå som normal sæsongræsning eller som en punktgræsning med en flok dyr (flyvende korps), der græsser kortvarigt flere gange i løbet af sæsonen på en række lokaliteter.

Grqaf over antal år for en total bekæmpelse af Kæmpebjørneklo
Antal år for en total bekæmpelse af Kæmpebjørneklo ved hhv. rodskæring, slåning og græsning med får.

Punktgræsning er især egnet, hvor der er tale om en meget tæt bestand af bjørneklo eller på meget små arealer, mens sæsongræsning er bedre egnet på arealer med en mere spredt bevoksning af bjørneklo. I forbindelse med flytning af dyr skal man være opmærksom på, at de kan fungere som frøspredere, hvis de har gået på arealer, hvor der er udviklet frøstande. Specielt får med lang og krøllet pels kan bære rundt på mange frø, og derfor være med til at sprede dem til nye græsgange. Der findes mange forskellige koncepter for græsningsaftaler, der kan sikre afgræsning af bjørnekloarealer, hvor der ikke er lokale dyreholdere. Det kan være fåreavlerforeninger, som påtager sig bekæmpelse med mobile fåreflokke eller offentlige myndigheder, der hjælper lodsejere og dyreholdere med at finde hinanden.

Erfarne dyr er en fordel

Det tager tid for dyr at vænne sig til en ny plante og der er stor forskel på hvor hurtigt dyrene får smag for bjørneklo. Erfarne dyr er også meget mindre udsatte for at foræde sig i en plante. Det er derfor en stor fordel at anvende dyr, der er fortrolige med planten – evt. sætte en ny flok ud sammen med 1-2 erfarne dyr, der kender planten.

Er bjørneklo giftig for husdyrene?

Det giftige indhold i bjørneklo består af furokumariner. De findes i hele planten men i særlig høj koncentration i frøene. Ved kontakt med hud udløser furokumariner en overfølsomhed overfor sollys, der kan medføre svære forbrændinger. Bjørneklo er ikke giftig at æde, men græsningsdyrene kan få udslæt af kontakt med plantesafter på tyndhudede partier specielt omkring munden. Ved tegn på udslæt skal dyrene straks flyttes væk fra arealer og holdes væk fra sollys indtil huden er helet igen.

Kilde

Buttenschøn, R.M. & Nielsen, C., 2007: Control of Heracleum mantegazziaum by grazing, pp 240 – 254. In: Pyšek, P.M.Cock, W. Nentwig, and H.P. Ravn (eds.) Ecology and Management of Giant Hogweed (Heracleum mantegazzianum). CABInternational, Wallingford, UK.



Videnblad nr.: 03.01-32
Forfattere: Rita Buttenschøn og Charlotte Nilesen