Træartsvalget 17. Thuja

Naturlig udbredelse og successionsmæssig rolle

Thuja er naturligt hjemmehørende i det nordvestlige USA og det vestlige Canada langs stillehavskysten fra det sydligste Alaska gennem British Columbia, det vestlige Washington og Oregon med de sydligste forekomster i det nordvestlige Californien. Desuden er den udbredt i Rocky Mountains fra British Columbia over det nordøstlige Washington til det nordlige Idaho og Montana.

Den udvikler sig bedst i et kystnært klima med kølige, regnfulde somre og milde vintre. I den kontinentale og mere tørkeprægede del af udbredelsen er den således knyttet til fugtige lokaliteter. Den vokser i uensaldrende blandinger med douglas, tsuga, sitka, grandis, vestamerikansk lærk, nobilis m.fl. Træarten er relativ skyggetålsom, hvilket afspejler dens rolle i naturskovens senere successionsstadier.

Krav til klima

Thuja trives udmærket i vores relativt kølige og kystnære klima. Den er ikke specielt udsat for frost, og grundet dens dybtgående rodsystem er den mindre udsat for stormfald sammenlignet med vore øvrige nåletræer. I lighed med de øvrige nordvestamerikanske nåletræarter forventes den at være relativ robust overfor de forventede klimaændringer.

Krav til jordbund

Thuja har god vækst over en relativ bred vand- og næringsgradient – fra relativ fattig til meget rig og fra moderat tør til udpræget grundvandspåvirket jord. Rodsystemet tolererer vekselvåde og grundvandspåvirkede fede lerjorde (type 8) på linje med ædelgran og grandis. Den er mindre stabil på tørv og på ekstremt grundvandspåvirket og humusrig gleyjord.

Sygdomme og skader

Thuja har relativt få naturlige fjender. Den angribes i ungdommen af thujaens skivesvamp (Didymascella thujina). Problemet kan være betydeligt i planteskolerne, men i skoven anses det generelt ikke for at give større problemer. Tiltrækning af thujaplanter gennem stiklingsformering af mere end 10 år gammelt materiale synes at være en mulighed for at undgå angreb af skivesvamp i planteskolen. Thuja er følsom overfor salt. Cypresbladlus (Cinara cupressi) kan forårsage udbredt skuddød i thujahække men er ikke observeret som et problem i skoven. Thuja er kun i ringe grad udsat for vildtbid og fejning, og modtageligheden for angreb af rodfordærver synes lav til middel.

Anvendelse i skovbruget

Træet blev indført til Danmark som parktræ i 1850'erne, og fra slutningen af 1800-tallet begyndte man at dyrke det i skovene. Thuja forekommer i dag sporadisk i skoven og da på de bedre jorde i Østdanmark. Her bliver den især plantet i renbestand på kompakte og grundvandspåvirkede lerjorde, hvor andre nåletræarter ikke er stabile. Thujaved er blødt og derfor ikke specielt anvendeligt som konstruktionstræ, men dens kerneved pga. sit indhold af thujaplicin og andre fenoler er særdeles holdbart og anvendes i stedet for trykimprægneret træ bl.a. til facadebeklædning og tagspån.

I det klassiske skovbrug dyrkes den hovedsageligt i renbestand, mens den i det naturnære skovbrug vil kunne indgå som indblanding i en række skyggetræsdominerede skovudviklingstyper især på lerjorde fx i Bøg med douglas og lærk (13), Bøg og gran (14), Gran med bøg og ær (51), Douglasgran, rødgran og bøg (61) og Ædelgran/grandis og bøg (71).

Proveniensvalget

Da vi ikke råder over egentlige proveniensforsøg med thuja og derfor i princippet ingen informationer har vedrørende forskellige proveniensers anvendelighed, er proveniensvalget i thuja fokuseret på gode danske bevoksninger. Afkom af følgende kårede bevoksninger er i dag i handelen og kan anbefales: F.63a Langesø, F.146 Knuthenborg, F.290 Frijsenborg, F.725 Sorø Akademi.

Konsultér også plantevalg.dk og Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

Litteratur

Larsen, J. B. ed. 1997: Træarts- og proveniensvalget i et bæredygtigt skovbrug. DST 82: 1-252.