Træartsvalget 21. Ær

Naturlig udbredelse og successionsmæssig rolle

Ærens naturlige udbredelse strækker sig fra Nordspanien, Frankrig og Belgien i vest gennem Central- og Østeuropa til Kaukasus og Elbrusbjergene i Iran mod øst. Den nordligste udbredelse er med sikkerhed i Nordtyskland og dens sydligste i Calabrien (Syditalien). Den er dog blevet naturaliseret i mange andre områder. Således vokser den (og forynger sig) helt op til Tromsø.

Æren er næsten overalt associeret med bøgen (i Kaukasus dog med orientalsk bøg). Den er ikke blot knyttet til lavlandet, men er i Mellem- og Sydeuropa en typisk bjergskovsart (tysk: Bergahorn), hvor den stedvis kan gå helt op til trægrænsen. I bjergegnene vokser den sammen med bøg, rødgran og ædelgran og optræder her ofte med større hyppighed. Den optræder dog sjældent eller aldrig i renbestand.

Æren er i ungdommen skyggetålende, men den kræver for sin fortsatte udvikling løbende forstyrrelser (lysåbninger). Den forynger sig desuden udmærket efter større katastrofer/forstyrrelser såsom stormfald, laviner, jordskred mv. og har således også typiske pioneregenskaber. Som sådan indtager den en udpræget mellemstilling mellem pioner- og klimaksarterne.

I lavlandet optræder den ofte sammen med bøg, og som typisk gap-specialist udvikler den sig her fint sammen med bl.a. ask i et bøgedomineret skovsamfund, hvor æren dog sjældent udgør mere end 5 %.

Optællinger i den danske skovstatistik viser, at ær optræder på 4 % af skovarealet svarende til knap 24.000 ha.

Krav til klima

Æren stiller ikke de store krav til klimaet. Den kan i ungdommen skades noget af forårsfrost, men på grund af rask vækst vokser den hurtigt ud af disse kulturproblemer. Den har generelt en stor temperaturamplitude og trives godt selv i koldt-tempererede regioner. Den er relativ tolerant overfor tørke. Den vil ikke få problemer ved mindre klimaændringer.

Krav til jordbund

Æren har en ret stor amplitude hvad angår nærings- og vandforsyning, men udvikler sig bedst på næringsrige, kalkrige, dybgrundede jorde med en god vandforsyning. Vi har meget beskeden erfaring med dyrkning af æren på næringsfattig sandjord. Formodentlig vil den klare sig her, men dog næppe med nogen imponerende vækst. Dens løv omsættes let.

Ær kræver høj vand- og næringsstofforsyning for at nå høje vækstydelser. Samlet set er ær en anelse mere kræsen end bøg og kræver en højere vand- og næringsstofforsyning for at opnå de højeste vækstydelser. Rødderne tåler ikke kompakte jorde eller grundvandspåvirkning, men foretrækker god jordstruktur og godt luftskifte. Undgå tørvejorde og dårligt drænede, fede lerjorde (vandforsyningstype 9, og de vådeste i type 8), hvor væksten ofte stagnerer ved hård hugst.

Sygdomme og skader

Æren har forholdsvis få naturlige fjender. Den bliver efterstræbt af vildtet – især råvildt, som dog under normale forhold ikke vil være en forhindring i kulturfasen, henholdsvis forhindre den naturlige opvækst. Diverse bladsygdomme, som kan være ganske iøjnefaldende, har ingen betydning for sundheden. Af potentielle fremtidige trusler kan nævnes de asiatiske træbukke (Anoplophora sp.), se Videnblad 8.10-17 - 8.10-20.

Anvendelse i skovbruget

Det er fortsat uklart, om æren er naturligt vildtvoksende i Danmark, men den blev naturaliseret i parker tidligt i 1700-tallet, og først brugt i skoven af den tyske forstmand J. von Langen fra 1760-erne. Da den spreder sig meget villigt, har den efterhånden vundet indpas i de fleste østdanske skove, ikke mindst på muldrig jord, hvor den ofte forynger sig i store mængder under bøg. Af samme grund kaldes den for »von Langens fodspor«.

Med sin store foryngelsesvillighed på et vidt spektrum af lokaliteter, sin gode evne til at associere med andre arter og generelt gode økologiske egenskaber, har æren en vigtig rolle i det naturnære skovbrug. Ærens rolle som indblandingsart i en langt række naturlige skovsamfund giver den en tilsvarende rolle i en række skovudviklingstyper. Således optræder den i Bøg (11), Bøg med ask og ær (12) og Gran med bøg og ær (51) med op til 20 %, samt i en række andre skovudviklingstyper: 13, 14, 61, 71 som »mindre« indblandingsart.

Proveniensvalget

Der findes en lang række gode danske frøkilder, hvorfor disse som hovedregel bør vælges. Alternativt kan man bruge frøkilder fra vore sydlige nabolande.

• Kårede danske bevoksninger: fx F.511, F.530, F.531 og F.648 Bregentved, F.338 Boller Nederskov, F.818 Damsbo, F.640 Ganløse Ore, F.679 Gjorslev, F.745 Lundsgård, F.382 Margaard, F.669 Langesø, F.778 Orenæs, F.733 Ravnholt, F.718 Boller, F.566 Selsø Lindholm, F.804 Vestskoven,
• Nordtyske og hollandske frøplantager og kåringer.

Konsultér også plantevalg.dk og Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

Litteratur

Larsen, J.B. ed. (1997): Træarts- og proveniensvalget i et bæredygtigt skovbrug. DST, 82, 105-111.

Videnblad nr.: 03.02-38
Forfatter: J. Bo Larsen