Træartsvalget 6. Douglasgran
Douglasgran er den udenlandske træart med det største fremtidspotentiale i dansk skovbrug. Den har en høj tilvækst og gode vedegenskaber. Douglasgran har en stor jordbundsamplitude, og den stiller små klimakrav, forynger sig villigt, og den vokser godt i blanding med andre træarter. På renafdriftsflader skades den ofte af sen forårsnattefrost, så den er specielt velegnet i det naturnære skovbrugs beskyttede foryngelsesformer.
Naturlig udbredelse og successionsmæssig rolle
Douglasgranen er hjemmehørende i det nordvestlige Amerika, hvor den opdeles i en kysttype og en indlandstype. Kysttypen strækker sig fra British Columbia i Canada, gennem staterne Washington, Oregon og ned i det nordlige Californien. Indlandstypen forekommer ligeledes fra Canada og ned gennem Rocky Mountains med spredte forekomster helt ned til Mexico. Kysttypen, og her særligt herkomster fra Washington, har fundet udbredt anvendelse i Europa.
I Danmark har den med stor succes været anvendt i skovbruget i over 120 år dog med visse tilbageslag i første halvdel af 1900-tallet pga. anvendelsen af uegnede kontinentale provenienser (indlandsherkomster angribes af nålesvampene Rhabdocline pseudotsugae og Phaeocryptopus gäumannii). Douglasgran udgør dog pt. kun omkring 1,1 % af det danske skovareal (data fra Danmarks Skovstatistik 2009).
Douglasgranen er grundlæggende en pionerart, der i sit hjemland især forynges efter skovbrand. Pga. dens store vækstkraft (den når højder på op til 100 m) og lange livsforløb (op til 1000 år) dominerer den i lange perioder skovsamfundet og får herved rollen som subklimaksart. I de tidlige successionsfaser (efter brand o.l.) associerer den med amerikansk rødel (Alnus rubra), og senere indvandrer arter som sitkagran (langs kysten), grandis, thuja, tsuga og mange andre. Opstår der undervejs i successions-processen ikke nye katastrofer (skovbrand) vil udviklingen efter 600 til 800 år gå mod et klimaks-samfund af skyggetræarter domineret af tsuga.
I Danmark har douglasgranen især været dyrket i renbestand. Den har dog også vist sig god i blandinger med andre nåletræarter (grandis, sitka, rødgran), og den er specielt god i blanding med bøg. Den forynger sig villigt - især på de lettere jorde.
Krav til klima
Douglasgranen udvikler sig godt i det milde danske kystklima. På trods af dens pionerkarakter er det især klimaskader i kulturfasen, der begrænser dens brug. Den skades ofte af sen forårsnattefrost samt af frostudtørring i forbindelse med barfrost i den sene vinter. Dette indebærer, at arten bedst forynges under skærm eller i halvskygge. Træarten er relativ tørketolerant især på dybgrundede jorde. Den trykkes let skæv af vinden (sabelvækst), og op til 30-40 års alderen er den ikke særlig stormfast. Senere bliver den mere robust overfor storme. Douglasgranen vil være særdeles robust overfor de forventede klimaændringer.
Krav til jordbund
Douglasgranen har en meget stor jordbundsamplitude. Arten gror således relativt godt selv på forholdsvis tør og fattig bund. For at udvikle sig optimalt kræver den dog jorde med mulighed for relativ dyb rodudvikling. Undgå derfor lokaliteter med cementerede lag og lag med høj densitet. Desuden bør den ikke anvendes på udpræget dårligt drænede lokaliteter.
Sygdomme og skader
Tidligere havde douglasgranen store problemer med to nålesvampe douglasiesprækkesvamp (Rh. pseudotsugae) og douglasiesodskimmel (Ph. gäumannii). Især den førstnævnte viste sig at ramme indlandsprovenienserne hårdt. Vælger man som nu kystprovenienser, har douglasgranen ikke mange alvorlige biotiske problemer, selvom douglasgranlusen (Gilletteella cooleyi) angriber kysttypen mere end provenienser fra indlandet. I USA har douglasiesodskimmel dog givet anledning til kraftige nålefald siden starten af 1990’erne (se Videnblad 8.7-42).
Douglasiekræft og toptørre (Potebniamyces coniferarum) er en svampesygdom, som angriber barken på douglasgran, men også andre nåletræer som ædelgran og lærk. Den benævnes i ældre lærebøger som indsnøringsyge (Phomopsis pseudotsuga), og tørkestressede planter er særligt modtagelige. Plantning under skærm angives at mindske risikoen for angreb.
Vildt er et problem både ved bidning men især gennem fejning. Hegning anbefales derfor ofte. De største skader opstår i kulturfasen i forbindelse med forårsnattefrost og barfrost (udtørring).
Douglasgran er stærkt modtagelig overfor angreb af rodfordærver (Heterobasidion annosum) i ungdommen. Dette kan være en medvirkende årsag til den dårlige stabilitet, som præger træarten indtil alder 30-40 år. Som alle nåletræer er douglasgran stormfølsom, stabiliteten øges dog efter 40-års alderen, og ældre bevoksninger er ofte forbavsende stabile.
Anvendelse i skovbruget
Når douglasgranen på trods af sine mange gode forstlige egenskaber (god vækst og sundhed, gode vedegenskaber) ikke har fundet større udbredelse i det klassiske skovbrug, så skyldes det dens store problemer i kulturfasen; især når kultiveringen sker efter renafdrift. Douglasgranen udvikler sig bedst i et bestående skovklima og er med sine gode økologiske egenskaber (god i blandinger, god selvforyngelse) og store vækstkraft den udenlandske træart med det største potentiale i det naturnære skovbrug. Den optræder således med væsentlig andel i en række skovudviklingstyper og her især sammen med bøg: Bøg med douglasgran og lærk (13), Bøg og gran (14), Gran med bøg og ær (51), Douglasgran, rødgran og bøg (61), Ædelgran/grandis og bøg (71).
Proveniensvalget
Douglasgranen er den af vore træarter, hvor proveniensvalget har størst betydning. Interessen samler sig om provenienser fra kystområderne i staten Washington. Træarten viser udprægede tegn på landracedannelse, dvs., at den genetisk hurtigt tilpasser sig nye voksesteder; derfor er afkom af gode danske frøavlsbevoksninger og frøplantager at foretrække.
- Danske frøplantager: FP210 Sorø Akademi, FP228 og FP229 Gurre Vang
- Kårede danske bevoksninger fx F.398 Silkeborg Østerskov, F.421 og 424 Langesø, F.488 Stendalen, F.580, 581 og 582 Linå Vesterskov, F.594 Løvenholm, F.617 og 618 Langesø, F.736 Silkeborg Nordskov, F.812 Valskov
- Frøplantagen FP232 Lavercantiere (Frankrig, afkom Darrington)
- Washington: Syd- og sydvestsiden af Olympic Mountains (seed zone 030, 222, 231, 240)
- Vestsiden af Kaskadebjergene i Washington og sydlige British Columbia (fx Darrington).
Konsultér også plantevalg.dk.
Litteratur
Larsen, J.B. ed. 1997: Træarts- og proveniensvalget i et bæredygtigt skovbrug. DST, 82, 169-178.
Nord-Larsen, T. et al. 2010: Skove og plantager 2009. Skov & Landskab.
Videnblad nr.: 03.02-23
Forfattere: J. Bo Larsen og Iben M. Thomsen.