Træartsvalget 14. Sitkagran

Naturlig udbredelse og successionsmæssig rolle

Sitkagrans naturlige udbredelsesområde strækker sig i et smalt bælte langs stillehavskysten i det nordvestlige Amerika – fra Alaska i nord til Californien i syd. Udstrækningen nord-syd er næsten 3000 km, mens den maksimale bredde (øst-vest) kun udgør 210 km. Træarten er således helt knyttet til stillehavskysten, hvor den kun forekommer i lavlandet (under 300 meter o.h.).

I Danmark har sitkagran været benyttet i skovbruget i ca. 100 år. Dens brug har været stigende i de senere årtier. Optællinger i den danske skovstatistik viser, at sitkagran optræder på 6 % af skovarealet svarende til knap 35.000 ha.

Træarten har som rødgranen både pioneregenskaber og klimakskarakterer. Rene sitkagranbevoksninger forekommer i det naturlige udbredelsesområde ofte, hvor træartens pioneregenskaber har kunnet komme til udfoldelse efter fx brand og jorderosion. Under mere stabile forhold findes arten typisk i blanding med tsuga, thuja, douglasgran, grandis m.fl.

Krav til klima

Sitkagran er i udpræget grad tilpasset et maritimt klima med milde vintre og kølige somre. Det er klimakrav, som i vid udstrækning honoreres i Danmark. Den er desuden tilpasset fugtig og saltholdig luft, hvilket gør den specielt egnet i klitskovbruget.

Generelt er sitkagran dog ikke særlig stabil i Danmark. Den kan det ene år synes sund og vækstkraftig for få år efter helt at gå i opløsning. Dette skyldes formodentlig, at dens krav til vandforsyning ikke altid opfyldes. Den svækkes til tider af sommertørke med påfølgende angreb af jættebarkbillen (Dendroctonus micans), ligesom angreb af sitkabladlus (Elatobium abietinum) ofte nedsætter tilvæksten betragtelig.

På udsatte lokaliteter skades den ofte af frost, da den i kulturstadiet er frost­følsom, både overfor forårsfrost og tidlig efterårsfrost. Træarten er meget vindfølsom i bevoksninger, selvom solitærtræer ofte er stormfaste. Som udpræget oceanisk træart vil sitkagran formodentlig være tolerant overfor de forventede temperaturændringer, dog må tørre somre forventes at give sitka­granen problemer, ligesom milde vintre må forventes at forstærke problemer med sitkabladlus. Et fremtidigt klima med hyppigere og kraftigere storme vil under alle omstændigheder øge artens stormfaldsproblemer.

Krav til jordbund

Sitkagran udvikler sig godt på et bredt spektrum af lokaliteter. Den vokser bedre end rødgran på tørre, fattige lokaliteter og er desuden tolerant overfor saltnedslag. Den klarer sig bedre end rødgran på jorde med moderat vandstuvning (type 8). På meget grundvandspåvirkede jorde (vandforsyningstype 9), især på fede lerjorde med dårligt luftskifte og på tørvejord frarådes sitkagran pga. stormfaldsrisiko. På afvandede tørvejorde vokser den hurtigt, men dør tilsvarende tidligt. Dens løv omsættes langsomt, og træarten er en udpræget mordanner.

Sygdomme og skader

Sitkagran har relativt få naturlige fjender, men enkelte skadevoldere kan være ganske alvorlige, ikke mindst, hvor træarten dyrkes under mindre gunstige forhold.

Træarten er meget modtagelig for angreb af rodfordærver (Heterobasidion annosum), men andre vednedbrydende svampe kan også give rod- og stammeråd. Tyndingsfri drift er en god måde at undgå problemer med rodfordærver, når sitkagran plantes som 1. generation nåletræ.

Sitkabladlus forårsager med jævne mellerum kraftigt nålefald, specielt når milde vintre følges af lune forår (se Videnblad 8.10-3). Der er observeret forskelle i resistens mod sitka­bladlus, hvilket allerede nu bruges i forædlingen og kan blive af stor betydning ved fremtidige klimaændringer med milde vintre og lune forår (se Videnblad 8.10-15).

Jættebarkbille (ofte kaldet micans) kan give anledning til problemer for sitkagran i klitplantager. Lysstilling fremmer jættebarkbillen, så svag hugst eller tyndingsfri drift er at foretrække.

Anvendelse i skovbruget

Sitkagran har og får fremover en vis rolle i skoven. Især i klitskovene, hvor dens økologiske fordele – herunder store salttolerance – kommer fuldt til udfoldelse. I de øvrige skove kan den supplere rødgranen og gøre »grandyrkningen« mere robust overfor mulige klimaændringer, idet dens klimaprofil er komplementær til rødgranens. Den er ganske robust overfor bidning og skrælning fra hjortevildt og giver skjul for vildtet om vinteren, hvorfor den har sin berettigelse i vildtplejen.

Træarten forekommer udover i den typiske »klitskovudviklingstype« – Sitkagran med fyr og løvtræ (52) – i en række andre typer hvor den supplerer rødgranen: Bøg og gran (14), Birk med skovfyr og gran (41), Gran med bøg og ær (51), Ædelgran/grandis og bøg (71), Skovfyr, birk og rødgran (81).

Proveniensvalget

Sitkagran har som vigtig vedproducent været underkastet en række forædlingsprogrammer med det formål at fremme vækst, stammerethed, rumvægt og sundhed, herunder resistens mod sitkabladlus. Derfor anbefales primært afkom af danske frøplantager – sekundært danske kårede bevoksninger.

• Danske frøplantager: FP625 C.E. Flensborg, FP250 Mosemark, FP243 Sønderskovgård og på udsatte lokaliteter fx FP256 Bærmose­skov
• Danske kårede bevoksninger: fx F.446 og F.556 Frijsenborg, F.411 Rye Nørskov, F.592 og F.593 Løvenholm

Konsultér også plantevalg.dk

Litteratur

Bejer, B. 1988: Siktkagran og ”micans”, DST 73: 34-42.
Larsen, J.B. ed. 1997: Træarts- og proveniensvalget i et bæredygtigt skovbrug. DST 82: 158-168.
Skovsgaard, J.P. 1997: Tyndingsfri drift af sitkagran. Forskningsserien nr. 19. Skov & Landskab. 525 pp.
Yde-Andersen, A.; Koch, J. 1991: April-frostskader i sitkagrankulturer. Skoven 23(11): 461-468.

Videnblad nr.: 03.02-31
Forfatter: J. Bo Larsen.