Lokal afledning af regnvand i New York City
New York City (NYC) er med 8,4 millioner indbyggere den største by i USA og hører til blandt de ældste bysamfund i landet. Byen er anlagt ved en naturhavn på et strategisk vigtigt sted ved Hudsonflodens udmunding i Atlanterhavet. Med udgangspunkt i det centrale Manhattan, har byen gennem tiderne vokset sig stor. Bakkerne (Manhattan betyder øen med de mange bakker) er udjævnet og byen har bredt sig ud på lavt liggende sletter og på opfyld langs kysten, hvilket gør byen sårbar overfor Atlanterhavsstormene. Håndtering af regnvandet er desuden et problem på grund af et forældet fælles kloaksystem for både regn- og spildevand. I dag løber 5 % af det kombinerede regn- og spildevand ved kraftig regn ud i vandløb uden rensning. Målet er at reducere dette med 40 % frem mod 2030.
Mange planer
Håndtering af regn- og havvand er sammen med andre af byens udfordringer adresseret i mange planer. Afsættet for dem alle er dog planen PlaNYC (2007), der for første gang sætter mål for byens udvikling og definerer udfordringer 25 år frem inden for bosætning, infrastruktur og miljø. Man kan kalde den en grøn vækstplan. Planen er udarbejdet i en arbejdsgruppe med direkte reference til borgmesteren. Kontoret har fået navnet Office of Longterm Planning (OLP) der stadig følger op på planen med årlige statusrapporter. Flere planer har siden set dagens lys, herunder Vision 2020 (2011) der efterfølgende har modtaget flere amerikanske hædersbevisninger for dens kombination af 10-årige mål og forslag til konkrete tiltag.
Offentlig kritik
PlaNYC (2007) blev fra flere sider kritiseret for ikke at satse mere på grøn infrastruktur (GI). Borger- og interessegrupper organiserede sig efterfølgende i organisationen S.W.I.M. (StormWater Infrastructure Matters), hvis græsrodsarbejde, herunder dokumentation af vandkvalitet og deltagelse i den offentlige debat, var en væsentlig årsag til at OLP i 2010 præsenterede NYC Green Infrastructure Plan (GI-planen, 2010) og at de ambitiøse mål blev indarbejdet i PlaNYC Update året efter. GI-planen beskriver hvorledes grønne tage, permeable befæstelser og regn-haver kan bidrage til at aflaste afløbsnettet ved kraftig regn. Arbejdet med oplysning, demonstrationsanlæg og implementering afrapporteres årligt som arbejdet skrider frem mod dets endemål i 2030.
LAR som del af grøn infrastruktur
Målet med GI-planen er i 2030 at reducere det årligt utilsigtede overløb fra i dag 5 % af det afløbsvand der behandles, godt 11 millioner kubikmeter, med 40 %. Midlet er at afkoble 10 % af de impermeable overflader fra afløbsnettet i belastede områder og lede regnvandet til regn-haver og beplantede bede langs veje, permeable befæstelser og grønne tage (LAR-anlæg). LAR-elementerne suppleres med ”grå” forbedringer af det eksisterende afløbsnet, typisk ved bedre filtre og riste. Forudsætningen for planen er en cost-benefit-analyse, der viser en besparelse på næsten 50 % i forhold til en udelukkende ”grå” løsning. Etablering af nye grønne elementer udgør 2/3 af budgettet (2010).
NYCs Adaptiv Management
GI-planens tilgang præsenteres som Adaptive Management, der adskiller sig væsentligt fra traditionel planlægning/forvaltning, således også fra vores hjemlige Skybrudsplan (KK, 2012). Ved Adaptive Management anvendes en iterativ proces (en cirkulær proces) hvor behovet for at reducere en usikkerhed (næste oversvømmelse) mødes med en hypotese (løsningsformulering) efterfulgt af tiltag. Et centralt element i metoden er transparente succeskriterier og evalueringen af tiltag, hvor resultater fra evalueringen giver feedback til usikkerhed, der bruges til justering af hypotese osv.
Længere proces
Den adaptive tilgang kommer i NYC til udtryk ved at introducere en lærende proces, der sigter på både at modne teknologier (LAR-konstruktioner), organisation (fokus på det tvær-sektionelle og samarbejdet) samt borgerinvolvering (oplysning og debat). I første fase (2010-11) blev de kommunale bygninger brugt til demonstrationsanlæg, og i næste fase (2011-13) er der eksperimenteret med forskellige former for monitering af LAR-anlæg. Formålet har dels været at få viden om effektiviteten af de enkelte anlæg, dels at opnå viden om styrker og svagheder ved forskellige instrumentering.
Dokumentationsindsatsen har fokuseret på parametre, der var vigtige i forhold til at udrulle løsninger i de områder af byen, hvor det er mest krævet, dvs. kvantitetsspørgsmål. I den tredje og nuværende fase udbredes LAR-anlæg i stort antal og moniteringen af løsningernes effektivitet intensiveres, og der inddrages nye parametre så som transport af kvælstof og tungmetaller.
NYC versus København
København og NYC er to byer der på flere måder spejler sig i hinanden. I efteråret 2015 er der etableret et formelt samarbejdet om netop håndtering af regnvand, og det kan derfor være aktuelt at se på ligheder og forskelle på planforløb i de to byer. Den Københavnske Skybrudsplan (2012) samt konkretisering for de seks oplande (2013) har vægt på først visionsdannelse og dernæst præsentation af færdige løsninger. Færdige løsninger, der i efteråret 2015, er blevet helt konkrete med plan for 57 specifikke projekter på Frederiksberg og 284 i Københavns Kommune i løbet af de næste 20 år. Projekterne er budgetlagt og har fået specifikke krav til forsinkelsesvolumen og/eller vandmængde, der skal kunne ledes væk på overflade i tilfælde af skybrud. Planerne set under ét præsenterer ét problem og én løsning struktureret på en måde så de kan rulles ud hen over kommende år. I modsætning hertil bygger NYC’s GI-plan fra 2010 og de årlige statusrapporter siden da på Adaptive Management og har fokus på processen. Årsagen til de forskellige tilgange kan være mange, men væsentlige årsager er formentlig forskellige vilkår for planlægningen samt kulturforskelle.
De to illustrationer ovenfor er centrale for hhv. NYC Green Infrastructure Plan, 2010 (øverst) og Københavns Kommunes Skybrudsplan, 2012 (nederst). Figuren fra GI-planen illustrerer gevinster på både kort og lang sigt af henholdsvis den grønne og den grå infrastruktur (processen er i fokus), mens figuren fra Skybrudsplanen illustrerer cost-benefit-analysen, der udpeger 100 års-hændelsen som dimensionerende succeskriterie (ét problem med én løsning).
Referencer:
• NYC Green Infrastructure Plan, 2010
• Skybrudsplanen, 2012, Københavns Kommune
• S.W.I.M. Coalition (swimmablenyc.info)
• Walters, C.J. & Holling, C.S. 1990: ”Large-scale management experiments and learning by doing”, Ecology, vol. 71, no. 6, pp. 2060-2068.
Videnblad nr.: 04.03-13
Forfatter: Jan Luxhøj Støvring