Dato: 27-06-2016 | Videnblad nr. 06.00-38 Emne: Generelt

Elge i naturplejen

En lille flok elge fra Sydsverige er sat ud i Mellemområdet i Lille Vildmose for at holde træopvækst nede og skabe et lysåbent græsningspræget landskab. Elgene passer godt til opgaven, fordi de trives i våde områder og æder store mængder pil, røn, birk m.m.

Elge foretrækker røn og pil, men mængdemæssigt udgør birk også en stor del af deres føde. De er især egnet til naturpleje på våde arealer, hvor ikke mange andre græsningsdyr trives. Foto: Jimmy Petterson

Elge foretrækker røn og pil, men mængdemæssigt udgør birk også en stor del af deres føde. De er især egnet til naturpleje på våde arealer, hvor ikke mange andre græsningsdyr trives. Foto: Jimmy Petterson

Der er stigende interesse for at bruge vilde dyr som dådyr, krondyr, europæisk bison, vildsvin og nu også elge i naturplejen. Frie græsningsformer, hvor dyreflokkene i nogen grad er selvregulerende, tillader i højere grad en dynamisk udvikling mellem åbne arealer og arealer med tilgroning end en styret husdyrgræsning, der skal fastholde en bestemt naturtilstand. Desuden har de vilde dyr andre græsningsegenskaber end husdyrene. De er heller ikke underlagt de samme krav om hyppige tilsyn, øremærkning og adgang til læskure m.m.

Elgen har været her

Der har tidligere levet elge i Danmark. De genindvandrede som nogle af de første pattedyr efter sidste istid for omkring 12.000 år siden. Elgene forsvandt igen i løbet af yngre stenalderen for ca. 5.000 år siden. I dag er elgen udbredt i de nordlige skovegne i Europa, Nordamerika og Asien. Den opdeles i flere underarter. Den europæiske elg (Alces alces alces (L)), der lever i Skandinavien, Østeuropa og det vestlige Rusland, er en af de mindre arter.

Retablering efter tørveudvinding

Mellemområdet i Lille Vildmose består af et 2.100 ha stort areal imellem Høstemark Skov og Tofte Skov. Det indgår i den store Lille Vildmose-fredning fra 2007, der omfatter i alt 7.646 ha. Mellemområdet er stærkt præget af den nyligt ophørte tørveindvinding, der har fjernet store dele af den oprindelige højmose. Afgravning og dræning har efterladt et landskab, der er opdelt i fenner med vandfyldte tørvegrave og afgravede flader samt højmose, kær og våde enge, der er truet af tilgroning af birk og pil. Som led i retableringen har man øget vandstanden for at genskabe en naturlig hydrologi. Det skal danne grundlag for en gendannelse af tørvemoser. Desuden er der ved at blive genskabt større, åbne søflader. Retableringen sker i et samarbejde mellem Aage V. Jensen Naturfond, der ejer en stor del af arealet, Aalborg Kommune og Naturstyrelsen som led i et EU LIFE-projekt, der afsluttes i 2017.

Trods den øgede vandstand vil store dele af Mellemområdet hurtigt gro til med pil og birk, hvis det får lov til at ligge hen uden drift eller natur­pleje. Kun de åbne vandflader og de mest sumpede områder vil forblive åbne. Tæt opvækst af birk er i modstrid med målsætningerne i Vildmose-fredningen om at bevare et åbent landskab og understøtte en udvikling mod højmose. Tilgroning med birk er ligeledes en trussel mod de eksisterende tørvemoser. Derfor er Mellemområdet blevet indhegnet, så det kan afgræsses med elg og krondyr.

Tåler våd bund

Elgen skiller sig ud fra de andre hjortearter ved sin størrelse og sit fødevalg. Den europæiske elg har en vægt på op til 300-400 kg for en elgko og 400-500 kg for en elgtyr og en skulderhøjde på 2 meter. Elgen er med sine lange ben og brede klove tilpasset til at kunne færdes på vådbundsarealer og i dyb sne og søge føde fra buske og træer i op til 3 meters højde. Den tåler sne og kulde, men ikke direkte sol og varme. Om sommeren foretrækker elgen kølige, fugtige skove fremfor solåbne arealer. Den kan have sin hvileplads på moser og andre vådbundsarealer og står gerne i vand, hvis temperaturen bliver for høj.

I Mellemområdet blev elg og krondyr valgt som græsningsdyr på grund af deres fødevalg og egnethed til at klare sig i et landskab, der er dominert af vådområder. Områdets afgrænsning betyder, at der er begrænset adgang til arealer, der er tørre året rundt. Desuden er der forholdsvis lidt skov og krat i forhold til åbne vådbundsarealer. De mange dybe, vandfyldte grøfter og tørvegrave kan være en barriere for nogle dyr. Krondyr og elge færdes gerne i vådområder, og de er gode svømmere. Specielt elgen henter gerne en del af føden fra vandplanter.

Foretrækker pil og røn

Elgen er ligesom rådyret »koncentrat-selekterende«. Den vælger sig et relativ letfordøjeligt plantemateriale med et højt indhold af råprotein med hovedvægten på løv, knopper og kviste fra træer og buske. Løvtræer udgør den væsentligste del af føden. En svensk undersøgelse af elgens fødevalg viste, at pil og røn er langt de mest foretrukne arter med en udnyttelse på over 20 % af deres forekomster i skov. Derefter følger bævreasp, fyr og enebær, mens udnyttelsen af birk og eg er på 7-8 % af deres forekomster i skov. Birk har en væsentlig større udbredelse end de øvrige løvtræsarter i elgens fødevalg. Derfor udgør birk sammen med pil mængdemæssigt langt den største del af føden.

Fordøjeligheden bestemmer

Elgens præference for pil og røn frem for birk afspejler forskelle i deres fordøjelighed. Birkens fordøjelighed er mindre end 50 % af fordøjeligheden af pil. Elgen foretrækker vortebirk frem for dunbirk, hvilket måske hænger sammen med, at dun­birk vokser langsommere. Elgen foretrækker at bide birk, der har været bidt året før. Ved let til middel bidpåvirkning vil birken sætte længere skud end birk, der ikke er bidt, og dermed byde på større mængde tilgængelig føde. Til gengæld er indholdet af en række vigtige mineraler og råfedt mindre. Indholdet af tanniner og fordøjelighed har betydning for, om birken bides i toppen eller på siden af træet.

Hvor meget birk æder en elg?

Et groft overslag over den forventede effekt af elges bid på birk i løbet af vinterhalvåret viste, at en elg kan optage birk fra Portlandmosen (den midterste del af højmosen, der er under tilgroning med birk), der svarer til opvæksten på 8-9 ha. I de fenner, hvor birken vokser hurtigere og har længere skud med flere og større knopper, vurderes det, at en elg i løbet af vinteren kan optage birk, der svarer til opvæksten på 3 ha.

Beregningen af birke-biomasse er lavet ud fra stikprøver med afklip af kviste af birk i forskellig størrelse og optælling af antal birk i felter på 10 x 50 m. Det forudsættes, at birk udgør 50 % af elgens samlede fødeoptag.

Kilde: Anbefalinger vedrørende naturpleje af Mellemområdet, Lille Vildmose

Årstidsvariation

Om sommeren kan en elg indtage op til 25-30 kg frisk plantemateriale om dagen, mens indtaget om vinteren er væsentligt mindre og ligger på 6-10 kg. Elge afbider skud og kviste med op til en diameter på 10 mm og kan foretage op til 3.000 bid pr. dag for at få maven fyldt.

Elgens korte hals i forhold til de lange ben betyder, at det er vanskeligt at græsse på kort plantevækst. Græsvegetationen udgør derfor kun en begrænset del af føden, mens dværgbuske som hedelyng kan være en væsentlig del af elgens vinterføde.

De første elge i Mellemområdet

I juni 2016 satte man de første fem elge ud i den 2.100 ha store indhegning i Mellemområdet i Lille Vildmose. Elgene kom fra Sydsverige i oktober 2015 og gik vinteren over i en lille indhegning for at vænne sig til de nye omgivelser. Det er planen at udsætte yderligere 5-7 elge. Desuden er der sat 22 krondyr fra hhv. Tofte Skov og Høstemark Skov ud til elgene. Målet er 50 krondyr i alt. En del af dyrene er forsynet med GPS-halsbånd. Sammen med en overvågning af virkningen på naturindholdet kan det give oplysninger om dyrenes græsningsadfærd og naturplejeeffekt.

Kilde

R.M. Buttenschøn, 2013: Anbefalinger vedrørende naturpleje af Mellemområdet, Lille Vildmose. Rapport udarbejdet for Aalborg Kommune og Aage V. Jensen Naturfond, maj 2013. 66 sider.


Videnblad nr.: 06.00-38
Forfatter: Rita M. Buttenschøn