Dato: 01-08-2008 | Videnblad nr. 03.03-46 Emne: Forvaltning og ressourcestyring

Nye tilbud i det grønne: Legeplads til hund og ejer

I udviklingen af grønne områder i byen og bynære skove kan etablering af fritløbsområder, hundeskove og »hundelegepladser« være en ny mulighed for skovejeren og/eller parkforvalteren. Behovet for arealer, hvor hunde kan løbe frit, er nemlig langt fra dækket på trods af, at der i Danmark findes omkring 200 statslige og kommunale hundeskove.

Foto: Jens Friis Lund

Foto: Jens Friis Lund

Hunde og deres ejere udgør en meget stor brugergruppe med stærkt varierende behov. I den ene ende findes den helt almindelige familie med hund, der har behov for at kunne lufte og aktivere hunden på nem og sikker vis. I den anden ende af spektret hundeentusiaster med specielle hunde, der søger områder til jagt- og lydighedstræning og egentlig hundesport. De to grupper har mange behov tilfælles, men ikke alle. Og særligt adskiller de sig ved deres organisering.

Grundmodellen

Den typiske hundeskov kender vi som et indhegnet eller på anden måde afgrænset grønt område med græs, buske og spredte træer eller skov, hvor hundeejere kan lade deres hunde løbe uden snor. I Danmark findes mere end 200 statslige og kommunale hundeskove, hvoraf hovedparten er indhegnede, mens resten er såkaldt fritløbsområder uden hegning. De ligger ofte i udkanten af skove eller åbne områder i bynære egne, hvor adgangsforholdene er gode. Typisk er hundeskove anlagt steder, hvor der i forvejen er et fattigt dyreliv, så hundenes færdsel inden for hegnet ikke virker forstyrrende på den naturlige fauna.

De oplagte udvidelser

Grundmodellen er i store træk hvad den almindelige hundelufter vil efterspørge, men det er muligt at forbedre den ganske enkelt. Anlagte stier rundt i arealet kan overvejes. Helt oplagt er det, at sikre at arealet er forsvarligt hegnet, så hverken store eller små hunde kan slippe ud og genere omgivelserne, og at der er selvlukkende låger, så ejerne kan være trygge ved at slippe deres hunde løs. Der bør opsættes skilte, så andre gæster i skoven oplyses om, at der er løse hunde på arealet. Sæt affaldsspande op for at sikre renholdelsen. Der kan eventuelt også opstilles borde og bænke til brug for hundeejerne, ligesom mange hundeejere vil efterspørge mulighed for parkering, når de benytter hundeskoven.

For specialisterne

Der er en voksende mængde hundeejere, der aktivt opsøger og engagerer sig i forskellige former for træning og hundesport. Der findes officielle regler for aflæggelse af prøver og afholdelse af konkurrencer, regler som oftest også indebærer særlige krav til arealerne, fx en bestemt længde og bredde af træningsbane. Der kan være tale om behov for særlige arealstørrelser, for varierende terræn og andre ting. Disse specialister og entusiaster blandt hundeejere er også ofte organiserede i kennelklubber, hundeførerforeninger og mange andre tilsvarende foreninger. Det betyder, at de vil have organisatorisk overskud til fx at indgå i samarbejder med skovejeren om vedligeholdelse, brugs-planlægning og selvjustits på områderne. Samtidig vil de ofte være villige til at anvende arealer, der ikke ligger helt så tilgængelige som de arealer, der anvendes af den almindelige hundelufter. Det skyldes blandt andet, at det giver specialisterne større ro omkring deres virke.

Foto: Jens Friis Lund

Foto: Jens Friis Lund

Jagthundeejere

Selv blandt ikke-jægere stiger interessen for at tage jagthundeprøver med deres hunde, herunder fx Sweiss-hundeprøven. Disse prøver stiller særlige krav til arealerne, og jagthunde-entusiaster har ofte vanskeligt ved at finde arealer hvor de kan træne hunde i jagtrelevante situationer. Jægere er ofte bedre stillede via leje af arealer til jagt, omend visse konsortier har begrænsninger på anvendelse af arealerne til hundetræning. Der kan derfor være stor efterspørgsel efter sådanne arealer blandt flere grupper. Afhængigt af typen af træning vil forskellige typer arealer kunne anvendes. Træning i søg med stående hund er ganske arealkrævende og vil kræve åbne arealer på adskillige ha, mens koldtvildtstræning, apporteringstræning og sportræning ofte kan foregå på mindre arealer på 1-5 ha, gerne med adgang til vand til brug for apporteringstræning.

De typiske udgifter

Der må påregnes udgifter til opsætning og vedligeholdelse af hegn, skraldespande, borde, bænke og skilte, alt efter hvor mange af disse ting, der etableres. Findes der ikke en parkeringsplads i forvejen, kan det være nødvendigt at anlægge denne. På baner designet til specialister kan der blive tale om springanlæg, skjul og andre elementer ønsket af brugerne. En shelter med mulighed for læ og tørvejr kan oplagt også være et ønske. Igen vil der være udgifter forbundet med etablering og vedligeholdelse. Oveni dette kommer alternativomkostningen for arealet. Særligt for baner anlagt til organiserede specialbrugere skal man være opmærksom på, at de såvel som skovejeren kan have en interesse i at stå for en del af anlæg og vedligeholdelse. Dette kan være en økonomisk fordel for begge parter.

At finde kunderne

Markedsføring og organiseringen skal målrettes alt efter det tilbud, man ønsker at give. Er der fokus på et tilbud til den almindelige hundeejer, der måske ikke er organiseret, så er det relevant at kontakte mere generelle kennelklubber i området og sammen med dem måske også tage kontakt til den eller de relevante kommuner om tilskud. Anlæg af denne slags arealer, der i nogen grad retter sig mod uorganiserede brugere kommer nemlig mange til gavn, også dem der ikke har hunde, men som slipper for evt. løsgående hunde på skovstier og andre steder hvor børn og voksne nyder naturen.

Er der fokus på specialisterne, skal man have kontakt med en eller typisk flere af disse brugere og sammen forhandle mulighederne for en aftale. Selvom der måske her kan opnås tilskud til anlæg, skal man regne med, at brugerafgifter skal kunne finansiere de løbende omkostninger og afkastkrav.

Betalingsviljen for grundmodellen: en indhegnet hundeskov på 4-5 ha blev undersøgt ved at adspørge en række lokalforeninger under Danmarks Civile Hundeførerforening, og resultaterne indikerer at en årlig betaling på 30-50 kr. pr. medlem er et realistisk niveau. I mere detaljerede fokusgruppediskussioner med tilsvarende foreninger om specialaftaler og anlæg er betalingsviljen på 500-700 kr. pr. bruger pr. år blevet anset for realistisk, hvis produktet er rigtigt. Det vil dog altid afhænge af de lokale forhold mht. afstand, parkeringsforhold og de offentlige, gratis udbud.



Videnblad nr.: 03.03-46
Forfattere: Bo Jellesmark Thorsen, Jens Friis Lund, Suzanne E. Vedel og Berit Kaae