Grønne driftskontrakter
Den optimale prissætning af kontrakten kræver oftest at en tjenesteyder foretager »specialiserede« investeringer. Specialiserede investeringer består af særlig viden om de pågældende grønne områder, indkøb af nye maskiner og udstyr, placering af driftscenter, ansættelse af mandskab m.m.
Skab investeringer og kontinuitet
Specialiserede investeringer kan bibringe en større værdi i driften (fx lavere enhedspriser), men vil samtidigt tabe (en del af) deres produktive værdi, såfremt de ikke kan anvendes i den eller de kontrakter, hvor de oprindeligt var påtænkt. Dette kan efterlade en part, der har foretaget specialiserede investeringer, i en dårlig situation (fx en forringet økonomi), såfremt ydelserne tilpasses, kontrakten ændres, opsiges eller genudbydes, inden de specialiserede investeringer har tjent sig hjem. Denne risiko kan derfor få en entreprenør (eller tilbudsgiverne) til at afholde sig fra at indregne/foretage specialiserede investeringer med den følge at parkforvalteren får en dyrere drift. Parkforvalteren skal derfor nøje overveje, hvilken betydning kontraktens betingelser har for entreprenørens tilskyndelse til at foretage specialiserede investeringer.
Parkforvalteren kan håndtere problemet på forskellig vis. Eksempelvis giver længerevarende kontrakter mulighed for, at specialiserede investeringer kan tjene sig hjem i kontraktperioden, begge parter kan foretage investeringer, der bevarer en lighed i kontraktforholdet, eller parterne kan sikre en vis sandsynlighed for, at forholdet kan fornyes i andre kontrakter. Parkforvalteren kan yderligere sikre, at de kompetencer entreprenøren ønskes at tilbyde, forankres på længere sigt. Kontinuitet kan sikres gennem strategier og systematik i udbudsstrategien, der peger på hvilke kompetencer, der ønskes at være til stede. Dette giver endvidere entreprenørerne en sikkerhed for at kompetenceudvikling og forretningsstrategier kan tilpasses parkforvaltningens behov.
Håndter opportunisme
En part handler opportunistisk, når vedkommende med alle midler søger at maksimere sin egennytte. Udover almindelig rationel adfærd inkluderer opportunistiske handlinger således også tilbageholdelse og/eller fordrejning af information, snyd, løftebrud, udeladelse, overtrædelse af kontraktlige forpligtigelser m.m. Anvendelsen af kontrol og sanktioner er standardtilgangen til forebyggelse og svar på opportunistiske handlinger. Her er det afgørende, at kontrol og sanktioner er troværdige. Troværdighed afhænger ikke kun af udformningen af de instrumenter, der inkluderes i kontrakten, men også af den kontekst de skal fungere i. Instrumenter, der fungerer i en kontekst, vil ikke nødvendigvis fungere i en anden kontekst. Udformningen af kontrakten må derfor både tage faktiske interne og eksterne forhold i betragtning.
I tilfælde af at kontraktens prissætning har været for »optimistisk« (for lav) vil kontrol og sanktioner typisk være ineffektive. Anvendelsen af kontrol og sanktion bibringer til en forværret økonomisk situation og vil derfor samtidigt øge incitamentet til yderligere opportunistisk adfærd. Parterne kan derfor fange hinanden i en gensidig »ond cirkel«, hvor både parkforvalter og entreprenør engagerer sig i et kortsigtet »spil« med uheldige konsekvenser for anvendelsen af ressourcer. I en sådan situation vil fokus typisk være på mangler i driften fremfor muligheder for udvikling af driften.
Mennesker motiveres og engageres ved at varetage opgaver, der opfattes som interessante eller noget særligt. I et grønt udbud kan det fx handle om, at en opgave er forankret i lokalsamfundet gennem forskellige brugergrupper. Foto: Inger Grønkjær Ulrich
Skab engagement og motivation
Det primære motiv for at indgå en kontrakt er forventningen om det bedst mulige økonomiske udbytte. Parkforvalteren og entreprenøren kan således forstås som to »sæt af rationelle beslutninger« vedrørende de økonomiske konsekvenser ved forskellige alternative aktiviteter. I dette perspektiv, hvor beslutninger udelukkende træffes på baggrund af økonomiske konsekvenser, vil parterne endvidere være tilskyndet til at minimere indsatsen, når dette ikke forventes opdaget (opportunistisk adfærd). Standardtilgangens svar herpå er kontrol og sanktion, som det er beskrevet ovenfor.
Standardtilgangen har en tendens til at minimere mulighederne for at skabe arbejdsglæde, fordi der typisk lægges vægt på kontrol og styring i kombination med en stor grad af specifikation af hvordan arbejdet skal udføres og/eller hvad resultatet skal være. Risikoen herved er, at den indre motivation minimeres, og det bliver nødvendigt at anvende flere ressourcer til kontrol og sanktion i styringen. Det er derfor væsentligt at kontrakten balancerer behovet for kontrol og sanktioner i forhold til en underbygning af arbejdsglæden.
I modsætning til ovenstående perspektiv motiveres og engageres mennesker af arbejdsglæde ved at varetage opgaver, der opfattes som interessante eller noget særligt. Dette gælder eksempelvis ved muligheden for at varetage selvstændigt og professionelt udfordrende arbejde. Det kan også være tilfældet, hvis opgaven er forankret i lokalsamfundet, eller der er kontakt til forskellige brugergrupper. Motivationen kan således være af både ydre (økonomisk motiveret) og indre (arbejdsglæde) karakter.
Ydre incitamenter kan også understøtte den indre motivation, fx gennem fastsættelse af fælles mål og aktiv påskyndelse. Såfremt, at de ydre incitamenter bygger på en anerkendelse af den indre motivation, vil de to faktorer underbygge hinanden og forstærke arbejdsindsatsen. En forbedret styring gennem aktivt samarbejde og kommunikation kan også »beskytte« den indre motivation.
Samarbejde og god kommunikation kan dermed sikre, at kontrol og sanktion skal anvendes i mindre omfang og dermed kan de negative effekter af kontrol og sanktion reduceres.
Videnblad nr.: 03.03-52
Forfatter: Andrej Christian Lindholst
