Kirkegårde i tal (1)

Næsten halvdelen af kirkegårdsarealet ligger i sogne med byområder med mellem 200 og 4.999 indbyggere. Grønbæk kirkegård ved Viborg.

By og land

Det danske kirkegårdsareal er ikke jævnt fordelt i landet, hvilket bliver tydeligt, når kirkegårdsarealet inddeles efter sognenes urbaniserings­grad.d

Det ses af tabel 1 at 65 % af befolkningen bor i sogne med byområder, hvor der er over 5.000 indbyggere. Disse sogne udgør kun 26 % af samtlige sogne, og kirkegårdsarealet udgør 46 % af det samlede kirkegårdsareal. Den overvejende del af sognene, 75 %, ligger i mindre byområder eller i landdistrikter. I disse sogne bor kun 34 % af befolkningen, mens 54 % af kirkegårdsarealet findes her.

Sammenholdes indbyggertallet med kirkegårdsarealet ses det, at arealet pr. indbygger er større jo mindre byområde, og at det er størst i de rene landdistriktssogne. Ud fra tallene er det ikke muligt at sige, om tallene dækker over forholdsmæssigt mere ledig plads på kirkegårdene i land­distrikter og mindre byområder. Ellers kan der være tale om forholdsvis flere og større aktive gravsteder på disse kirkegårde i forhold til på kirkegårdene i de større byområder. I forlængelse af tabel 1 kan det nævnes at 68 % af kirkegårdsarealet findes vest for Storebælt, mens det sam­me kun gælder for 54 % af dødsfaldene og 47 % af kremationerne.

Tabel 1. Kirkegårdsarealer og indbyggertal. 

Økonomi og aktivitet

Kirkegårdenes økonomi har været diskuteret de senere år. Tabel 2 viser kirkegårdenes omsætning og indtægt fra takster samt aktiviteter målt i arealer, begravelser og kremationer.

Tabel 2. Kirkegårdsforvaltningernes økonomi og aktiviteter.

Det ses at de kommunale kirkegårdsforvaltninger står for driften af 15 % af kirkegårdsarealet, men for en større del af aktiviteterne, nemlig 21 % af begravelserne og nedsættelserne og 45 % af kremationerne. Dette er ikke overraskende i betragtning af, at de kommunale kirkegårdsforvaltninger alle har krematoriedrift.

Det fremgår af tallene, at de kommunale kirkegårdsforvaltninger, i forhold til de folkekirkelige, har en større andel af urnenedsættelser i forhold til det samlede antal begravelser og nedsættelser.

Urnenedsættelser kræver normalt ikke så store arealer eller så stor arbejdsindsats som kistebegravelser.

Det er bemærkelsesværdigt, at de kommunale kirkegårdsforvaltningers andel af den samlede omsætning svarer til deres andel af det samlede areal. Deres andel af takstindtægterne svarer desuden til deres andel af aktiviteterne, når det antages, at der er et lavere antal ressourcekrævende kistebegravelser på de kommunale kirkegårde.

Det kan derfor overvejes, om den højere takstdækning af den kommunale kirkegårdsdrift skyldes, at de kommunale forvaltninger i højere grad er opmærksomme på at taksere de faktiske omkostninger. Eller måske skyldes forskellen nærmere, at de kommunale kirkegårdes udgifter i højere grad kommer fra aktiviteter som traditionelt takstpålægges (f.eks. kremeringer, begravelser og pasning af aktive gravsteder), end de skyldes pasning af kirkegårdenes øvrige arealer. Et svar vil afhænge af oplysninger om den nærmere fordeling mellem kistebegravelser i anonyme og kendte gravsteder, af fordelingen og typen af aktive gravsteder samt omkostninger og indtægter ved krematoriedriften i folkekirkelige og kommunale kirkegårdsforvaltninger.

Landsbykirkegårde udgør en stor del af de folkekirkelige kirkegårde. Lyderslev Kirkegård. Foto: Christian Philip Kjøller

Tallene lægger ikke umiddelbart op til antagelser om, at de kommunale kirkegårde generelt drives mere effektivt end de folkekirkelige, men nærmere at forskellene skyldes strukturelle forhold.

Videnblad nr.: 03.03-54
Forfatter: Christian Kjøller