Dato: 21-11-2011 | Videnblad nr. 03.03-64 Emne: Forvaltning og ressourcestyring

Hække i hovedrollen på kirkegården

Hækkene er et grundelement i de fleste kirkegårdsanlæg. De skaber på mange måder kirkegårdens struktur og er med til at give anlægget karakter. Forskellige typer hække har hver deres rolle i helheden. Man kan være fristet til at fjerne hække for at reducere klippearbejdet. Men det ændrer kirkegården meget og er ikke nødvendigvis billigere på længere sigt.

Lave hække indrammer de enkelte gravsteder, og højere hækker samler gravstederne i en overskuelig enhed. Assistens Kirkegård, København. Foto: Tilde Tvedt

Lave hække indrammer de enkelte gravsteder, og højere hækker samler gravstederne i en overskuelig enhed. Assistens Kirkegård, København. Foto: Tilde Tvedt

Hækkene har tre centrale funktioner på kirkegården. De indrammer gravsteder, skaber rum og struktur eller fungerer som arkitektoniske elementer. Samtidig er hækkene en vigtig del af kirkegårdens grønne, frodige udtryk.

Sammenhæng og struktur

Hækkene samler de individuelle kiste- og urnegravsteder i en fastlagt orden og binder dem sammen i et fællesskab. Desuden danner de en neutral ramme om gravstedernes meget forskellige indretning. Traditionen med hækomkransede gravsteder stammer fra 1800-tallet. Hvert gravsted var indrammet af sin egen hæk, men da kirkegårdene senere blev reguleret, fik de fleste gravsteder fælles side- og ryghække.

Hækkene omkring gravsteder kan være ens på alle fire sider eller have forskellig højde. Ofte er ryghækkene en del højere end de andre. Høje ryghække har en dobbeltrolle, fordi de både indrammer og skaber struktur. Andre hække opdeler kirkegården i afdelinger og særlige rum. Hækkene skaber overskuelige enheder og giver rummene karakter. Endelig kan hækkene have en arkitektonisk rolle, der tilfører kirkegården en ekstra dimension.

Fem typer hække

Til at udfylde rollerne findes fem typer hække med hver sine egenskaber og funktioner – se skema. Typerne svarer til elementerne i arealtypen »Hække og pur« i rapporten »Kvalitetsbeskrivelser for kirkegårde«.

Oversigt over hæktyper og deres funktion på kirkegården. Kryds med fed = den vigtigste funktion for den pågældende type hæk. *) Klippede hække både indrammer gravsteder og skaber struktur, når de optræder som høje ryghække.

 

Indrammer

gravsteder

Skaber struktur

Indrammer gravsteder og skaber struktur

Arkitektonisk rolle

Giver

frodighed

Gravstedshække

X

 

 

 

X

Klippede hække

 

X

X *)

 

X

Prydhække

 

X

 

X

X

Klippet pur

 

X

 

X

X

Fritvoksende

 

X

 

 

X

 Gravstedshække

Gravstedshækkene indrammer de individuelle kiste- og urnegravsteder. Hækkene kan gå hele vejen rundt, have åben forkant eller alene danne rygstød for monumentet. Ofte er et bestemt princip fremherskende i bestemte afdelinger. Hækkene holdes som regel lave og smalle, på urnegravsteder endda meget lave og smalle, så de ikke tager for meget af pladsen på de små gravsteder. Ryghækkene er i mange tilfælde højere end de andre hække.

Langt de fleste steder plantes og plejes gravstedshækkene af kirkegården – også selv om det er de pårørende, der plejer selve gravstedet. Det sikrer en ensartethed, som er med til at give de meget forskelligartede gravsteder en stærk grøn ramme. De mest almindelige arter til gravstedshække er thuja, buksbom og taks. Også bøg, liguster, navr m.fl. kan bruges.

Klippede hække

Klippede hække har ofte et praktisk formål. De bruges til at skabe rum, markere grænser, indramme eller give læ. Hækkene kan f.eks. indramme særlige afdelinger på kirkegården og er typisk af en vis højde. Klippede hække skal fremstå som en ensartet grøn væg. Arterne er ofte bøg, avnbøg, taks, men også fjeldribs, navr, thuja m.fl. kan bruges.

Prydhække

Prydhække har typisk et mere dekorativt og arkitektonisk formål end de klippede hække. De bruges, hvor man ønsker et lidt finere haveagtigt udtryk. Prydhække har en præcis geometrisk form og er ensartede og tætte med blade helt ned til jorden. Prydhække bruges f.eks. til at danne mønstre. Taks er meget brugt til prydhække, fordi den kan klippes i meget præcise former og tåler at blive skåret kraftigt tilbage.

Klippet pur

Klippet pur dækker større flader på en meget præcis og ensartet måde. Pur bruges ofte på skråninger. Klipningen er afgørende for udtrykket. Klippepassager må ikke være synlige, da de forstyrrer oplevelsen af den sammenhængende flade. Derfor kan plejen være besværlig, hvis fladerne er meget store. Bøg er den mest brugte art.

Fritvoksende hække

Fritvoksende hække skaber rum og afgrænser. De tager mere plads end klippede hække, men består til gengæld ofte af blomstrende buske, der giver større variation. De bruges især på kirkegårdens parkarealer eller i de kollektive gravanlæg. Fritvoksende hække beskæres i overensstemmelse med buskenes naturlige vækstform – læs mere i Videnblad 5.3-1 og 5.3-2. Desuden kan det være nødvendigt at beskære, for at hækken ikke rækker ud på gangarealer eller forhindrer oversigt. Arterne kan være spiræa, forsytia, snebær, buskroser, sargents æble og mange andre.

Klip med smig

Som hovedregel klippes alle hække med smig, sådan at toppen er smallere end bunden. Det giver lys til de nederste grene og sikrer, at hækken er tæt helt ned til jorden. Samtidig forhindrer det ukrudt i at spire under hækken. Opvækst af andre buske og træer skal fjernes med rod mindst en gang om året, så de ikke bliver for store og efterlader huller i hækken. »Kvalitetsbeskrivelser for kirkegårde« og »Praktisk håndbog i kirkegårdsdrift« indeholder mere detaljerede beskrivelser af klipning og anden pleje af de fem typer hække.

Arbejdsmiljøet et problem

At klippe hæk er hårdt arbejde og foregår ofte inden for en kort tidsperiode. Hækkenes højde og bredde kan give problemer, hvad enten de er små eller store. På kirkegårde er det tit de lave gravstedshække, der giver det mest anstrengende arbejde, fordi man kan være nødt til at bøje sig.

Hækklipperen bør ikke veje over 3 kg og skal helst ikke løftes over skulderhøjde eller længere væk fra kroppen end længden på ens underarm. Derfor bør hækkene ikke være mere end 80-90 cm brede, og de skal være mindst 42-58 cm og højst 110-135 cm i højden. Størrelserne kan med fordel tænkes ind, allerede når man udformer nye anlæg på kirkegården.

En stangklipper giver mulighed for at klippe hække helt ned til 20 cm, mens man står oprejst i en nogenlunde acceptabel stilling. Læs mere i Videnblad 11.4-3 »Stangklipper kan lette hækklipning«. Ved at klippe hækken med smig kan man desuden minimere den vandrette flade i toppen, der typisk er mest anstrengende at klippe.

Svampesygdom truer

Buksbom bruges ofte til gravstedshække, især mellem urnegravsteder, og til prydhække på kirkegården. Desværre skades de nu mange steder af en alvorlig svampesygdom (Cylindrocladium buxicola), der første gang blev fundet i Danmark i 2010. Bladene får små pletter, der hurtigt dækker hele bladet, som bliver gråligt og visner. Hele planten kan dø. Sygdommen breder sig mest i fugtigt vejr, og derfor er det en god idé at undgå at beskære og klippe buksbom i regnfulde perioder. Redskaberne skal desuden desinficeres, før de bruges i andre plantninger. Læs mere i Videnblad 5.26-32 »Svampesygdom i buksbom«.

At fjerne hække kræver omtanke

Nogle kirkegårde vælger for tiden at udskifte gravstedshækkene med stenkanter for at gøre driften billigere. Det ændrer meget på kirkegårdens udseende. Den traditionelle gravstedsstruktur bliver mindre synlig, og kirkegården meget mindre grøn. Desuden er det ikke sikkert, at der er penge at spare på længere sigt. Stenkanterne skal også holdes fri for ukrudt. Bruger man gasbrændere til formålet, kan man let komme til at svide beplantningen på gravstederne. Desuden er anlægsudgiften så stor, at den svarer til adskillige års hækklipning.

På samme måde har det konsekvenser for kirkegårdens struktur og udseende, hvis man fjerner hække omkring ledige gravsteder. Har kirkegården mange ledige gravsteder, er der måske brug for mere langsigtede overvejelser om indretningen. Læs mere om dette spørgsmål i Videnblad 3.3-63 »Ledige gravsteder er en vigtig brik i udviklingen af kirkegården«.

Kilder

Kvalitetsbeskrivelser for kirkegårde, Park- og Landskabsserien nr. 41-2010, Skov & Landskab.
Praktisk håndbog i kirkegårdsdrift, Park- og Landskabsserien nr. 42-2010, Skov & Landskab.

Jens Ole Juul, Søren Bjerregaard og Torben Dam, 1998: Kvalitetsbeskrivelse for drift af grønne områder, Forskningscentret for Skov & Landskab.
Susanne Guldager, 2005: Danske kirkegårde. Tradition og fornyelse, Forlaget Anis.



Videnblad nr.: 03.03-64
Forfattere: Tilde Tvedt og Christian Kjøller