Dato: 30-10-2012 | Videnblad nr. 03.03-74 Emne: Forvaltning og ressourcestyring

Bytræer: Metode til høj artsdiversitet og risikospredning

En ny undersøgelse af bytræer i større danske kommuner viser, at diversiteten af kommunernes vejtræbestande generelt er lav, og at få slægter udgør store andele af vejtræbestanden. Det gør bestanden sårbar. Kommer der eksempelvis en skadevolder på Tilia (Lind) vil op mod ¼ af de undersøgte bestande af bytræer være truede. Der er derfor behov for en målrettet indsats for at opnå en højere grad af artsdiversitet og dermed en større risikospredning.

I øjeblikket mister vi mange Fraxinus (Ask) grundet Asketoptørre, og tidligere har flere kommuner oplevet store tab af Ulmus (Elm) grundet Elmesygen. Det ser ud til, at kommunerne ikke i tilstrækkeligt omfang har taget konsekvensen af disse tab og gjort noget målrettet for at reducere sårbarheden for træbestanden. I hvert fald viser undersøgelsen af diversitet, at meget få slægter udgør store andele af vejtræbestandene i samtlige undersøgte kommuner. Et faktum der kan undre, når man ved, hvor kostbart og besværligt det er at sikre – især bytræer – en ordentlig etablering, og hvor omfattende en erstatning i tilfælde af skadevoldere vil være.

Ingen ved, hvad den næste alvorlige skadevolder bliver, men kommer der eksempelvis en skadevolder på Tilia (Lind), så vil op mod ¼ af de undersøgte bestande af bytræer være truet. Der er derfor behov for at begynde en målrettet indsats for at opnå en større diversitet af træbestanden, så sårbarheden og det potentielle tab af træer dermed nedsættes.

Internationale anbefalinger

Lav diversitet af træbestanden og dermed stor sårbarhed er ikke blot et dansk fænomen. Lignende tendenser ses internationalt, og der har derfor allerede i mange år eksisteret klare internationale anbefalinger om metoder til at sikre en større artsdiversitet (se figur 1).

Figur 1. Oversigt over forskellige internationale anbefalinger i relation til artsdiversitet.

Barker 1975

Foreslår et 5-årigt plansystem, hvor man inddeler mulige arter og lister dem i fire kategorier: »Fri« anvendelse (op til maks. 5 % af bestanden), »Begrænset« anvendelse (op til maks. 2 % af bestanden), »Kandidat« (træer som vurderes mht. egnethed, op til maks. 0,3 % af bestanden) og endelig »Udskudt« anvendelse (må ikke anvendes i den 5-årige periode). Når 5-års perioden er slut registreres den aktuelle artsdiversitet, og træerne vurderes med hensyn til sundhedstilstand og egnethed. Herefter laves en ny 5-års plan, hvor træerne kan skifte kategori – og nye arter »Kandidater« kan være kommet til.

Grey & Deneke 1986

Ingen enkelte arter må udgøre mere en 10-15 % af den samlede træbestand. Der skal dog samtidig tages hensyn til artskoncentration og aldersdiversitet.

Smiley et al. 1986

Den maksimale andel for nogen art må ikke overstige 10 % af træbestanden.

Moll 1989

Ingen arter må overstige 5 %, og ingen slægter bør overstige 10 % af en given urban træbestand.

Miller & Miller 1991

Anbefaler at Barkers (1975) grænse på maks. 5 % øges til maks. 10 %, da antallet af træer egnet til vil-
kårene i byerne er begrænset.

Santamour 1990

Den kendte »10-20-30« formular der siger, at træbestanden bør bestå af:

Maksimalt 10 % fra samme art

Maksimalt 20 % fra samme slægt

Maksimalt 30 % fra samme familie

Sæbø et al. 2005

Anbefaler at man fra en given art bruger mange forskellige kultivarer (kloner) i hver by eller region for at
opnå diversitet.

Bassuk et al. 2009.

En enkelt arts andel af den samlede urbane træbestand bør begrænses til mellem. 5-10 %, således at
90-95 % af bestanden fortsat ville være intakt ved et evt. angreb fra skadevoldere.

Træregistrering er udgangspunktet

Udgangspunktet for arbejde med træbestanden er en træregistrering. Den giver viden om den nuværende artssammensætning og danner grundlag for at opstille mål for den fremtidige artssammensætning og en strategi for, hvordan denne opnås – en træstrategi (se figur 2).

Figur 2. Simplificeret planlægnings-model for den urbane træressource (modificeret efter Miller 1997).

 Træregistrering

Hvad har vi?

 Visioner og mål for planlægningen

Mål på lang > 10 år, mellemlang 5-10 år og kort 3-5 år sigt. Hvad vil vi have?

 Planlægningsstrategi

Hvordan opnår vi det, vi gerne vil have?

Som et led i træstrategien kan der arbejdes for at få nedbragt sårbarheden, og dermed opnå en større risikospredning for træbestanden. Det er en dynamisk proces, der bør gentages med års mellemrum.

Risikospredning for træbestanden

Risikospredning er et begreb fra bank- og investeringsverdenen, der normalt ikke forbindes med træer. Ikke desto mindre er det lærerigt at overføre tankegangen bag begrebet til træer, der i høj grad kan betragtes som en investering. En investering der giver afkast i form af træers arkitektoniske, æstetiske, miljømæssige og sundhedsmæssige bidrag til samfundet ikke mindst fordi træer vokser, og man derfor kontinuert øger udbyttet. Forudsætningen for disse bidrag er dog, at træerne vokser som forventet.

En sund træbestand er en varieret træbestand, både hvad angår artsdiversitet og aldersdiversitet. De fleste banker anbefaler en stor spredning af ens investeringer, men det vil i alle tilfælde være op til den enkelte, hvor stor en risiko der tages. I forbindelse med træer investeres ikke i værdipapirer, men i arter og kultivarer som vi tror på vil fungere og udvikle sig til store og sunde træer. Fokus på sunde arter er naturligt for de fleste, til gengæld er risikospredning en ny, men nødvendig, tankegang i relation til bytræer.

Metode til fremtidig sikring

Da bytræer er dyre i såvel indkøb som etablering, og eksisterende træer repræsenterer store værdier (trækapital), bør det accepteres at miste så få træer som muligt, uden at stile efter diversitet for diversitetens skyld. Det vigtigste er at få sunde, robuste og levedygtige træer.

Ud fra disse betragtninger anses de internationale anbefalinger, og især den mest anerkendte af Santamour (1990) at være for lempelige, i forhold til et ønske om at begrænse mulige tab. Der er derfor behov for et system, der både sikrer en større artsdiversitet og dermed risikospredning, men som samtidig vægter træernes sundhedstilstand og trivsel. Et sådan dansk forslag præsenteres i figur 3.

Figur 3. Metode til risikospredning for træbestanden (inspireret efter Barker 1975).

  • Ingen slægter må udgøre mere end 10 % af den samlede vejtræbestand.
  • Et 3-årigt plansystem hvor mulige arter inddeles og listes i fire kategorier: »Fri« anvendelse (op til maks. 5 % af bestanden), »Begrænset« anvendelse (op til maks. 2 % af bestanden), »Kandidat« (træer som vurderes mht. egnethed op til maks. 0,5 % af bestanden) og »Udskudt« anvendelse (må ikke anvendes i den 3-årige periode).
  • Når 3-års perioden er slut registreres den aktuelle artsdiversitet og træerne vurderes mht. sundhedstilstand og egnethed. Herefter laves en ny 3-års plan, hvor træerne kan skifte kategori, og nye arter »Kandidater« kan være kommet til.
  • Der bør være mulighed for at dispensere for grænserne for arter i kategorien »Fri« med op til 0,5 % mhp. sikring af aldersdiversiteten for træbestanden.
  • Artsskifte ved vejkryds og begrænsning af lange alléer, med mindre særlige kulturhistoriske forhold gør sig gældende, vil yderligere bidrage til at sprede risikoen.

Metoden kan bruges af alle kommuner og administreres nemmest vha. en træregistrering. Længden af perioden og de foreslåede grænser kan ændres efter behov og risikovillighed, men det er vigtigt ikke at være for lempelig med grænserne, mhp. at begrænse potentielle tab fra angreb af skadevoldere og klimaforandringerne. En form for standardisering af kommunernes træregistreringer vil være en hjælp i forhold til, at kommunerne i højere grad kan udnytte og dele hinandens viden omkring træernes egnethed og sundhedstilstand.

Vejtræer i kommunerne er beskrevet nærmere i Videnblad nr. 3.3-70 og diversiteten af de undersøgte kommuners vejtræbestande i Videnblad nr. 3.3-71. For yderligere informationer og anbefalinger henvises til den fulde undersøgelse.

Litteraturliste:
Thomsen, P. 2012. Bytræer – diversitet og forvaltning af by- og vejtræer i større danske kommuner. Speciale i Landskabsarkitektur. Københavns Universitet, Skov & Landskab. Frederiksberg.



Videnblad nr.: 03.03-74
Forfattere: Pernille Thomsen og Palle Kristoffersen