Dato: 30-10-2012 | Videnblad nr. 03.00-32 Emne: Generelt

Kirkegårdens stilelementer

Kirkegårdens forskellige stilelementer bidrager til fortællingen om kirkegårdens historie, og giver ofte kirkegården autenticitet. Forståelse for de historiske elementer er en forudsætning for videreførelse af kirkegårdskulturen. Fældning af træer, sløjfning af hække og omlægninger på kirkegården må ske med respekt for den enkelte kirkegårds historie.

Inspiration fra renæssancen: På øen Lyø er kirkegården delt op som et renæssanceparterre med lave buksbomhække i et regelmæssigt mønster. Foto: Susanne Guldager

Inspiration fra renæssancen: På øen Lyø er kirkegården delt op som et renæssanceparterre med lave buksbomhække i et regelmæssigt mønster. Foto: Susanne Guldager

Ligesom andre formudtryk spejler kirkegården skiftende tiders idealer og stilretninger og har altid gjort det. Kirkegården forandrer sig i en dynamisk proces, men forandringerne sker langsomt over tid. Nogle stiltræk bevares som kulturhistoriske udtryk, fordi de indgår som væsentlige elementer i den danske kirkegårdstradition. Andre forsvinder, og nogle gentages i anden kontekst som del af et nyt anlæg.

Den græsklædte kirkegård

Den græsklædte kirkegård, som var almindelig indtil 1700-tallets begyndelse spejlede bondesamfundets sociale og økonomiske struktur. I kirken blev de bedrestillede begravet. Kirkegården var for den øvrige befolkning og henlå græsklædt og upretiøs med spredte græstuer og simple trækors. Driften forgik som høslet eller ved afgræsning.

Oplysningstiden betød starten på en ny udvikling i samfundet og på kirkegården. Dyrkelse af naturen, viden om hygiejniske forhold og vækst i bybefolkningen var nogle af de forhold, der fik betydning for kirkegårdene både i byerne og på landet.

Det romantiske udtryk

I 1805 blev det af hygiejniske grunde forbudt at begrave i kirkerne i Danmark. Dermed blev den græsklædte kirkegård for alle – rig som fattig. Der var behov for forandring. Romantikken båret af oplysningstidens nye idealer hjalp dette på vej. Følelser blev tilladt og kom til udtryk gennem naturdyrkelsen og det romantiske udtryk.

De individuelle og velafgrænsede gravsteder i »naturen« blev den nye gravstedsform. På det konkrete sted kunne mindet om den afdøde fastholdes og dyrkes i udformning af gravminder, gravgitter og med beplantningen. Med grædetræer som f.eks. hængeask og hængepil kom følelserne til udtryk, man talte blomstersprog med dufte og farver fra roser, lavendler og kaprifolie.

Den landskabelige kirkegård

Den bærende ide var, at den døde skulle stedes til hvile i naturen i »de dødes have«. Men den romantiske haves plan, som vi kender som den landskabelige havestil med snoede gange, bølget terræn og blødt formede bede, passer ikke godt til gravenes rektangulære regelmæssighed. Alligevel blev der anlagt nye kirkegårde med landskabshaven som forbillede. Odense Assistens Kirkegård – indviet i 1808 – havde partier med snoede gange og store familiegravsteder.

I Ringsted anlagde man i 1840’erne en afdeling på den nye kirkegård med landskabshaven som forbillede. Disse landskabelige træk var imidlertid næsten forsvundet, da landskabsarkitekten Sven-Ingvar Andersson i slutningen af 1990’erne udarbejde en fornyelsesplan, hvor den landskabelige kirkegård skulle genskabes som urnegravanlæg.

Det mest kendte forslag til en landskabelig kirkegård er nok arkitekt og læge Jens Bangs forslag til udvidelse af Assistens Kirkegård i København fra 1805.

Hans plan viser en gennemført landskabelig kirkegård. Forslaget blev forkastet til fordel for et rektangulært anlæg. Den landskabelige stil blev ikke en succes på kirkegårde i Danmark. Måske skyldes det, at form og funktionen ikke rigtigt passede sammen. Men romantiske træk med store familiegrave omgiver af høj beplantning indgik i mange kirkegårdsplaner også i 1900-tallet f.eks. på Ordrup og Rørvig kirkegårde. Ligesom de dødes individuelle gravstedshaver er blevet indbegrebet af dansk kirkegårdstradition.

De aksefaste anlæg med overordnede linjer markeret af alléer er inspireret af barokken – som her på Assistens Kirkegård i Haderslev. Foto: Susanne Guldager
De aksefaste anlæg med overordnede linjer markeret af alléer er inspireret af barokken – som her på Assistens Kirkegård i Haderslev. Foto: Susanne Guldager
Skovkirkegården og et naturligt udtryk er igen blevet en trend. Her er det Birkholm Kirkegård i Herlev. Foto: Susanne Guldager
Skovkirkegården og et naturligt udtryk er igen blevet en trend. Her er det Birkholm Kirkegård i Herlev. Foto: Susanne Guldager

Renæssancens og barokkens elementer

Renæssance- og barokhaven, som havde sin storhedstid fra 1500-tallets begyndelse til 1700-tallets slutning, fik ikke den store betydning for kirkegårdenes indretning dengang. Men stilelementer med rødder i barok og renæssance er i høj grad blevet anvendt i senere anlæg.

På øen Lyø er kirkegården, mener man, inspireret af renæssancehaven på godset Holstenshuus, hvor Lyø-bønderne udførte hoveriarbejde. I dag har Lyøboerne en kirkegård, der er delt op som et renæssanceparterre med lave buksbomhække
i et regelmæssigt mønster, der afgrænser de blomsterprydede grave. Dette er ikke enestående – udtrykket har været almindeligt på syddanske landsbykirkegårde. Det enestående er, at man på Lyø har fastholdt udtrykket og sætter en ære i at passe og pleje kirkegården med forståelse for anlæggets historie og særpræg.

De aksefaste anlæg med de overordnede linjer markeret af alléer er inspireret af barokken. Også dette stiltræk er kommet til undervejs i kirkegårdens lange historie. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvor byer og forstæder fik nye kirkegårde, var det nyklassicismens stramme orden, der prægede anlæggene. Her var alléer et ofte anvendt stilelement. Men senere i 1900-tallet ændrede formsproget sig markant, som udtryk for den moderne tid.

Formen blev friere med modernismen. Det skete samtidig med ligbrændingens udbredelse, som betød nye muligheder i forholdet mellem form og funktion. På den nye kirkegård anvendes dynamiske former og nye rumlige forløb.

Tilbage til naturen

I dag er der meget, der peger på en ny naturdyrkelse. Naturelementer er centrale i formgivning, udvikling og pleje af kirkegårde. Græsset er tilbage ikke kun i de nyere anlæg, men også på ældre kirkegårde, hvor de traditionelle gravsteder sløjfes og i mange tilfælde udlægges i græs. Det er græskirkegårdens genkomst vi ser, men også søer, grøfter og bassiner indgår i de nye anlæg, og skovkirkegården er blevet en trend. Det moderne menneske ønsker igen at hvile i naturen eller i et naturpræget anlæg, og det er muliggjort af ligbrændingen, hvor funktionen i højere grad fritstiller formen.

De forskellige stilelementer, som vi møder i de ældre kirkegårdsanlæg, bidrager til fortællingen om kirkegårdens historie og giver kirkegården autenticitet som kulturudtryk. Forståelse for de historiske elementer er en forudsætning for videreførelse af kirkegårdskulturen. Fældning af træer, sløjfning af gravstedshække og omlægning af gravstedsarealer må nødvendigvis ske med respekt for den historie, der udtrykkes i anlægget, og som er med til at gøre den enkelte kirkegård til noget ganske særligt.

Kilder:
Årsskrift for Foreningen for Kirkegårdskultur 2010-11. Danske kirkegårde – tradition og fornyelse. En eksempelsamling redigeret af Susanne Guldager, 2005.



Videnblad nr.: 03.00-32
Forfatter: Susanne Guldager