Bevaring på kirkegårde: Udvikling med omtanke

Forandringsprocessen bør tage tid, når et gammelt kirkegårdsanlæg skal tilpasses nye behov. Kunsten er at udvikle med omtanke. Flade Kirkegård. Foto: Susanne Guldager

Kirkegårdene forandres – det er ikke nyt. Men i disse år sker forandringerne med stor hast, og det kræver omtanke. I mange land­sogne præges kirkegårdene f.eks. af fraflytning og ændret valg af gravstedstype. Det tætte mønster af kistegravsteder omkring kirken går ofte i opløsning, og det ændrer helhedsindtrykket.

Lovgivningen giver os ansvar

I Danmark er kirkegårdene udelukkende beskyttet af den kirkelige lovgivning – især »Lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde«. Derfor ligger der et stort ansvar hos menighedsråd, kirkegårdsledere og gravere. En række konsulenter fungerer som rådgivere for de kirkelige myndigheder, der har beslutningskompetencen i forhold til bl.a. ændringer af de kirkelige anlæg inkl. kirkegårdene.

En del af den grønne kulturarv

Kirkegårde er brugsanlæg og skal følge med tiden, men forandringer skal naturligvis ske med stor respekt for det historiske udgangspunkt. F.eks. er kirkegårdene en del af vores grønne kulturarv på samme måde som bl.a. herregårdshaver.

Kirkegårdene er en del af den grønne kulturarv, og monumenterne fortæller historie. Foto: Susanne Guldager

Bevaring af den grønne kulturarv beskæftiger en bred vifte af fagfolk, og der er inspiration at hente på den anden side af Øresund. Svenske Maria Flinck forsker i havekunstens historie og har skrevet en bog med titlen »Historiska trädgårdar – att bevara ett foränderligt kulturarv«. Bogen handler om, hvordan man bevarer kulturhistoriske værdier i gamle haver, parker og begravelsespladser.

Maria Flinck ser ikke bevaring og forandring som modsætninger. I grønne anlæg er de forandringer, der knytter sig til planternes vækst, en selvfølgelighed. Anderledes forholder det sig med de forandringer, der knytter sig til ændret brug eller ændret økonomi. Disse forandringer kan være en trussel for helheden i historiske anlæg. Det er netop disse forandringer, der er aktuelle på kirkegårdene i dag og kræver, at vi finder svar på spørgsmålet om, hvordan man bevarer et grønt kulturmiljø i hastig forandring.

Maria Flinck foreslår at udarbejde et plejeprogram. Det skal indeholde en historisk redegørelse, som sammen med undersøgelser på stedet og analyser kan danne grundlag for at bedømme anlæggets kulturhistoriske betydning og de bevaringsværdige elementer. På den baggrund opstilles mål for den fremtidige drift. Plejeprogrammet kan desuden pege på muligheder og behov for forandringer.

Grundbegreber

Restaurering betyder, at man genskaber et forfaldent anlæg, hvor de væsentlige elementer stadigt findes. Rekonstruktion er at genskabe et forsvundet eller forandret anlæg på baggrund af kildemateriale. Tidstypisk efterligning er en form, hvor det grønne anlæg nyskabes på baggrund af historisk materiale fra lignende anlæg. Omskabelse er en modernisering eller forenkling af et historisk anlæg, hvorved udseende, indhold eller funktion ændres. På kirkegårde er omskabelse aktuelt, når der skal ske forandringer af hensyn til funktionen. Man kan tale om varsom omskabelse, når omskabelsen sker i nøje overensstemmelse med anlæggets karakter og indhold. Fri fornyelse er en nutidig fri fortolkning i forhold til anlæggets historie og en subjektiv tolkning af stedets muligheder.

På Lyø Kirkegård er der tæt sammenhæng mellem form og funktion. Foto Susanne Guldager

På kirkegårde vil der ofte være tale om en varsom omskabelse. Der er mange bindinger knyttet til brugsretten til de enkelte gravsteder. Derfor forvaltes kirkegårdene, sådan at man både fortsætter de gamle traditioner og samtidig forfølger langsigtede mål for anlæggets omdannelse. Det er en langsom proces. Netop derfor er det afgørende, at målene er klart formuleret i bevarings- og udviklingsplaner, og at de følges af de skiftende menighedsråd.

Samspil mellem funktion og form

Når gravsteder nedlægges, og kirkegården dermed taber en del af sin funktion, mister den også form. Hvis kirkegården skal fastholdes som et værdigt og vel vedligeholdt anlæg – sådan som lovgivningen siger – må man tilstræbe at skabe en ændret form, der passer til aktuel brug og nye behov. Det kan være en forenklet form, der afspejler sognets befolkning og økonomi. F.eks. kan man gå efter at have flest mulige aktive gravsteder rundt om kirken og mere parkagtige arealer i periferien af kirkegården. Det kan også være en anden form eller at andet udtryk, som afspejler nutiden, f.eks. en skovagtig afdeling.

Tab af form og funktion betyder også tab af identitet og styrke i udtrykket. Det påvirker os som besøgende, når den virkelighed, der møder os, ikke svarer til, det vi forventede. Skal kirkegården beholde sin bevaringsværdi, er det vigtigt, at form og funktion er i harmoni. Forandringerne skal helst ske langsomt og med udgangspunkt i de traditioner, som bærer kirkegården som et historisk anlæg.

Funktionen kan forsvinde helt, hvis kirken tages ud af brug og kirkegården nedlægges. En helt ny tilføjelse (2014) til »Lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde« åbner imidlertid mulighed for, at kirkegårde i den situation kan udpeges som umistelige eller bevaringsværdige. Det betyder, at de kan bevares gennem en fredning eller som et bevaringsværdigt anlæg, som samfundet vælger at beskytte og værne om som kulturhistorie. Kirkegårde, der er taget ud af brug, er således et slags museum og bevares med det indhold og udtryk, der har givet anledning til fredningen.

Det er sandsynligvis kun ganske få kirkegårde, det kan komme på tale at frede. Men mange kirkegårde er bevaringsværdige eller indeholder elementer med bevaringsværdi, som skal indgå i bevaringsbestræbelser og planlægning.

Kilder:
Lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde med tilføjelser vedtaget den 18.marts 2014.
Maria Flinck, 2013: Historiska trädgårdar – att bevara ett föränderligt kulturarv. Carlssons Bokforlag i samarbejde med Riksantikvarieämbetet, Sverige 2013.
Christian Kjøller, 2008: Bevaring og fornyelse af kirkegårde, Videnblade Park og Landskab 3.1-66, 2008.

Videnblad nr.: 03.14-14
Forfatter: Susanne Guldager