Vegetationens reaktion på menneskers færden i naturen

Vandrestier kan være af høj alder, idet der kan være en tilfældig, lokal tradition for eller hævdvunden ret til at et spor går netop dér i terrænet, eller stien kan efter behov og nøje overvejelse være blevet etableret og befæstet. Hovedparten af den menneskelige færdsel i terrænet foregår ad de allerede trådte eller befæstede stier, mens det er mindre sædvanligt med færdsel uden for stierne (Figur 1). Det sidste vil ofte have tilfældig karakter, da formålet med at »træde ved siden af« kan være mange så som terrænløb, naturfotografering, indsamling af dyr og plukning af planter.

Figur 1. Kørespor og gangstier i Ørkenen på Anholt. Foto: Peter Wind

Vegetationsdækkets bæreevne

En måde at beskrive påvirkningernes omfang er at undersøge vegetationens bæreevne, hvor grænseværdierne for de enkelte kategorier af bæreevne er vegetationsdækkets evne til regeneration efter en påvirkning. Når vegetationsdækket ikke er i stand til regeneration, er skaden uoprettelig. Bæreevnen kan opdeles i fire kategorier:

• Relativt stor bæreevne:
  Vegetationsdækket tåler sædvanligvis benyttelse i udstrakt grad og kan også tåle kraftig benyttelse i fx én sæson, såfremt vegetationen herefter får ro til at regenerere.
• Lille bæreevne:
  Vegetationsdækket tåler, at der finder en vis påvirkning sted. Anden form for færdsel end vandring vil på kort tid medføre uoprettelige skader.
• Ringe bæreevne:
  Vegetationsdækket er så sårbart, at der efterlades spor også efter et mindre antal vandrende. Disse spor vil ofte kunne udbedres inden næste vækstsæson. Uoprettelige skader kan opstå ved et aktivitetsniveau, hvor omkring 50 personer passerer det samme sted i løbet af én vækstsæson. Anden form for menneskelig færdsel vil selv i begrænset omfang medføre, at bæreevnen overskrides.
• Ingen bæreevne:
  Vegetationsdækket tåler ikke rekreative aktiviteter under nogen form uanset årstiden. Som hovedregel vil uoprettelige skader opstå efter ganske få passager.

Det er de enkelte plantearters slidstyrke, dvs. respons på påvirkninger, der er afgørende for, hvordan de reagerer på slitage, ligesom det sted hvor naturarealerne befinder sig, er afgørende for vegetationens bæreevne. Her er arealernes placering og hældning i terrænet, jordbundens beskaffenhed, dvs. vand-, næringsstof- og humusindhold, kornstørrelse m.m. samt vegetationsdækkets sammensætning og slidstyrke af afgørende betydning for deres bæreevne (Figur 2).

Figur 2. Vegetationsdækket er ofte slidt på toppen af udsigtspunkter, mens det er intakt på siderne. Foto: Peter Wind

Plantearternes slidstyrke

De enkelte plantearters slidstyrke afhænger af flere forhold. Af de vigtigste kan nævnes:

1. Vækstform:
   Lavtvoksende, krybende plantearter tåler generelt et større slid end plantearter, der har opstigende eller opret vækstform.
2. Blade:
   Plantearter med bladroset på jordoverfladen er generelt mere slidstærke end plantearter med oprette, bladede stængler. Smalle, linjeformede blade tåler generelt større slitage end brede blade.
3. Anatomi:
   Bøjelige plantedele er generelt mindre udsatte for beskadigelser end stive plantedele, ligesom tørre, seje planter som hovedregel tåler mere end saftspændte arter. Planter, som i tørkeperioder bliver sprøde, er meget sårbare. Dette gælder fx de fleste lavarter.
4. Livsform:
   Plantearter, der har overvintringsorganerne placeret i jorden eller i jordoverfladen, er mindre følsomme end arter med overvintringsknopperne over jorden.
5. Livsvarighed:
   Enårige arter er umiddelbart mere sårbare end flerårig, tæppedannende arter. Men samtidig fremmes mange enårige netop af, at deres voksesteder forstyrres.
6. Blomstring:
   Forårs- og efterårsblomstrende plantearter er mindre udsatte end arter, der blomstrer om sommeren (forudsat den største rekreative påvirkning sker om sommeren).

Trykskader i jordbunden

Ud over forskel i de enkelte plantearters slidstyrke spiller jordbundsforholdene også en afgørende rolle for en vegetations muligheder for regeneration. Gentagen færdsel ad den samme sti i terrænet slider først hul i vegetationsdækket, og dernæst kan jorden blive sammenpresset. Det kan medføre trykskader (traktose) i jordbunden. Der kan herved ske en ændring af strukturen, idet jordbundens luftfyldte porer kan blive trykket sammen og medføre iltfrie forhold. Dette kan bevirke nedsat dræningsevne og evne til at tilbageholde næringsstoffer. Traktose kan derved være en årsag til en ændring af jordbundsfaunaens sammensætning, der igen kan medføre ændringer af næringsbalance og stofomsætning.

Det bliver således graden af jordbundens sammentrykthed, den ændrede hydrologi og tilstedeværelsen af frø og vegetative spredningsenheder, der bestemmer vegetationsdækkets muligheder for regeneration. Aktivitet af jordbundens makro- og mikrofauna og vækst af planternes rodnet kan i samspil med klimatiske fænomener som f.eks. frosthævninger af sten modvirke traktose.

Formodentlig vil regenerationsraten i mere fugtige miljøer forløbe hurtigere, da jordbundens indhold af mikroorganismer kan være højere end i mere tørre miljøer. Regenerationsraten afhænger imidlertid i høj grad af, på hvilken årstid traktosen indfinder sig.

Videnblad nr.: 03.13-17
Forfatter: Peter Wind, DMU