Dato: 27-03-2014 | Videnblad nr. 03.01-86 Emne: Planlægning

Et forslag til religionsneutral begravelsesplads

Flere og flere mennesker ønsker sig et alternativ til den traditionelle kristne kirkegård. Enten fordi de ikke er religiøse, eller fordi de tilhører andre religioner. Et speciale på Københavns Universitet ser på, hvordan de nye behov kan imødekommes med en religionsneutral begravelsesplads i tæt samspil med den omgivende by.

Den traditionelle kirkegård er en vigtig kulturarv og skal bestå. Men meget tyder på, at den ikke længere kan stå alene. Det konstaterer Signe Lund i sit speciale, der afslutter uddannelsen til landskabsarkitekt.

Mange efterspørger f.eks. at blive begravet i uindviet jord, enten fordi de ikke er religiøse, eller fordi de tilhører andre religioner end folkekirken. Andre ønsker sig en anderledes indretning af kirkegården end den traditionelle. Derfor har Signe Lund sat sig for at vise, hvordan man kan indrette en begravelsesplads, der imødekommer nogle af ønskerne i den aktuelle debat, både formelt, arkitektonisk og brugsmæssigt.

Forudsætningerne

Signe Lund opridser en række grundlæggende forudsætninger for den religionsneutrale begravelsesplads:

  • Uafhængig af folkekirken og andre trossamfund
  • Ejes og drives af kommunen
  • Etableres på uindviet jord
  • Kan både rumme kister og urner
  • Giver plads til forskellige besøgstraditioner og ritualer – i respekt for begravelseskulturerne inden for fem hovedreligioner
  • Tilbyder et andet og mere enkelt arkitektonisk og beplantningsmæssigt udtryk end de traditionelle kirkegårde

Desuden skal begravelsespladsen spille tæt sammen med byen og fungere som et socialt og lokalt mødested. Ideen er at integrere den i hverdagslivet i kvarteret og skabe en friere måde at besøge en begravelsesplads på.

Illustrationen fra specialet

Illustrationen fra specialet viser, hvordan en religionsneutral begravelsesplads i Københavns Nordvestkvarter kunne se ud. Begravelsespladsen spiller tæt sammen med den omgivende by og er en del af hverdagslivet. Derfor er noget af arealet en åben byplads omkring et cirkelformet bassin. Rundt om i skovbundsvegetationen fortæller spredte gravminder om områdets særlige funktion. Målgruppen er moderne storbymennesker, der ikke sætter deres egen død i nogen religiøs sammenhæng.

Kommunen som ansvarlig

Begravelsespladsen skal være neutral i forhold til religioner, og Signe Lund foreslår, at den skal ejes og drives af kommunen. Begravelses­loven tillader kommuner og godkendte trossamfund at anlægge kirkegårde. Blandt trossamfundene er det stort set kun folkekirken, der har haft penge og administrativ kapacitet til at gøre det. Det betyder, at langt de fleste kirkegårde er kristne, også de kommunale. Organisationer som Ateistisk Selskab er netop ikke trossamfund og kan derfor ikke etablere begravelsespladser.

Formelt set kan kommunerne uden problemer anlægge begravelsespladser uden religiøst tilhørsforhold. Men i praksis er det kun Odense, der har taget bolden op. I marts 2014 åbnede kommunen en religionsneutral skovbegravelsesplads.

Hidtil har efterspørgslen formodentlig været så lille, at andre kommuner ikke har villet bruge penge på opgaven – især ikke når der samtidig er ledig plads på de eksisterende kirkegårde.

Hensyn til det kulturreligiøse

Målgruppen for den religionsneutrale begravelsesplads er moderne storbymennesker, der ikke sætter deres egen død ind i nogen religiøs sammenhæng. Samtidig kan mange danskere betegnes som kulturreligiøse. De er måske ikke-troende, men lever alligevel efter de kulturelle normer, der udspringer af kristendommen eller andre religioner.

Derfor vælger Signe Lund også at opridse fem store religioners begravelseskultur som grundlag for sit forslag. Hensigten er at tage højde for absolut uønskede og helt nødvendige elementer i planlægningen af en begravelsesplads, der henvender sig til en bred gruppe af mennesker. Bl.a. er det udelukket for muslimer at blive brændt, uanset graden af religiøsitet. Derfor skal begravelsespladsen også kunne rumme kister.

Det individuelle og naturen

Samfundet i dag er meget mere individualistisk end tidligere, og det afspejler sig også i døden. Gravsteder forsynes med fotografier, skulpturer og helt særlig beplantning, der har mere personlig end religiøs karakter.

En anden tendens går i retning af mere enkle kirkegårde uden de religiøse symboler, som mange har svært ved at forholde sig til. I forlængelse af det ønsker stadigt flere at blive begravet i mere naturlige rammer, f.eks. en skov. Der findes allerede en del skovkirkegårde, men de er ofte ret parkagtige i deres udtryk. Efterspørgslen går mere i retning af naturens egen foranderlighed som en logisk ramme for døden. Den nye begravelsesplads imødekommer denne tendens med et selvgroet skovagtigt udtryk.

Forslag til udformning

Signe Lund har valgt et areal i Københavns Nordvestkvarter til sit forslag til begravelsesplads. Her er stor kulturel, etnisk og religiøs diversitet. I bydelen bor indvandrere i både 1., 2. og 3. generation, studerende, ældre og få børnefamilier. Begravelsespladsen skal netop være for alle på tværs af kulturer og religioner. Den tænkes anlagt på en trapetzformet grund, der på en side indrammes af etageboliger med grønne områder og på de andre sider af en større og en mindre vej. Grunden er på ca. 11.000 kvm.

Udformningen fokuserer på fire emner:

Indramning

Arealet har en særlig funktion og skal give mulighed for selvfordybelse. Begravelsespladsen skal være et stilfærdigt oaselignende byrum i det relativt rå bymiljø. Derfor indrammes og beskyttes det af vægge mod gaden og pergolaer mod de private grønne områder. Samtidig er det vigtigt, at begravelsespladsen inviterer folk indenfor. Derfor er der flere forskellige typer indgange: En stor, korridorlignende hovedindgang og flere små indgange, hvor man nemt kan smutte ind. Væggene er af beton – enten grå og glittede eller lyse og gennemskinnelige. Tværs over begravelsespladsen krydser en cykelsti og binder arealet naturligt sammen med den omgivende by.

Beplantning

Begravelsespladsen tilbyder en anden form for beplantningsmæssig struktur end den traditionelle kirkegård – et mere selvgroet udtryk. Det udmøntes med en skovlignende plantning i den ene ende af arealet med eg, fyr og lærk. Træerne danner indre rum med tætte, lukkede kroge og åbne lysninger. Bunden består af skovbundsvegetation med et naturligt udtryk. Denne struktur opløses gradvist mod den anden ende af begravelsespladsen, som får karakter af en åben byplads omkring et cirkelformet bassin. Bunden består her af lyst grus.

(U)organisering af gravene

Urner kan placeres overalt på arealet uden noget bestemt system. Deres placering registreres med GPS. Målet er, at folk kan få urnen sat ned lige der, hvor de ønsker det – i lys eller skygge, meget fremtrædende eller mere i skjul. Rent praktisk kan det lade sig gøre, fordi urnerne kun kræver lidt plads og forgår hurtigt. Kister kan begraves i et bestemt område i skoven, fordi de kræver mere plads og skal indpasses i forhold til træerne. Det er valgfrit, om man vil markere gravstedet. Hvis man gør det, må gravmindet højst være 0,5 x 0,5 x 0,5 m. Det er ikke meningen, at gravstederne skal udsmykkes yderligere, men QR-koder på gravstenen er en mulighed for virtuel udsmykning og information om den afdøde. En eventuel ceremoni kan gennemføres udendørs på en lille plads i skoven.

Ophold og samvær

Flytbare udestole giver mulighed for at bruge området på mange forskellige måder. Man kan trække sig tilbage eller sidde flere sammen i grupper. Sammen med den frie adgang fra gaden (uden låger) og en kaffebar i en tidligere fabriksbygning skal det understøtte en uformel stemning og gøre begravelsespladsen til en del af hverdagslivet i kvarteret. Her må man gerne være i lang tid, man må meditere og drikke kaffe. Man må lægge sig i græsset og mindes en kær, og på varme sommerdage kan man køle fødderne i det kolde bassin.

Kilde:
Signe Lund, 2013: Folkets hvile, byens minde. Et forslag til religionsneutral begravel­ses­plads i Københavns Nordvestkvarter. Speciale på kandidatuddannelsen i landskabsarkitektur, Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, april 2013.



Videnblad nr.: 03.01-86
Forfatter: Tilde Tvedt og Signe Lund