Dato: 20-08-2012 | Videnblad nr. 03.01-79 Emne: Planlægning

Velfærdsbyens landskaber

Velfærdsbyens landskaber rummer kvaliteter, som er værd at bevare, styrke eller lære af i fremtidens byudvikling. Mange af 1900-tallets landskabsarkitekter, der i dag betragtes som centrale for fagets udvikling, viede store dele af deres virke til at udvide byerne med forstæder, hvor målet var nem adgang til velfærdsgoder for alle. De formgav velfærds­byen og dens landskaber som en komposition af bygninger og mellemrum; af vand, jord, huse, planter, veje, stier, industrielle anlæg og meget mere.

Landskabsarkitekt Ole Nørgaards tegninger af Albertslund Syd viser, hvordan tæt-lav-bebyggelserne ofte var planlagt som en komposition af huse, vand, vegetation og andre rumskabende elementer.

Landskabsarkitekt Ole Nørgaards tegninger af Albertslund Syd viser, hvordan tæt-lav-bebyggelserne ofte var planlagt som en komposition af huse, vand, vegetation og andre rumskabende elementer.

Store arkitektkonkurrencer og byfornyelsesprojekter rundt omkring i landet vidner om, at forstaden, som den blev udbygget i velfærdssamfundets tidlige år, er under stor forandring. Og netop som vi er i færd med at ændre forstaden, er det relevant at træde et skridt tilbage og se nærmere på, hvad det er, vi forandrer.

Hvad er det egentlig, der kendetegner forstaden – denne mangfoldige by? Har vi set og forstået det hele – eller findes der uopdagede kvaliteter i det eksisterende? Og hvad sker der, hvis man et øjeblik ser bort fra selve bygningerne og zoomer ind på landskabet og den mangfoldighed af rum, som forbinder dem? Netop de udendørs rum, er et af forstadens væsentligste træk.

Velfærdsbyen

Velfærdsbyen omfatter de mange områder, der blev udbygget i efterkrigstidens Danmark. Her blev drømmen om »det gode liv« for alle realiseret – fjernt fra stenbroens indeklemte baggårde. De nye byer, der bestod af boliger, industriområder, parker, institutioner og fælles mødesteder antog et omfang, som vi ikke har kendt til. Hverken før eller siden.

Udbygningen var massiv og udgør i dag hen ved halvdelen af Danmarks samlede bygningsmasse. Store dele af vores grønne områder stammer fra netop den periode. Og i dag har beplantningen faktisk mange steder nået den størrelse, som datidens arkitekter drømte om. Velfærdsudbygningen udgør et særligt kapitel ikke kun i dansk historie, men også i et internationalt perspektiv og nyder også i udlandet stor bevågenhed.

Ser man på de mange aktuelle rapporter og konkurrenceprogrammer om forstaden, afslører der sig et paradoks: På den ene side er der i dag en klar erkendelse af, at velfærdsbyen har en åben karakter. Netop de åbne rum er et af forstadens mest karakteristiske træk. På den anden side får netop velfærdsbyens åbne rum bemærkelsesværdig lidt opmærksomhed i forbindelse med nutidige omdannelsesprojekter.

Velfærdsbyens landskaber beskrives tit som ubebyggede arealer, der ikke har selvstændig værdi. De beskrives ofte ud fra et fremtidigt udbygningsperspektiv: som noget, der kan give rum for noget andet. Dermed bliver forstadens rumlige kvaliteter betragtet ud fra, hvad de kan blive til snarerere end det, de er. Velfærdsbyens åbne rum, et væsentligt kapitel i arkitekturhistorien, forbliver et så godt som ubeskrevet blad.

Forstadens landskaber

Mange af de landskabsarkitekter, der i dag betragtes som centrale for fagets udvikling, viede store dele af deres virke til udbygningen af velfærdsbyen: f.eks. Sven Hansen, C.Th. Sørensen, Ole Nørgaard og Jørn Palle Smidt for blot at nævne nogle få.

Det er værd at bemærke, at disse landskabsarkitekter ikke arbejdede isoleret med grønne rum. De bidrog derimod til at formgive velfærdsbyen og dens landskaber som en komposition af rum: af bygninger og mellemrum; af vand, jord, huse, planter, veje, stier, industrielle anlæg og meget mere.

Tid til forandring

Velfærdsbyen har nu gennemlevet en-to generationer. Både deres fysiske tilstand og forestillingerne om, hvad det gode liv er, har forandret sig. Forstaden står dermed over for en række udfordringer, som griber ind i den version, som velfærdsbyens arkitekter, planlæggere og landskabsarkitekter realiserede i 1960’erne og 70’erne.

Galgebakken, Albertslund. Velfærdsbyen har nu gennemlevet 1-2 generationer. Byens fysiske tilstand og forestillingen om, hvad det gode liv er, har forandret sig. Men før vi forandrer Velfærdsbyen, er det relevant at se nærmere på, hvilke kvaliteter den rummer – herunder de ofte oversete landskabelige og rumlige kvaliteter. Foto: Svava Riesto

Galgebakken, Albertslund, af arkitekterne H. Marcussen, J. P. Storgaard og J. og A. Ørum-Nielsen samt landskabsarkitekt J. Vesterholt. Velfærdsbyen har nu gennemlevet 1-2 generationer. Byens fysiske tilstand og forestillingen om, hvad det gode liv er, har forandret sig. Men før vi forandrer velfærdsbyen, er det relevant at se nærmere på, hvilke kvaliteter den rummer – herunder de ofte oversete landskabelige og rumlige kvaliteter. Foto: Svava Riesto

Forstaden er planlagt på et grundlag, vi i dag i varierende grad og på forskellig vis finder utilstrækkelig. De store boligbebyggelser – såvel de sociale boligbebyggelser som parcelhuskvartererne – skal gøres attraktive for nye generationer på tværs af sociale og kulturelle skel. De skal energioptimeres og differentieres i forhold til forskellige brugergrupper. Erhvervsområderne skal åbnes for flere funktionsformer. Den offentlige service er under pres, og nogle af datidens bydelscentre udfylder ikke længere den rolle, de var tiltænkt. Og endelig spiller ønsket om lokal identitetsudvikling en stadig voksende rolle.

I dag er omgangen med velfærdsbyens åbne, grønne rum ofte tæt knyttet til behovet for at opgradere den eksisterende bygningsmasse og ønsket om en bymæssig fortætning. Dernæst spiller tilpasningen til aktuelle klimaforandringer samt ønsket om udvikling af en stærkere arkitektonisk identitet også en rolle.

Synet på hvad den bynære natur kan og skal bibringe er ligeledes under forandring og spiller ind på den måde, vi betragter forstadens åbne rum på. Det afspejler sig i en øget interesse for, hvad der sker i de rum, der ligger uden for bebyggelsen – på de omkringliggende marker og skove – og dermed på hvordan de enkelte boligområder relaterer sig til den sammenhæng, de indgår i. Det kan også aflæses som en ny opmærksomhed på karakteren af de »grønne rum«, som findes i et utal inde i og mellem de enkelte bolig- og industriområder. Dermed følger også et skærpet blik for de oplevelsesmæssige kvaliteter, som er forbundet med det at bevæge sig rundt i velfærdsbyen, hvad enten det er gående eller løbende, som cyklist eller bilist.

Velfærdsbyen har generelt mange offentlige rum, hvor nogle er planlagte og andre er opstået som mellemrum mellem det planlagte. En undersøgelse af Albertslunds åbne, grønne rum har resulteret i beskrivelsen af fem landskabstræk, som i særlig grad er med til at kendetegne velfærdsbyen. De strækker sig fra det planlagte til det ikke-planlagte, fra den store til den lille skala og fra motiver lånt fra borgerskabet til industrialiseringen som ideal i sig selv. Læs mere i Videnblad nr. 3.1-80 »Fem landskabstræk i velfærdsbyen Albertslund«.

Velfærdsbyens værdier

Der er med andre ord flere grunde til, at forstadens fremtid for alvor er kommet på dagsorden i mange af landets kommuner. Der er et stort behov for nærmere kortlægning af, hvad der ud fra en rumlig, arkitektonisk og æstetisk synsvinkel kendetegner de parker, skove og fritidslandskaber, som blev skabt inden for rammerne af efterkrigstidens velfærdstankegang – både de planlagte og de ikke-planlagte områder. Dernæst er der behov for at se nærmere på det liv, der faktisk leves i danskernes foretrukne boligmiljø, nemlig forstaden.



Videnblad nr.: 03.01-79
Forfattere: Ellen Marie Braae og Svava Riesto

© Copyright. Eftertryk ikke tilladt