Landskab er noget, vi alle kan »gøre«

Et Spiseligt Landskab i Nørreport / Aarhus (Den 23. september 2012). Foto: Marie Markman

"Vi var alle rimeligt smadrede, da vi mødtes klokken kvart i ni (…) Vi lagde en dagsplan, som gik ud på at bruge tiden frem til middag på at få jordarbejdet færdigt. Derefter ville vi plante. (…) Og så gik vi i gang med at grave!"

Ovenstående tekst er et bloguddrag fra 2012, og det beskriver, hvordan seks arkitektstuderende og jeg anlægger Et Spiseligt Landskab – et ét hundrede m2 stort landskab med blandt andet dild, kvan, hjulkrone, koriander, bronzefennikel og jordbær i midterhellen på Nørreport, et af de mest trafikerede vejarealer i Aarhus. Formålet med værket er at bidrage til de diskussioner, som i stigende grad foregår om udformning af byens rum.

Dette blev gjort ved at rejse spørgsmål om, hvilken rolle landskab skal spille i fremtidens byplanlægning, og med et nyt bud på landskab i en vejkontekst.

Inden vi gik til frokost den pågældende dag, havde nogle fra et privat entreprenørfirma hjulpet os færdig med gravearbejdet, og vi inviterede på frokost i Arkitektskolens Kantine.

Her talte vi om, hvor sjældent det er, at vi udveksler erfaringer på tværs af faglige sammenhænge og private bekendtskaber. Dette selvom mange af os egentlig deler en interesse i, hvordan vi udformer det offentlige rum.

Kunst, landskab og det offentlige rum

Der er øjeblikke, hvor jeg i mødet med kunst eller landskabsarkitektur har oplevet en ændring i perspektiv, og pludseligt var det muligt at få en indgang til – eller måske endda forstå noget, som ellers syntes fremmed for mig.

Mit perspektiv er formet af et arbejde med kunst, hvor jeg hovedsageligt har arbejdet i offentlige rum og med etablering af konkrete landskaber. Ved at se nærmere på, hvilke metoder jeg har arbejdet med, og hvordan andre billedkunstnere tilbage fra 1970 har arbejdet med landskab, er det tydeligt at spore et slægtskab i tilgangene, som gør, at man godt kan betragte dem som mere generelle:

• Der arbejdes ofte med landskaber, som ikke bliver betragtet som værdifulde, eller som faktisk ikke er landskaber, selvom det ville tilføre byen kvaliteter, hvis de var.
• Der er ofte tale om landskaber, som ingen andre end den/dem, der laver dem, ser en nødvendighed i at realisere.
• Den/dem som har lavet landskabet, er ofte at finde i forbindelse med landskabet, så der opstår en mulighed for direkte møde/dialog.
• Landskaberne realiseres ofte med en minimal økonomi.

Det er nærliggende at bringe dette ind i en by- og landskabsdiskussion, fordi det peger på et felt, som vi endnu har til gode at få udfoldet: Hvilke erkendelsesmuligheder, der ligger i dette område af kunsten, og hvordan det kan flytte vores tankegang, så vi ser nye muligheder.

The Garden of Eden og Edible Estates: Attack on the Front Lawn

Billedkunstneren Adam Purple boede i 1975 på Manhattan. Fra sine vinduer så han, hvordan kvarterets børn legede i skidt og affald i gården, mens deres mødre holdt øje med dem fra vinduerne. Han kom selv fra landet og tænkte, at det var en "helvedes" måde at vokse op på ikke at have mulighed for at opleve jord under fødderne og at kunne dyrke planter. Det ledte til, at han begyndte at forarbejde hestepærer, som han samlede i Central Park, og lavede The Garden of Eden. En have, som eksisterede i perioden 1975- 1986 på Lower East Side, hvor han blandt andet dyrkede tomater og majs.

I 2005, på Amerikas uafhængighedsdag, påbegyndte billedkunstneren Fritz Haeg under titlen Edible Estates: Attack on the Front Lawn at etablere spiselige haver som erstatning for græsplæner og andre uproduktive arealer omkring vores boliger. De første haver blev realiseret i en amerikansk kontekst med omdannelse af traditionelle "front lawns" i forstadsområder til spiselige haver. Sidenhen er der omdannet haver i Budapest, Istanbul og Rom, og foråret 2013 omdannedes en have i et parcelhusområde i Hammel i samarbejde med Arkitektskolen Aarhus. Haverne er enkle, billige haver, som realiseres i samarbejde med lokale familier og er beregnet til at inspirere andre ved at vise, hvad der er muligt for alle, som har noget uudnyttet jord mellem huset og gaden, og viljen til at dyrke mad.

Værkerne er på forskellig vis del af en global bevægelse, hvor vi i øjeblikket oplever øget bevågenhed omkring fænomener som urban farming, guerrilla gardening og community gardens. The Garden of Eden er et af de værker, der har været med til at definere området, mens Edible Estates repræsenterer en nyere generation af værker, der søger at redefinere området og bringe det ind i nye sammenhænge.

Fælles for de nævnte værker er, at de udfordrer vores vante måder at gøre ting på og med meget enkle midler gør det tydeligt, at der ligger en chance i, at landskab er noget, vi alle kan "gøre".

Steder, hvor vi kan spise hindbær

The Garden of Eden, Edible Estates: Attack on the Front Lawn

og Et Spiseligt Landskab er eller har alle været faktiske steder i verden. De har på forskellig, men beslægtet vis, rejst spørgsmål, som handler om både sociale, økologiske og æstetiske problemstillinger.

Samtidig har de via de rum, de har skabt, budt ind på mulige måder at gå nye veje på i udformningen af vores fysiske omgivelser. Dette er et perspektiv – at mulighedsrum ikke er en teoretisk diskussion, men faktiske steder i verden, hvor vi kan blive udfordret i vores måde at leve på og samtidig spise hindbær.

Dette Videnblad er en let revideret udgave af artiklen: Når landskaber er noget, vi alle kan gøre fra bogen Den grænseløse by. Udgivet juni 2013 af Center for Strategisk Byforskning med støtte fra Realdania.

Kilder:
Markman, M. (Ikke publiceret) Ph.d.-projekt. Det Grænseløse Landskab. www.phd.mariemarkman.com
Berner, C. (2011-). Black Box Garden. http://blackboxgarden.blogspot.dk/
Haeg, F. og Balmori, D. (2010). Edible Estates: Attack on the Front Lawn. 2nd Edition, New York:Metropolis Books.
Purple, A. (1975-1986). The Garden of Eden (1975-1986).
https://www.youtube.com/watch?v=3odo7kEneT4

Videnblad nr.: 03.00-20
Forfatter: Marie Markman