Den nye geografi

Grundlaget for byerne og deres udvikling er i dag nyt og anderledes og er fremkommet gennem de seneste årtier. På den ene side har den økonomiske vækst hovedsageligt fundet sted i storbyregionerne. På den anden side er der samtidig en række processer, som gør, at storbyerne vokser ud over deres gamle, velkendte grænser. Dette skaber nye sammenhænge, og de bynære landskaber må i dag i højere grad end tidligere forstås i relation til et helt, sammenhængende byområde. De bynære miljøer er blevet inddraget i storbyregionerne bl.a. som følge af de stigende huspriser i storbyregionernes mere centrale dele.

Et nyt Danmarkskort

Danmarkskortet har således forandret sig gennem de sidste årtier, ikke blot administrativt som det afspejles i strukturreformen (kommunalreformen i 2007), men også funktionelt. København er i dag en funktionel sammenhængende storbyregion, som går på tværs af kendte administrative grænser. Det betyder, at handlinger et sted påvirker og medfører forandringer andre steder i storbyregionen gennem politiske, sociale og økonomiske relationer som eksempelvis bolig-arbejdsstedsrelationen, kulturforbruget eller virksomheders brug af underleverancer herunder serviceydelser.

En tilsvarende udvikling kan ses i det østjyske bybånd, som strækker sig fra Randers i nord til Haderslev i syd.

I disse to byregioner har beskæftigelsesvæksten været markant siden starten af 1990’erne og frem til den finansielle krise i 2008. En vækst langt over gennemsnittet af de øvrige større byer og resten af landet. Efter krisen er der intet, som umiddelbart tyder på, at denne udvikling med storbyerne som de økonomiske centre har ændret sig. Det er ikke kun beskæftigelsesvæksten, som har udviklet sig stærkt i storbyregionerne, også befolkningsudviklingen har i høj grad fundet sted her.

Befolkningsvækst og flytningerne

Figur 1 viser ved hjælp af flyttevektorer fraflytningen fra Nordjylland mod syd og fra Vestjylland mod øst. Danmark kan i denne sammenhæng ses som et integreret område, der især orienterer sig mod tyngdepunkter i Østjylland og omkring Hovedstadsregionen. Den bevægelse, som pilene angiver, hænger i høj grad sammen medlandets geografi og lokaliseringen af de store bysamfund. Den er således heller ikke ny og akut, men har i store træk fundet sted i årtier – med mindre lokale variationer. Tydeligt i figur 1 er bevægelsen udad i den københavnske storbyregion, som netop understreger den dobbelte proces, hvor udviklingen på en gang samles i storbyregionerne, som samtidig breder sig ud i de omkringliggende regioner.

Figur 2 viser, at befolkningsvæksten i byer især har fundet sted i det østjyske område, samt omkring Esbjerg og Odense. I disse områder fungerer byerne i høj grad som forstæder for store byers udbud af jobs og service. Omvendt er yderområder som Lolland, Bornholm, Nordvestjylland og den østlige del af Nordjylland præget af nedgang med få undtagelser. Sjælland fremviser et mere nuanceret mønster, formentligt på grund af mere eksplicitte begrænsninger for byudviklingen, men også på grund af lokale forskelle i prisniveau og aldersprofiler samt det forhold, at den københavnske storbyregion gennem en række årtier har spredt sig ud i de omkringliggende regioner.

Pendlingsregioner

En anden dimension af denne udvikling er de processer, som har skabt nye funktionelle regioner, især omkring storbyregionerne. Et godt eksempel på dette er pendlingsregionerne, som er blevet større og færre gennem de sidste årtier, som dokumenteret bl.a. i Landsplanredegørelserne fra 2006. En pendlingsregion er i denne sammenhæng defineret som en region, hvor hovedparten bor og arbejder inden for grænserne af regionen. Derved er regionen et udtryk for et sammenhængende arbejdsmarked. Fra 1992 til 2000 betød den øgede pendling, at antallet af pendlingsregioner i Danmark faldt fra 46 til 34 i takt med, at de blev større. I 2004 var der ifølge Landsplanredegørelsen 2006 kun 27 pendlingsregioner tilbage i Danmark. Baggrundsstudier i forbindelse med Landsplanredegørelse 2010 peger også på, at en række udvalgsvarer og forlystelser opsøges over afstande, som ligger langt ud over den typiske pendlingsafstand eller pendlingsopland.

Det er bl.a. i rammen af denne udvikling, at stationsbyers udvikling skal analyseres og forstås. Det har betydning for stationsbyernes udviklingsmuligheder, om de er lokaliseret i eller i nærheden af storbyregionerne, og om de derved er en del af et større sammenhængende arbejdsmarked. Som konsekvens af den stadige udvidelse af arbejdsmarkederne lagde Miljøministeriet med Landsplanredegørelsen i 2006 den hidtidige planlægning for et bymønster med adskilte oplande på hylden og introducerede i stedet begreberne om tre typer af regioner: De to vækstregioner: omkring hovedstaden og det østjyske bybånd, yderområder og mellemliggende områder med store og mellemstore byer, se figur 3.

Figur 3. Det nye Danmarkskort. Landsplanredegørelsen 2006.

Dette Videnblad er en let redigeret udgave af artiklen: Den nye geografi i bogen Stationsbyer i dag, Udkommet 2013. Redigeret af Niels Boje Groth og Christian Fertner. Udgiver: Realdania. Udarbejdet for Realdania af Center for Strategisk Byforskning ved Københavns Universitet og Arkitektskolen Aarhus med bidrag fra Danmarks Tekniske Universitet og Trafikstyrelsen.

Videnblad nr.: 05.01-04
Forfattere: Høgni Kalsø Hansen, Thomas Sick Nielsen og Lars Winther