Dato: 01-05-2008 | Videnblad nr. 05.05-35 Emne: Insektskader og bekæmpelse

Harlekinmariehønen

En ny invasiv art, der kan få betydning i juletræproduktionen

I efteråret 2007 blev det konstateret, at harlekinmariehønen er etableret i Danmark. Den er i stand til at sprede sig hurtigt og kan kolonisere mange forskellige biotoptyper. Harlekinmariehønens tilpasnings- og konkurrenceevne har i udlandet gjort den til en trussel mod hjemmehørende insekter.

Figur 1. Harlekinmariehøne. Arten forekommer i mange forskellige farvetyper, men har en mere kuplet og rund kropsform end vore andre mariehøner. Foto: Jørgen Christensen

Figur 1. Harlekinmariehøne. Arten forekommer i mange forskellige farvetyper, men har en mere kuplet og rund kropsform end vore andre mariehøner. Foto: Jørgen Christensen

Harlekinmariehøne har stor appetit på bl.a. blad­lus, og den vil sandsynligvis kunne påvirke forekomsten af bladlus og nytteinsekter på juletræarealer. Artens spredning og levesteder i Danmark undersøges bl.a. i et samarbejde mellem Institut for Økologi (KULIFE) og Skadedyrlaboratoriet (Aarhus Universitet).

Nyttedyr i biologisk bekæmpelse

Harlekinmariehønen (Harmonia axyridis) stammer oprindelig fra Centralog Østasien. Den er en grådig og effektiv fjende af bladlus og andre små insekter, hvilket har gjort den velegnet til biologisk bekæmpelse i væksthuse og på friland mange steder i verden. I 1916 blev den introduceret til USA, hvor den dog først etablerede sig i naturen i 1988. I Europa har den spredt sig voldsomt siden 1999.

Invasivt skadedyr

Harlekinmariehønen er generende for mennesker på forskellig vis. Dels ved sin overvintring i hobetal i boliger, hvor dens ildelugtende sekret både sviner og kan fremkalde allergiske reaktioner. Dels ved at den i sensommeren kan søge føde i form af moden frugt og dermed blive et skadedyr. Risikoen for en negativ indflydelse på den hjemmehørende insektfauna vækker dog større bekymring. Etableringen af harlekinmariehønen i Danmark vil uden tvivl få indflydelse på den naturlige regulering af bladlus i en lang række afgrøder, herunder også juletræer.

Kendetegn

Figur 2. Larven af harlekinmariehøne kan kendes på den sorte farve og orangegule længdestriber. Foto: Susanne Harding

Figur 2. Larven af harlekinmariehøne kan kendes på den sorte farve og orangegule længdestriber. Foto: Susanne Harding

Harlekinmariehønen er meget variabel i farvetegningen. Den mest almindelige type har orangerøde dækvinger og 0-19 sorte pletter. Andre farvetyper er sorte med 2, 4 eller 12 orange-røde pletter (figur 1). I den overvintrende generation forekommer hyppigt mørkere former med et mindre karakteristisk farvemønster.

Arten adskiller sig fra de fleste andre mariehøns ved sin større størrelse (6-8 mm), og den fremtræder desuden mere kuplet og rund, hvor de andre mariehønearter er mere ovale i formen.

Larven er sort med 2 længdegående orange striber (figur 2). Den adskiller sig derved tydeligt fra larven af den syvplettede mariehøne, som er blågrå med mindre gule områder.

Livscyklus

Figur 3. Pupper af harlekinmariehøne. Foto: Susanne Harding

Figur 3. Pupper af harlekinmariehøne. Foto: Susanne Harding

Harlekinmariehønen bliver i Nordvesteuropa aktiv i slutningen af april - begyndelsen af maj. Den lægger æg nær en fødekilde, typisk en bladluskoloni. Larverne udvikler sig i løbet af nogle uger, hvorefter de forpupper sig. Puppen sidder typisk fasthæftet til vegetationen (figur 3).

Man regner med, at der i Danmark vil udvikles to generationer om året. Harlekinmariehønen er karakteristisk ved, at den er aktiv og i stand til at reproducere sig meget senere på året end vore hjemmehørende mariehøns. Så sent som i slutningen af december kan man finde aktive larver og voksne.

Forekomst i Danmark

De første fund af harlekinmariehøne blev gjort allerede i 2006, hvor et mindre antal voksne individer blev fundet i lysfælder til sommerfuglefangst. Den første henvendelse om hobe af mariehøns i en bolig i det indre København kom i oktober 2007. Tilstedeværelsen af hundredvis af larver, pupper og voksne harlekinmariehøner i den nærliggende vegetation viste, at arten nu med sikkerhed har etableret sig i Danmark.

Der er efterfølgende fundet larver, pupper og voksne individer mange steder i København. Enkelte voksne individer er fundet på Fyn, Møn og i Sønderjylland, men endnu vides arten ikke at have etableret sig uden for København. Dens meget store spredningsevne vil dog uden tvivl føre til, at den breder sig fra Københavnsområdet til andre dele af landet, ligesom den kan forventes at trænge ind i landet sydfra.

Hvordan er den kommet til Danmark?

Man ved ikke på hvilken måde harlekinmariehønen er kommet til Danmark. Den kan være indført med importerede planter eller med andre varer. Den kan også være fløjet/blæst hertil sydfra, idet den forekommer i stor tæthed i bl.a. Berlin og Hamborg.

I Danmark har halekinmariehønen, så vidt vides, næsten ikke været i brug til biologisk bekæmpelse i væksthuse. Salget ophørte i 2005, netop pga. udenlandske erfaringer med negative effekter på den hjemmehørende insektfauna.

Levesteder

Harlekinmariehønen trives ifølge udenlandske erfaringer i mange forskellige biotoptyper, både naturlige og kulturpåvirkede. Arten synes at opnå de største tætheder i byområder, hvor den etablerer sig i parker og haver. Den har med succes koloniseret alle typer af plantesamfund fra skove til enge og moser, frugtplantager og landbrugsarealer. Kun lyngheder, tørre græsarealer og klitområder synes at være mindre velegnede levesteder.

Harlekinmariehønen er oprindelig knyttet til vedplanter, men kan findes på mange forskellige planter – blot de huser tilstrækkelig føde. Den har i byområder vist sig særlig hyppig på løvtræer, især lind og ahorn. I sit naturlige udbredelsesområde lever den også på fyr, og i de lande, hvortil den har spredt sig, har den tillige etableret sig på gran, ædelgran og tsuga.

Føde

Både larver og voksne harlekinmariehøner er overordentlig polyfage (altædende) og æder ikke alene bladlus, men også andre insekter. Dette gælder ikke mindst de insekter, der lever af blad­lus, og som derfor forekommer samme steder som harlekinmariehønen. Den æder således guldøjelarver og ikke mindst andre mariehøns, hvor det kan gå hårdt ud over bl.a. syv- og toplettet mariehøne. Også bestanden af nyttige snyltehvepse, der parasiterer bladlusene, kan blive påvirket. Desuden spiser den æg og små larver af sommerfugle.

Bladlus er den primære fødekilde. En voksen harlekinmariehøne spiser op mod 5.000 bladlus i sin levetid og er overlegen i konkurrencen om føden med andre bladlusædende insekter. Larverne fortærer ca. 1.200 bladlus i løbet af deres udvikling.

Harlekinmariehønens betydning i pyntegrøntproduktionen

Til trods for, at utallige bladlusarter er kendt som føde for harlekinmariehønen, er der ingen viden om dens potentiale som prædator på alm. ædelgranlus (Dreyfusia nordmannianae). Der foreligger observationer fra USA af, at harlekinmariehønen blandt sine fødeemner tæller stammelus (Cinara sp.) og ulden ædelgranlus (Mindarus abietinus).

Endvidere er udført ganske få undersøgelser af harlekinmariehønens indvirkning på nåletrægallelusen Adelges tsugae i bevoksninger af canadisk tsuga. Her blev harlekinmariehønen en dominerende art blot to år efter sin etablering i området. Adelges tsugae er et indført skadeinsekt, der er beslægtet med alm. ædelgranlus. Undersøgelserne viste, at harlekinmariehøne fortærede både »kravlerne« og de bladlus, der sætter sig på skudaksen og senere overvintrer. Størst betydning for populationen af Adelges tsugae syntes harlekinmariehønen at have om sommeren, hvor den har en kraftig populationsvækst.

Ved knaphed på bladlus kan harlekinmariehønen angribe og ernære sig af andre arter mariehøns. I USA har den visse steder udkonkurreret hjemmehørende arter samt den indførte syvplettet mariehøne (Coccinella septempunctata), som er et vigtigt nyttedyr i danske juletrækulturer (se Videnblad 5.5-31). Etableringen af harlekinmariehønen i Danmark kan således næppe undgå at få indflydelse på den naturlige balance i juletrækulturerne.



Videnblad nr.: 05.05-35
Forfattere: Susanne Harding og Tove Steenberg