Honningsvamp i juletræer

Figur 1. Et typisk syn ved angreb af honningsvamp på skovjord: døde planter med røde nåle (1) og syge planter (2) omkring et gammelt stød (0) fra den forrige generation nåletræ. Bemærk, hvordan de syge planter nærmest ikke har noget topskud og har en gullig farve sammenlignet med andre træer i kulturen.

Mange juletræsproducenter er i gang med deres anden eller tredje generation af juletræer. Dette betyder, at flere af de traditionelle skovskadevoldere så småt begynder at indfinde sig. Senest er der fundet eksempler på, at honningsvamp (Armillaria sp.) kan optræde som problem i juletræer efter to omdrifter. Desuden ses angreb ofte i kulturer anlagt på skov­jord (figur 1). Derfor bør juletræsdyrkere kende de karakteristiske symptomer på honningsvampangreb.

Forudsætninger for angreb

Der optræder ikke angreb af honning­svamp i 1. generation juletræer på agerjord. Normalt ser man heller ikke angreb i 2. generation, medmindre der har været en smittekilde, som har medført etablering af honningsvamp i de første juletræsstød. I så fald kan svampen brede sig til renafdriftens stød og videre herfra til den nye generation af juletræer. Mulige smittekilder er læhegn med nåletræer, skovbevoksninger ved siden af juletræerne eller en tidligere generation nåletræer på selve arealet, f.eks. rødgran eller fyr.

Den væsentligste forudsætning for angreb af honningsvamp er således smittekilder i jorden i form af stød eller andre veddele, som er koloniseret af svampen. Risikoen for angreb på kulturplanterne øges ved enhver svækkelse af træerne, f.eks. roddrukning eller tørke, specielt i de første år efter etablering af kulturen. Dette skyldes, at honningsvamp opsøger svækkede planter og har nemmere ved at inficere dem.

Udvikling af angreb

I rødgran anlagt på skovjord vil man forvente synlige angreb af honningsvamp i kulturen 3-4 år efter plantning. Angreb starter i planternes rødder, typisk efter 1-2 år når rødderne kommer i kontakt med de gamle stød eller honningsvampens rhizomorfer (mycelstrenge i jorden). Et par år senere begynder man at se symptomer.

Herefter forværres omfanget de næste 5-6 år, for at klinge ud omkring 10 år efter plantning. I skovkulturer regner man med, at det akutte angreb med døde rødgraner ophører, når træerne er ca. 15 år gamle. Herefter medfører honningsvampangreb råd i rødder og i bunden af stammen i resten af bevoksningens levetid. Et lignende forløb kan forventes i juletræer og klippegrøntbevoksninger anlagt på skovjord.

Figur 2. Stød i 2. generation nordmanns-gran uden træer med symptomer. Udbredt honningsvamp kolonisering af stød fra denne omdrift, hvor der er taget juletræer de seneste par år. Disse stød kan blive ud-gangspunkt for honningsvampangreb på de nye planter i næste omdrift, også selv-om der pladsryddes ved at knuse stød-dene i jordoverfladen.

I de observerede juletræskulturer, hvor der var sket knusning af overjordiske støddele fra juletræerne, blev angreb først synlige i 3. generation af juletræer. Opgravning af stød fra tidlige udtag af juletræer i en afdriftsklar 2. generations kultur viste, at stødene var stærkt koloniseret af honningsvamp (figur 2). På et areal, hvor der var foretaget delvis stødrydning af rødgranstød, samt knusning af overjordiske støddele ved afdrift af den første nordmannsgrankultur, var der symptomer allerede i 2. generations juletræer.

Symptomer

Når honningsvamp er etableret i rodsystemet, ses nedgang i vækst eller generel utrivelighed. Dette kan stå på over længere tid, hvis planten kan holde skadevolderen afgrænset og regenerere rødder. Hvis angrebet i rodsystemet bliver omfattende, bliver topskud og evt. også sideskud korte og nålene lyse. Herefter er der normalt ingen vej tilbage, og træet vil tabe kampen mod svampen.

Senest i sensommer-efterår efter den vækstsæson, hvor årsskuddet blev kort, vil honningsvampen nå op til rodhalsen og brede sig under barken. Planten dør som regel i det følgende forår eller i forbindelse med en sommertørke, og skaden bliver nu markant som en pludselig visnen under rødfarvning af nåle. Sommetider sker udviklingen af svampeangrebet så hurtigt, at planten dør, før en tilvækstnedgang bliver synlig. Typisk sker planteafgangen pletvist eller i række med en død plante omgivet af en eller flere syge træer.

Hvis man trækker en syg eller nyligt død plante op og skærer i barken, er der nogle karakteristiske hvide mycelfaner under barken på rødder og rodhals (figur 3). Ofte kan man også finde honningsvampens sorte rhizomorfer på rødderne, hvilket er et sikkert diagnostisk kendetegn. Hvis man kommer på dette rette tidspunkt i sensommeren eller efteråret, kan der være frugtlegemer, de honningfarvede paddehatte. Indtørrede rester af frugtlegemer kan evt. ses omkring døde planter.

Figur 3. Døde og syge planter med gamle honningsvamp frugtlegemer (blå pile), sorte rhizomorfer (svampestrenge) på rødder (gule pile) og det kraftige hvide mycelium under barken (røde pile). Foto: Iben M. Thomsen

Skaden

Både honningsvamp og rodfordærver slår planterne ihjel, og det er værd at bemærke, at planteafgang pga. rod­patogener kommer oven i det ’normale’ tab af træer, som man kan opleve fra f.eks. tørke, snudebiller, forkert plantning, frost osv. Men det værste er, at efterbedring ikke kan foretages uden en stor risiko for, at de nye planter også angribes og dræbes. Samt at der forsvinder små grupper af juletræer, hvilket efterlader uproduktive huller i kulturen.

I de hårdest angrebne af de observerede kulturer var der en planteafgang på mindst 3-5%, baseret på døde, døende og tydeligt angrebne træer. I nogle tilfælde var de døde træer næsten slagsklare, men de fleste skader var på veletablerede, men stadig små træer.

Videnblad nr.: 05.06-21
Forfatter: Iben M. Thomsen