Buksbom - som klippegrønt
Buksbom er et relativt populært nicheprodukt til klippegrønt i Danmark. Den tåler klipning godt, og produktet kan anvendes hele året. Dette Videnblad beskriver plantevalg, dyrkning, insektproblemer og høst.
Buksbom (Buxus sempervirens) findes vildtvoksende i Asien, Mellemamerika, Vest- og Sydeuropa og gror bedst i højder fra 800-1600 meter over havet. I sit naturlige udbredelsesområde trives buksbom bedst som underskov under lyse løvtræer på stenet, kalkrig bund.
Arts- og sortsvalg
Buksbomslægten omfatter ca. 40 arter, hvoraf kun to er nogenlunde hårdføre på friland i Danmark: Almindelig buksbom (B. sempervirens) og småbladet buksbom (B. microphylla). Til pyntegrøntproduktion er især følgende sorter relevante.
B. sempervirens ‘Rotundifolia‘: Væksten er meget kraftig og særdeles velegnet til pyntegrønt. ’Rotundifolia’ kan blive op til 5 meter høj. Bladene er 1-3,5 cm lange, ovale og ret hvælvede, mørkegrønne og læderagtige. Lige efter udspring er de nye blade dog lyst blågrønne. Blomsterne sidder oftest sidestillede.
B. sempervirens ‘Aureo-variegata‘: Denne sort er kraftigt voksende og er endvidere attraktiv på grund af de tofarvede blade i gult og grønt. Bladene er 2,5-3,5 cm lange, 2-2,5 cm brede og ikke læderagtige.
B. sempervirens ‘Balder‘: Denne sort er meget kraftig og hurtigt voksende, med få oprette hovedgrene og mange udbredte sidegrene. Bladene er mørkegrønne og 2-3 cm lange, men smallere end ovenstående arter. Sorten er markedsført som betydeligt mere hårdfør og sund end ‘Rotundifolia‘.
B. microphylla var. japonica ´Freja‘: Bladene er 1-1,8 cm lange og omvendt ægformede eller lancetformede. De er aflange og mørkegrønne på oversiden og lysere på undersiden. Om vinteren kan bladene blive bronzefarvede. Blomsterne sidder oftest endestillede. Arten er interessant, idet den generelt anses som mere hårdfør og sundere end B. sempervirens.
Dyrkning
Buksbom formeres let vegetativt og synes at trives bedst på en næringsrig, veldrænet, men fugtig vokseplads. En lerblandet sand/grus jord med rigelig humusindhold vil være at foretrække. Et højt pH (6,5) anses som en fordel, men buksbom kan klare sig med mindre. Uegnet jordbund eller vandproblemer viser sig ofte ved dårlig vækst og lysere blade.
Planten ynder læ, og den bedste udvikling synes at forekomme i halvskygge (figur 1). I varme og tørre somre med stærk solindstråling ses tit skader i form af »solbrændte« blade på planter, som står frit. Bladene bliver orange-rødt misfarvede, især på den side som vender mod sydvest.
Ved mikroskopering ses det tydeligt, at epidermis (de yderste cellelag) er fyldt med røde pigment-korn. At skaden skyldes eksponering til sol, er særligt tydeligt der, hvor et blad dækker over et andet. Så er det øverste blad samt den synlige del af det underste blad rødt, mens den beskyggede del af det nederste blad er grønt.
Typisk opnås halvskyggen ved at plante en lystræart på stor afstand, enten som forkultur eller samtidig med buksbomplanterne (Kousgaard-Larsen 2000). Rødel angives som en velegnet art. En anden mulighed er at skærmstille en eksisterende bevoksning med f.eks. eg, men dette vil ofte medføre vanris på egene.
Buksbom etableres normalt på 1,2 x 1,5 meters afstand, men en anden mulighed er 0,8 x 2,0 m. Den store rækkeafstand gør mekanisk renholdelse med en lille traktor muligt i længere tid. Ringe luftbevægelse eller for høj luftfugtighed kan medføre algebelægninger, der gør grøntet sværere at afsætte. Buksbom er meget giftig og bliver ikke spist af hjortevildt. Hegning er derfor unødvendig.
Der gødskes sædvanligvis ikke det første år efter etablering, men herefter med ca. 2,5 g N/plante. I de følgende år øges mængden typisk med yderligere 2,5 g N/plante/år indtil det 7. år efter etablering, hvorefter hver plante årligt får ca. 15 g N. Produktion af buksbom er underlagt Plantedirektoratets normer, som for tiden typisk er 75 kg N/ha/år (svarende til ca. 5.000 planter/ha ved 15 g N pr. plante). Gødningen udbringes almindeligvis manuelt, og normalt anvendes de klorfattige sammensætninger NPK 23-3-7 eller 14-3-15 eller tilsvarende. Gødningen kan med fordel udbringes over 3 omgange pr. år i april, juli og september (5 g N/træ/gang).
Skadedyr på buksbom
Sugning af nymfer af buksbom-bladloppen (Psylla buxi) i foråret medfører en karakteristisk skeformet deformation af bladene. Angreb er så almindelige, at man næppe kan finde en stor plante uden. Da symptomerne er meget lidt iøjnefaldende, er bekæmpelse alligevel sjældent aktuelt. Der kan evt. forekomme en rødlig bladkant på de skeformede blade. I det tidlige forår vil man kunne finde de overvintrende nymfer i mellem bladene.
Fra slutningen af april kan deres produktion af hvid voks blive meget voldsom. Sammen med honningduggen gør dette, at bladene bliver klistrede. Det er sugningen på dette tidspunkt, der forårsager deformeringen af bladene. Fra maj vil de voksne bladlopper kunne iagttages. Kraftig regn – eller spuling af bladene – på dette tidspunkt vil kunne reducere tætheden af bladlopper væsentligt. Tidligt på sommeren fremkommer vingede voksne. Efter parringen lægger hunnerne æg i næste års knopanlæg. Æggene klækker i efteråret og nymferne overvintrer og starter sugningen i foråret.
Angreb af buksbom-galmyggen (Monarthropalpus buxi) er ligeledes meget almindelige og ses som blæreagtige opsvulmninger på bladenes underside sidst på sommeren.
På oversiden af bladene kommer der gule eller orange pletter. Under disse pletter findes en hulning, i hvilken galmyggens larver lever. Hvis man forsigtigt åbner bladet, kan man se den orange larve. Larverne overvintrer i bladene og forpupper sig dér næste forår. De voksne galmyg flyver i maj-juni, hvor også æglægningen finder sted. Buxus sempervirens angribes kraftigt, mens B. latifolia og B. bullata angiveligt undgår angreb. Bekæmpelse er som regel ikke nødvendig.
Af og til observeres gnav i blade forårsaget af øresnudebiller (Otiorrhynchus spp.). Skaden er meget karakteristisk i form af halvmåneformede »billetklip« i bladenes rand (se Videnblad nr. 5.5-19).
Høst
Som regel klippes planterne 8-10 år efter etablering, og udbyttet varierer typisk fra 0,5-1,5 kg/plante/år. For ikke at besværliggøre høsten holdes planterne i omkring 2 meters højde. Der synes at være to fremherskende måder at klippe buksbom på. Enten klipper man 1-2 årige kviste på 20-25 cm, eller også holdes buksbom som hæk, hvoraf der klippes 30-50 cm lange grene.
Buksbom tåler klipning fint, hvilket gør den yndet til »grønne skulpturer« i haver og parker. Hvis en kraftig beskæring om sommeren følges af tørke, kan planterne dog få tørre rande på bladene eller visne lidt tilbage. Klipning anses desuden som den væsentligste indfaldsvej for svampesygdommen buksbom grentørre (Volutella buxi), se Videnblad nr. 5.6-13.
Typisk leveres grøntet i bundter, men kan også emballeres løst i sække. Grøntet anvendes normalt i dekorationer, håndbuketter og kranse med en højsæson omkring påske og jul, men kan afsættes hele året. Produktet kan enten afsættes til grossister og grønttorve eller direkte til blomsterhandlere.
Litteratur
Berthold, S., 2000: Buksbom – en undersøgelse af formering, dyrkning, produktion, afsætning og økonomi. Hovedopgave på SLING-studiet, Skovskolen.
Brander, P.E. & Lund, M. 1994: Supplement til beskrivelse af selekterede kloner af træer og buske til anlæg, hegn, hække og haver. Beretning nr. S 2093 – 1990. Statens Planteavlsforsøg, Landbrugsministeriet, 19 s.
Kousgaard-Larsen, A. & A. 2000: Plantagedrift af buksbom. Nåledrys 34: 28-29.
Wicksell, U. 2000: Nichearter til pyntegrønt. Almindelig buksbom (Buxus sempervirens). Nåledrys 34: 12-13.
Videnblad nr.: 03.07-01
Forfattere: Iben M. Thomsen, Hans Peter Ravn og Bent Leonhard